Kongs-Emnerne
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
næste gade.)
KONGS-EMNERNE
HISTORISK SKUESPIL I FEM AKTER
NIENDE UDGAVE
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1898
KONGS-EMNERNE.
PERSONERNE:
Håkon Håkonssøn, kongevalgt af Birkebejnerne.
Inga fra Vartejg, hans moder.
Skule jarl.
Fru Ragnhild, hans hustru.
Sigrid, hans søster.
Margrete, hans datter.
Guthorm Ingessøn.
Sigurd Ribbung.
Nikolas Arnessøn, bisp i Oslo.
Dagfinn Bonde, Håkons stallare.
Ivar Bodde, hans hirdprest.
Vegard Væradal, en af hans hirdmænd.
Gregorius Jonssøn, lendermand.
Pål Flida, lendermand.
Ingebjørg, Andres Skjaldarbands hustru.
Peter, hendes søn, en ung prest.
Sira Viljam, huskapellan hos bisp Nikolas.
Mester Sigardfra Brabant, en læge.
Jatgejr skald, en Islænding.
Bård Bratte, en høvding fra det Trondhjemske.
Almue og bymændi Bergen, Oslo og Nidaros.
Korsbrødre, prester, munke og nonner.
Gæster, hirdmænd og fruer.
Krigsfolk o. s. v.
Handlingen foregår i første halvdel af det trettende århundrede.
FØRSTE AKT.
(Kristkirkegården i Bergen. I baggrunden ligger kirken, hvis højportal
vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står Håkon
Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere
lendermænd og høvdinger. Lige over for ham står Skule jarl, Grego-
rius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens mænd. Længere tilbage på
samme side ses Sigurd Ribbung med sit følge og bortenfor ham Guthorm
Ingessøn med flere høvdinger. Kirkens tilgange er besatte med vagt;
almuen fylder hele kirkegården; mange sidder oppe i træerne og på
kirkemuren; alle synes i højeste spænding at vente på noget, som skal
ske. Fra byens kirketårne ringer det fjern og nær.)
vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står Håkon
Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere
lendermænd og høvdinger. Lige over for ham står Skule jarl, Grego-
rius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens mænd. Længere tilbage på
samme side ses Sigurd Ribbung med sit følge og bortenfor ham Guthorm
Ingessøn med flere høvdinger. Kirkens tilgange er besatte med vagt;
almuen fylder hele kirkegården; mange sidder oppe i træerne og på
kirkemuren; alle synes i højeste spænding at vente på noget, som skal
ske. Fra byens kirketårne ringer det fjern og nær.)
Skule jarl
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
Hvad bier de efter så længe derinde?
Gregorius Jonssøn.
Stille; nu begynder salmen.
(Inde fra den lukkede kirke høres til basuners lyd:)
Kor af munke og nonner.
Domine coeli etc. etc.
(Under sangen åbnes kirkedøren indenfra; i forhallen ses bisp Nikolas
omgiven af prester og klosterbrødre.)
omgiven af prester og klosterbrødre.)
Bisp Nikolas
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
Nu bærer Inga fra Vartejg jernbyrd for Håkon
kongs-emne!
kongs-emne!
(Kirken lukkes igen; sangen vedbliver derinde.)
s. 6
Gregorius Jonssøn
(dæmpet til jarlen).
(dæmpet til jarlen).
Kald på den hellige kong Olaf for det, som ret er.
Skule jarl
(hurtigt og afværgende).
(hurtigt og afværgende).
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.
Ivar Bodde
(griber Håkon om armen).
(griber Håkon om armen).
Bed til Herren din Gud, Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Behøves ikke; jeg er viss på ham.
(Sangen fra kirken lyder stærkere; alle blotter hovederne, mange falder
på knæ og beder.)
på knæ og beder.)
Gregorius Jonssøn
(til jarlen).
(til jarlen).
Dette er en stor time for dig og mange.
Skule jarl
(ser spændt mod kirken).
(ser spændt mod kirken).
En stor time for Norge.
Pål Flida
(nær ved jarlen).
(nær ved jarlen).
Nu holder hun jernet.
Dagfinn Bonde
(over hos Håkon).
(over hos Håkon).
De kommer kirkegulvet nedover.
Ivar Bodde.
Krist skærme dine skære hænder, Inga kongs-
moder!
moder!
Håkon.
Denne stund skal hun visselig lønnes for al
min tid.
min tid.
s. 7
Skule jarl
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
Skreg hun? Slap hun jernet?
Pål Flida
(går opover).
(går opover).
Jeg véd ikke, hvad det var.
Gregorius Jonssøn.
Kvinderne græder højt i forhallen.
Koret fra kirken
(falder jublende ind).
(falder jublende ind).
Gloria in excelsis deo!
(Portalen springer op; Inga kommer ud, fulgt af nonner, prester og munke.)
Inga
(på kirketrappen).
(på kirketrappen).
Gud har dømt! Se disse hænder; med dem
bar jeg jernet!
bar jeg jernet!
Stemmer blandt mængden.
De er skære og hvide, som før!
Andre stemmer.
Endda fagrere!
Hele almuen.
Han er visselig Håkon Sverressøns søn!
Håkon
(omfavner hende).
(omfavner hende).
Hav tak, tak, du højt velsignede!
Bisp Nikolas
(stryger forbi jarlen).
(stryger forbi jarlen).
Uklogt var det at fremme jernbyrden.
s. 8
Skule jarl.
Nej, herre bisp, Gud måtte tale i denne sag.
Håkon
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
Nu er det da altså gjort, det, som hver en
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
Dagfinn Bonde
(ud mod mængden).
(ud mod mængden).
Ja, se på denne kvinde og tænk jer om, så
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes ord,
før enkelte havde brug for at der skulde tvivles?
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes ord,
før enkelte havde brug for at der skulde tvivles?
Pål Flida.
Tvivlen har hvisket i hvert kot fra den stund
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i kong
Inges gård.
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i kong
Inges gård.
Gregorius Jonssøn.
Og sidste vinter vokste den til et skrig og gik
lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver
mand kan vidne.
lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver
mand kan vidne.
Håkon.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg
også givet efter for mange trofaste venners råd og
bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt mand
har gjort på lange tider. Jeg har bevist med jern-
byrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon Sverres-
søns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke vil
jeg her granske nøjere, hvem der har fostret tvivlen
og gjort den så højmælt, som jarlens frænde siger;
men det véd jeg, at bittert har jeg lidt under den.
Jeg har været kongevalgt fra barn af, men liden
kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde
tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun
minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg gik
op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte sig
om og lod som han ikke så mig, for at slippe at
hilse, som det er skik at hilse konger. Dog, sligt
skulde jeg let vidst at bære, men åben krig var nær
ved at bryde løs i landet og den måtte jeg hindre.
også givet efter for mange trofaste venners råd og
bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt mand
har gjort på lange tider. Jeg har bevist med jern-
byrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon Sverres-
søns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke vil
jeg her granske nøjere, hvem der har fostret tvivlen
og gjort den så højmælt, som jarlens frænde siger;
men det véd jeg, at bittert har jeg lidt under den.
Jeg har været kongevalgt fra barn af, men liden
kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde
s. 9
tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun
minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg gik
op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte sig
om og lod som han ikke så mig, for at slippe at
hilse, som det er skik at hilse konger. Dog, sligt
skulde jeg let vidst at bære, men åben krig var nær
ved at bryde løs i landet og den måtte jeg hindre.
Dagfinn Bonde.
Godt kan det være for konger at lytte til kloge
råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde
det ikke været med hedt jern men med koldt stål,
at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig
og sine uvenner.
råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde
det ikke været med hedt jern men med koldt stål,
at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig
og sine uvenner.
Håkon.
Styr dig, Dagfinn; det sømmer sig for den
mand, som skal styre fremst i riget.
mand, som skal styre fremst i riget.
Skule jarl
(med et let smil).
(med et let smil).
Kongens uven er det så nemt at kalde hver
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
Håkon.
Hvem véd. Var det min ret alene, som her
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere op;
her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt
og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige
det, – jeg alene er den, som kan styre landet frem
til det bedste i disse tider; – kongefødsel avler
kongepligt –
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere op;
her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt
og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige
det, – jeg alene er den, som kan styre landet frem
til det bedste i disse tider; – kongefødsel avler
kongepligt –
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
2
s. 10
Skule jarl.
Der er flere her, som giver sig selv sligt fagert
skudsmål.
skudsmål.
Sigurd Ribbung.
Jeg gør det, og med ligeså fuld grund. Min
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
Håkon.
Ja, hvis din fader, Erling Stejnvæg, var kong
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Sigurd Ribbung.
Ribbungerne tog mig til konge og gjorde det
med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
Håkon.
Ja, så ilde havde I stellt med Norge, at Sverres
ætling måtte true sig frem.
ætling måtte true sig frem.
Guthorm Ingessøn.
Sverres ætling er jeg ligeså fuldt som du –
Dagfinn Bonde.
Men ikke i lige række mand efter mand.
Bisp Nikolas.
Der er kvindeled imellem, Guthorm.
Guthorm Ingessøn.
Det véd jeg dog, at Inge Bårdssøn, min fader,
var lovligt tagen til konge over Norge.
var lovligt tagen til konge over Norge.
Håkon.
Fordi der ikke var nogen, som kendte til at
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev
vitterligt, styrede han riget som værge for mig, ikke
anderledes.
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev
s. 11
vitterligt, styrede han riget som værge for mig, ikke
anderledes.
Skule jarl.
Så kan ikke siges med sandhed; Inge var hele
sin tid konge med al lovlig magt og uden forbehold.
At Guthorm liden ret har, kan være sandt nok; thi
han er uægte født; men jeg er kong Inges ægtefødte
broder, og loven er for mig, når jeg kræver og tager
fuld arv efter ham.
sin tid konge med al lovlig magt og uden forbehold.
At Guthorm liden ret har, kan være sandt nok; thi
han er uægte født; men jeg er kong Inges ægtefødte
broder, og loven er for mig, når jeg kræver og tager
fuld arv efter ham.
Dagfinn Bonde.
Å, herre jarl, fuld arv har I visselig taget, og
det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad
Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad
Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
Bisp Nikolas.
Ikke alt, gode Dagfinn. Ær sandheden; – kong
Håkon har beholdt en sylgje og den guldring, han
bærer om armen.
Håkon har beholdt en sylgje og den guldring, han
bærer om armen.
Håkon.
Lad det være som det vil; med Guds hjælp
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd og
lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hirdfolk, nu
er det tid at sætte rigsmødet, som vedtaget er. Med
bundne hænder har jeg siddet til denne dag; jeg
mener ingen mand vil fortænke mig i, at jeg længter
efter at få dem løste.
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd og
lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hirdfolk, nu
er det tid at sætte rigsmødet, som vedtaget er. Med
bundne hænder har jeg siddet til denne dag; jeg
mener ingen mand vil fortænke mig i, at jeg længter
efter at få dem løste.
Skule jarl.
Det går flere, som jer, Håkon Håkonssøn.
Håkon
(blir opmærksom).
(blir opmærksom).
Herre jarl, hvad mener I?
2*
s. 12
Skule jarl.
Jeg mener, at alle vi kongs-emner har samme
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans
ret strak.
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans
ret strak.
Bisp Nikolas.
Utrygt har det været med kirkens sager som
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
Dagfinn Bonde
(halvlydt).
(halvlydt).
Nye kneb!
(Håkons mænd rykker nærmere sammen.)
Håkon
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
Jeg vil tro, at jeg ikke har fattet eders mening.
Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og
derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet kun
har at give lovskraft til mit kongevalg, som alt gik
for sig på Ørething for seks år siden.
Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og
derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet kun
har at give lovskraft til mit kongevalg, som alt gik
for sig på Ørething for seks år siden.
Flere blandt jarlens og Sigurds mænd.
Nej, nej, – det nægter vi!
Skule jarl.
Så var aldrig tanken, da det blev vedtaget at
holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu
ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst til
idag at møde frem med os andre kongs-emner og
gøre gældende det krav, som I mener at have –
holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu
ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst til
idag at møde frem med os andre kongs-emner og
gøre gældende det krav, som I mener at have –
Håkon
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Det vil da kort og grejdt sige, at i seks år har
jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I,
herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig.
jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I,
herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig.
s. 13
Skule jarl.
Ingenlunde så. En måtte bære kongsnavnet,
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og fik
jert valg fremmet, før vi andre kunde komme frem
med vore fordringer.
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og fik
jert valg fremmet, før vi andre kunde komme frem
med vore fordringer.
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Jarlen mener, at hint valg kun gav jer brugsret
ikke ejendomsret til kongemagten.
ikke ejendomsret til kongemagten.
Skule jarl.
I har siddet inde med alle rettigheder; men
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg
mener os at være fuldt så nære arvinger, som I, og
nu skal loven dele mellem os og sige, hvo der skal
tage arven fast for alle tider.
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg
mener os at være fuldt så nære arvinger, som I, og
nu skal loven dele mellem os og sige, hvo der skal
tage arven fast for alle tider.
Bisp Nikolas.
Sandt at sige har nok jarlen god grund for sin
mening.
mening.
Skule jarl.
Både jernbyrd og rigsmøde har mere end en-
gang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom I
mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det første
kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til at jern-
byrden nu blev fremmet?
gang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom I
mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det første
kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til at jern-
byrden nu blev fremmet?
Dagfinn Bonde
(forbitret).
(forbitret).
Brug værget, kongsmænd, og lad det dele!
Mange af hirden
(stormer frem).
(stormer frem).
Bær våben på kongens uvenner!
s. 14
Skule jarl
(råber til sine).
(råber til sine).
Dræb ingen! Sår ingen! Bare hold dem fra
livet.
livet.
Håkon
(holder sine tilbage).
(holder sine tilbage).
Ind med værget hver mand, som drog det! –
Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det tifold
værre for mig med slig fremfærd.
Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det tifold
værre for mig med slig fremfærd.
Skule jarl.
Slig farer mænd frem mod mænd hele landet
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker jeg
det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald landets
fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker jeg
det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald landets
fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
Håkon
(efter en kort betænkning).
(efter en kort betænkning).
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved hånden og vender sig
til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en trofast
mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i
dit herberge og vær god mod hende; – hun var
Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min
moder, – jeg får møde il rigsstævne nu. (Inga trykker
hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå frem og
siger med klarhed:) Loven skal dømme; den alene. I
Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig
til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med stallare eller med hird, ikke med
kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en
fattig mand; al min arv er en sylgje og denne guld-
ring; – det er ringe gods at lønne så mange gode
mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu
står det lige mellem os; jeg vil intet have forud for
jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, – den
blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og den hel-
lige kong Olafs lov.
til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en trofast
mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i
dit herberge og vær god mod hende; – hun var
Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min
moder, – jeg får møde il rigsstævne nu. (Inga trykker
hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå frem og
siger med klarhed:) Loven skal dømme; den alene. I
Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig
til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med stallare eller med hird, ikke med
kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en
fattig mand; al min arv er en sylgje og denne guld-
ring; – det er ringe gods at lønne så mange gode
mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu
står det lige mellem os; jeg vil intet have forud for
jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, – den
s. 15
hverken kan eller vil jeg dele med nogen. – Lad
blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og den hel-
lige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre der blæses horn og lur langt borte.)
Gregorius Jonssøn
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
Ved jernbyrden tyktes du mig ræd, og nu ser
du så glad og trøstig ud
du så glad og trøstig ud
Skule jarl
(fornøjet).
(fornøjet).
Så du, han havde Sverres øjne, da han talte?
Godt blir valget enten de gør ham eller mig til
konge.
Godt blir valget enten de gør ham eller mig til
konge.
Gregorius Jonssøn
(urolig).
(urolig).
Men vig ikke. Tænk på alle dem, som falder
med din sag.
med din sag.
Skule jarl.
Her står jeg på rettens grund; nu gemmer jeg
mig ikke for helgenen.
mig ikke for helgenen.
(Går ud til venstre med sit følge.)
Bisp Nikolas
(haster efter Dagfinn Bonde).
(haster efter Dagfinn Bonde).
Det går nok, gode Dagfinn, det går nok; –
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han er
kåret; – hold ham bare langt borte!
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han er
kåret; – hold ham bare langt borte!
(Alle går ud til venstre bag kirken.)
s. 16
(En hal i kongsgården. Til venstre i forgrunden er et lavt vindu; til
højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til kongs-
hallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)
højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til kongs-
hallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)
(Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre dør; Sigrid følger
straks efter.)
straks efter.)
Fru Ragnhild.
Her ind.
Margrete.
Ja, her er mørkest.
Fru Ragnhild
(går til vinduet).
(går til vinduet).
Og her kan vi se ned på thingvolden.
Margrete
(ser forsigtigt ud).
(ser forsigtigt ud).
Ja, dernede bag kirken er de alle samlede.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som vil
drage så meget efter sig.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som vil
drage så meget efter sig.
Fru Ragnhild.
Hvem råder her i hallen imorgen?
Margrete.
O ti. Så tung en dag havde jeg aldrig tænkt
at skulle leve.
at skulle leve.
Fru Ragnhild.
Den måtte komme; at stå som kongsværge var
ikke fuld gerning for ham.
ikke fuld gerning for ham.
Margrete.
Ja – den måtte komme; kongsnavnet alene
kunde ikke være ham nok.
kunde ikke være ham nok.
Fru Ragnhild.
Hvem taler du om?
s. 17
Margrete.
Om Håkon.
Fru Ragnhild.
Jeg talte om jarlen.
Margrete.
Der lever ikke ypperligere mænd, end de to
Fru Ragnhild.
Ser du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han sidder,
– ret som en ulv i lænke.
– ret som en ulv i lænke.
Margrete.
Ja se –! Han folder hænderne foran sig over
sværdknappen og hviler hagen på dem.
sværdknappen og hviler hagen på dem.
Fru Ragnhild.
Han bider sig i mundskægget og ler –
Margrete.
Hvor stygt han ler.
Fru Ragnhild.
Han véd, at ingen vil fremme hans sag; – det
er det, som gør ham ond. – Hvem er den lag-
mand, som taler nu?
er det, som gør ham ond. – Hvem er den lag-
mand, som taler nu?
Margrete.
Det er Gunnar Grjonbak.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
Margrete.
Nej, han er nok for kongen –
s. 18
Fru Ragnhild
(ser på hende).
(ser på hende).
For hvem er han, siger du?
Margrete.
For Håkon Håkonssøn.
Fru Ragnhild
(ser ud; efter et kort ophold).
(ser ud; efter et kort ophold).
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser
jeg ikke.
jeg ikke.
Margrete.
Bag sine mænd, der nederst – i fodsid kappe.
Fru Ragnhild.
Ja der.
Margrete.
Han ser ud som han skammer sig –
Fru Ragnhild.
Det er på moderens vegne.
Margrete.
Så gjorde ikke Håkon.
Fru Ragnhild.
Hvem taler nu?
Margrete
(ser ud).
(ser ud).
Tord Skolle, lagmanden i Ranafylke.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
Margrete.
Nej – for Håkon.
s. 19
Fru Ragnhild.
Hvor uryggelig jarlen sidder og hører til.
Margrete.
Håkon tykkes stille – men stærk alligevel. (liv-
fuldt.) Stod en langfarende mand her, han skulde kende
de to blandt alle de tusende andre.
fuldt.) Stod en langfarende mand her, han skulde kende
de to blandt alle de tusende andre.
Fru Ragnhild.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en forgyldt
stol frem for Håkon –
stol frem for Håkon –
Margrete.
Pål Flida sætter magen til den bag jarlen –
Fru Ragnhild.
Håkons mænd vil hindre det!
Margrete.
Jarlen holder fast i stolen –!
Fru Ragnhild.
Håkon taler vredt til ham – (flygter med et skrig fra
vinduet.) O, Jesus Kristus! Så du øjnene – og
smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
vinduet.) O, Jesus Kristus! Så du øjnene – og
smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
Margrete
(som med rædsel har fulgt efter).
(som med rædsel har fulgt efter).
Ikke Håkon heller! Hverken jarlen eller Håkon!
Sigrid
(ved vinduet).
(ved vinduet).
O usselt, usselt!
Margrete.
Sigrid!
Fru Ragnhild.
Er du her!
s. 20
Sigrid.
Så dybt må de lægge vejen nedenom, for at
vinde op på kongssædet.
vinde op på kongssædet.
Margrete
O, bed med os, at alt må vendes til det bedste.
Fru Ragnhild
(bleg og forfærdet til Sigrid).
(bleg og forfærdet til Sigrid).
Så du ham –? Så du min husbond –?
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham.
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham.
Sigrid.
Ligned han Sigurd Ribbung!
Fru Ragnhild
(sagte).
(sagte).
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!
Sigrid.
Lo han som Sigurd?
Fru Ragnhild.
Ja, ja!
Sigrid.
Så får vi alle bede.
Fru Ragnhild
(med fortvivlet styrke).
(med fortvivlet styrke).
Jarlen må kåres til konge! Han tager skade
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
Sigrid
(stærkere).
(stærkere).
Så får vi alle bede!
s. 21
Fru Ragnhild.
Hys, hvad er det! (ved vinduet.) Hvilke råb!
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Sigrid
(griber hende om armen).
(griber hende om armen).
Bed, kvinde! Bed for din husbond!
Fru Ragnhild.
Ja, hellig Olaf, giv ham al magten i dette land!
Sigrid
(vildt).
(vildt).
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!
Fru Ragnhild.
Han må have magten. Alt godt i ham vil gro
og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete! Hør
efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes alle hænder
til ed!
og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete! Hør
efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes alle hænder
til ed!
Margrete
(lytter ved vinduet).
(lytter ved vinduet).
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem gælder det?
Sigrid.
Bed!
Margrete
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
Fru Ragnhild
(om lidt).
(om lidt).
Tal!
(Fra thingvolden blæses højt i lur og horn.)
s. 22
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem galdt det?
(kort ophold.)
Margrete
(vender hovedet om og siger):
(vender hovedet om og siger):
Nu tog de Håkon Håkonssøn til konge.
(Musiken til kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og
nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som fører
hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet op til
vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind i
hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)
nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som fører
hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet op til
vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind i
hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)
Håkon
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
Bring mig skrivefjæren og voks og silke, –
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem til
bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg konge!
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem til
bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg konge!
Margrete.
Jeg hilser min herre og konge.
Håkon.
Tak! – (ser på hende og tager hendes hånd.) Tilgiv; jeg
tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
Margrete
(drager hånden til sig).
(drager hånden til sig).
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt.
Håkon
(med liv).
(med liv).
Ja, må ikke hver mand sige det, som kommer
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har berget
mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birkebejnerne
mig over fjeldet i frost og uvejr og midt imellem
dem, som stod mig efter livet. I Nidaros slap jeg
uskadt fra Baglerne den tid de brændte byen og
dræbte så mange af vore, mens kong Inge selv med
nød frelste sig ombord ved at entre opefter anker-
tovet.
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har berget
mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birkebejnerne
mig over fjeldet i frost og uvejr og midt imellem
dem, som stod mig efter livet. I Nidaros slap jeg
s. 23
uskadt fra Baglerne den tid de brændte byen og
dræbte så mange af vore, mens kong Inge selv med
nød frelste sig ombord ved at entre opefter anker-
tovet.
Margrete.
I har fristet en hård opvækst.
Håkon
(ser visst på hende).
(ser visst på hende).
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den
mildere.
mildere.
Margrete
Jeg?
Håkon.
I kunde været mig så god en fostersøster alle
de år vi vokste op sammen.
de år vi vokste op sammen.
Margrete.
Men det faldt sig ikke slig.
Håkon.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi
ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde kommer
med skrivesager.) Er du der; giv hid!
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi
ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde kommer
med skrivesager.) Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule jarl
ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vega Væradal.)
ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vega Væradal.)
Håkon
(ser op og lader pennen synke).
(ser op og lader pennen synke).
Herre jarl, véd I hvad jeg her skriver! (Jarlen
nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende
for alt godt og kysser hende tusende gange – her
i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til Borga-
syssel og leve der med al kongelig ære.
nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende
for alt godt og kysser hende tusende gange – her
i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til Borga-
syssel og leve der med al kongelig ære.
s. 24
Skule jarl.
I vil ikke beholde hende i kongsgården?
Håkon.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge må
ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær;
en konge må handle med frie hænder, stå alene,
ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde
på i Norge. (vedbliver at skrive.)
ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær;
en konge må handle med frie hænder, stå alene,
ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde
på i Norge. (vedbliver at skrive.)
Vegard Væradal
(sagte til bisp Nikolas).
(sagte til bisp Nikolas).
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder.
Bisp Nikolas.
Jeg kendte jer straks på rådet.
Vegard Væradal.
Men lige for lige nu.
Bisp Nikolas.
Vent. Jeg holder det jeg lovede.
Håkon
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
Læg det sammen og bring hende det selv med
mange kærlige hilsninger –
mange kærlige hilsninger –
Ivar Bodde
(som har kastet et øje i pergamentet).
(som har kastet et øje i pergamentet).
Herre – allerede idag, skriver I –!
Håkon.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover.
s. 25
Dagfinn Bonde
(langsomt).
(langsomt).
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget natten
over på altertrinet i bøn og faste.
over på altertrinet i bøn og faste.
Ivar Bodde.
Og det turde hænde hun var træt efter jern-
byrden.
byrden.
Håkon.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige
moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt, så
venter hun til imorgen.
moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt, så
venter hun til imorgen.
Ivar Bodde.
Eders vilje skal ske. (lægger et nyt pergament frem.)
Men så det andet, herre.
Men så det andet, herre.
Håkon.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.
Dagfinn Bonde
(peger på brevet til Inga).
(peger på brevet til Inga).
I kunde dog hint.
Ivar Bodde.
Alt, hvad syndigt er, må brydes.
Bisp Nikolas
(som imidlertid har nærmet sig).
(som imidlertid har nærmet sig).
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon.
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Mener I det trænges?
Bisp Nikolas.
I får aldrig købt landets fred på billigere vilkår.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
3
s. 26
Håkon.
Så kan jeg. Hid med pennen! (skriver.)
Skule jarl
(til bispen, der går over til højre).
(til bispen, der går over til højre).
I har kongens øre, som det lader.
Bisp Nikolas.
Til gavn for jer.
Skule jarl.
Siger I det?
Bisp Nikolas.
Før kveld vil I takke mig. (han fjerner sig.)
Håkon
(rækker pergamentet frem).
(rækker pergamentet frem).
Læs dette, jarl.
Skule jarl
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
I bryder alt forhold til Kanga hin unge?
Håkon.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i verden.
Fra idag af tør hun aldrig træffes på den vej, hvor
kongen går frem.
Fra idag af tør hun aldrig træffes på den vej, hvor
kongen går frem.
Skule jarl.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg véd
godt fra mig selv, hvad det må koste –
godt fra mig selv, hvad det må koste –
Håkon.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær.
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
s. 27
Bisp Nikolas
(bøjer sig over stolen).
(bøjer sig over stolen).
Herre konge, nu vandt I langt frem mod jarlens
venskab.
venskab.
Håkon
(rækker ham hånden).
(rækker ham hånden).
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det bedste.
Bed om en nåde, og den skal vises jer.
Bed om en nåde, og den skal vises jer.
Bisp Nikolas.
Vil I?
Håkon.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord.
Bisp Nikolas.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på
Hålogaland.
Hålogaland.
Håkon.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har;
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
Bisp Nikolas.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind jarlen
på den vis, som jeg har rådet til, så er I tryg for
alle tider.
på den vis, som jeg har rådet til, så er I tryg for
alle tider.
Håkon
(tager et pergamentblad).
(tager et pergamentblad).
Vegard skal have syssel på Hålogaland. (skrivende.)
Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
(Bispen fjerner sig.)
Skule jarl
(nærmer sig bordet).
(nærmer sig bordet).
Hvad skriver I der?
3*
s. 28
Håkon
(rækker ham bladet).
(rækker ham bladet).
Læs.
Skule jarl
(læser og ser visst på kongen).
(læser og ser visst på kongen).
Vegard Væradal? På Hålogaland?
Håkon.
På det nordre, som er ledigt.
Skule jarl.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband også
har syssel der nord? De to er bittre avindsmænd;
– Andres Skjaldarband holder sig til mig –
har syssel der nord? De to er bittre avindsmænd;
– Andres Skjaldarband holder sig til mig –
Håkon
(smiler og rejser sig).
(smiler og rejser sig).
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de se
til at blive forligte jo før jo heller. Der må ingen
splid være mellem kongens og jarlens mænd her-
efterdags.
til at blive forligte jo før jo heller. Der må ingen
splid være mellem kongens og jarlens mænd her-
efterdags.
Bisp Nikolas.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)
Skule jarl.
I tænker klogt og dybt, Håkon.
Håkon
(varm).
(varm).
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, – men
lad eders datter dele det med mig!
lad eders datter dele det med mig!
Skule jarl.
Min datter!
s. 29
Margrete.
Gud!
Håkon.
Margrete, – vil I være dronning?
Margrete
(tier).
(tier).
Håkon
(tager hendes hånd).
(tager hendes hånd).
Svar mig.
Margrete
(sagte).
(sagte).
Jeg vil gerne være eders hustru.
Skule jarl
(med et håndslag).
(med et håndslag).
Fred og forlig af hjertet!
Håkon.
Tak!
Ivar Bodde
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Himlen være lovet; nu dages det.
Dagfinn Bonde.
Jeg tror det næsten. Så godt har jeg aldrig likt
jarlen før.
jarlen før.
Bisp Nikolas
(bagved).
(bagved).
Stadig på vagt, gode Dagfinn, – stadig på vagt.
Ivar Bodde
(til Vegard).
(til Vegard).
Nu er I sysselmand på Hålogaland; her har I
kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
s. 30
Vegard Væradal.
Jeg skal siden takke kongen for hans nåde.
(vil gå.)
Bisp Nikolas
(standser ham).
(standser ham).
Andres Skjaldarband er en hård hals, lad jer
ikke kue.
ikke kue.
Vegard Væradal.
Det har aldrig lykkets for nogen før. (går.)
Bisp Nikolas
(følger efter).
(følger efter).
Vær som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband,
– og tag min velsignelse med jer forresten.
– og tag min velsignelse med jer forresten.
Ivar Bodde,
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
Her er brevene, herre –
Håkon.
Godt; giv dem til jarlen.
Ivar Bodde.
Til jarlen? Vil I ikke sætte seglet for?
Håkon.
Det plejer jo jarlen gøre; – han har seglet.
Ivar Bodde
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja hidindtil, – sålænge han førte værgemålet
for eder; – men nu!
for eder; – men nu!
Håkon.
Nu som før; – jarlen har seglet. (fjerner sig.)
s. 31
Skule jarl.
Giv mig brevene, Ivar Bodde.
(Går over til bordet med dem, tager frem rigsseglet, som han bærer
gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)
gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)
Bisp Nikolas
(halvlydt).
(halvlydt).
Håkon Håkonssøn er konge – og jarlen har
kongens segl; – det går nok, det går nok.
kongens segl; – det går nok, det går nok.
Håkon.
Hvad siger I, herre bisp?
Bisp Nikolas.
Jeg siger, Gud og Sankt Olaf våger over sin
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
Håkon
(nærmer sig Margrete).
(nærmer sig Margrete).
En klog dronning kan virke store ting i landet;
eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg véd I er klog.
eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg véd I er klog.
Margrete.
Kun det!
Håkon.
Hvad mener I?
Margrete.
Intet, intet, herre.
Håkon.
Og I bærer ikke nag til mig, om I end har
sluppet fagre ønsker for min skyld?
sluppet fagre ønsker for min skyld?
Margrete.
Jeg har ingen fagre ønsker sluppet for eders
skyld.
skyld.
s. 32
Håkon.
Og I vil stå mig nær, og give mig gode råd.
Margrete.
Jeg vilde så gerne stå eder nær.
Håkon.
Og give mig gode råd. Tak for det; kvinders
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
Margrete.
Ja, hun var eder altfor kær.
Håkon.
Og jeg er konge. Farvel da, Margrete! I er
så ung endnu; men næste sommer skal vort bryllup
stå, – og fra den stund lover jeg at holde eder
hos mig i al sømmelig tro og ære.
så ung endnu; men næste sommer skal vort bryllup
stå, – og fra den stund lover jeg at holde eder
hos mig i al sømmelig tro og ære.
Margrete
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, jeg véd det vil vare længe, før I sender
mig bort.
mig bort.
Håkon
(levende).
(levende).
Sende eder bort? Det vil jeg aldrig gøre!
Margrete
(med tårefyldte øjne).
(med tårefyldte øjne).
Nej, det gør Håkon kun med dem, som er ham
altfor kære.
altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)
s. 33
Fru Ragnhild
(fra højre side).
(fra højre side).
Kongen og jarlen så længe herinde! Angsten
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
Margrete.
O, så meget! Sidst tog han en sysselmand og
en dronning.
en dronning.
Fru Ragnhild.
Du, Margrete!
Margrete
(om moderens hals).
(om moderens hals).
Ja!
Fru Ragnhild.
Du blir dronning!
Margrete.
Kun dronning; – men jeg tror jeg er glad ved
det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er vore breve; bring dem til kongsmoderen
og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
Dagfinn Bonde
(i salsdøren).
(i salsdøren).
Erkebispen af Nidaros begærer at måtte bringe
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
s. 34
Håkon
(ånder af fuldt bryst).
(ånder af fuldt bryst).
Endelig er jeg da konge i Norge.
(Går ind i hallen.)
Skule jarl
(gemmer kongens segl i beltet).
(gemmer kongens segl i beltet).
Men jeg råder land og rige.
Teppet falder.
ANDEN AKT.
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt på bagvæggen.
Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne. Ved den
venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt på den
modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og våben
samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det udskårne
træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn og bægre.)
Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne. Ved den
venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt på den
modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og våben
samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det udskårne
træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn og bægre.)
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru Ragnhild
og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag kongens stol. Om
drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster bænkede. Ved
det fremste bord til højre sidder blandt andre Dagfinn Bonde, Gregorius
Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp Nikolas spiller bretspil ved
et bord til venstre. Jarlens husfolk går fra og til og bærer drikkesager
frem. Fra en tilstødende stue høres musik under de følgende optrin.)
og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag kongens stol. Om
drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster bænkede. Ved
det fremste bord til højre sidder blandt andre Dagfinn Bonde, Gregorius
Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp Nikolas spiller bretspil ved
et bord til venstre. Jarlens husfolk går fra og til og bærer drikkesager
frem. Fra en tilstødende stue høres musik under de følgende optrin.)
Dagfinn Bonde.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda er
madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus
frem.
madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus
frem.
Pål Flida.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster.
Dagfinn Bonde.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongsbryllup
har ikke været spurgt i Norge før.
har ikke været spurgt i Norge før.
s. 36
Pål Flida.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen
datter før.
datter før.
Dagfinn Bonde.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand.
En hirdmand.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
Pål Flida.
Kongens del er dog større.
Dagfinn Bonde.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
Pål Flida
(ler).
(ler).
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand.
Dagfinn Bonde.
Det pligter også jarlsmændene at være.
Pål Flida.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men ikke
kongen.
kongen.
Dagfinn Bonde.
Det kan ske endnu.
Bisp Nikolas
(dæmpet til jarlen under spillet).
(dæmpet til jarlen under spillet).
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger?
s. 37
Skule jarl
(uden at se op).
(uden at se op).
Jeg hører nok.
Gregorius Jonssøn
(ser visst på Dagfinn).
(ser visst på Dagfinn).
Tænker kongen på sligt?
Dagfinn Bonde.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag.
Bisp Nikolas.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl.
Gregorius Jonssøn
(stærkere).
(stærkere).
Tænker kongen på sligt, spørger jeg?
Dagfinn Bonde.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
Pål Flida.
Det har også fået god tid til at ligge.
Gregorius Jonssøn.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre gange
lovede kongen at komme, – tre gange svigtede han.
lovede kongen at komme, – tre gange svigtede han.
Dagfinn Bonde.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at
tage vare i viken.
tage vare i viken.
Pål Flida.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage vare
i Vermeland, efter hvad der siges.
i Vermeland, efter hvad der siges.
s. 38
Dagfinn Bonde
(opfarende).
(opfarende).
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs?
Gregorius Jonssøn.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er
vitterligt for alle.
vitterligt for alle.
Dagfinn Bonde.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I
hindrede ham.
hindrede ham.
Bisp Nikolas
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd
Ribbung.
Ribbung.
Skule jarl
(trækker).
(trækker).
Den vise er gammel.
Gregorius Jonssøn
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen,
Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Dagfinn Bonde.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen,
det véd jeg.
det véd jeg.
Bisp Nikolas
(trækker og siger leende til jarlen).
(trækker og siger leende til jarlen).
Nu slår jeg bonden, herre jarl.
Skule jarl
(lydt).
(lydt).
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)
s. 39
Dagfinn Bonde.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd
Ribbung rømte til Vermeland.
Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes dæmpet;
straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)
straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)
Bisp Nikolas.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt.
Skule jarl.
Det lader så.
Bisp Nikolas
(lægger sig tilbage i stolen).
(lægger sig tilbage i stolen).
I værgede ikke godt om kongen på det sidste.
Skule jarl
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig og siger dæmpet).
(nærmer sig og siger dæmpet).
Herre jarl, Jostejn Tamb lader melde, at nu
ligger skibet klar til at gå under sejl.
ligger skibet klar til at gå under sejl.
Skule jarl
(sagte).
(sagte).
Godt. (tager et forseglet pergament frem.) Her er brevet.
Gregorius Jonssøn
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Jarl, jarl, – er det rådeligt?
Skule jarl.
Hvilket?
Gregorius Jonssøn.
Kongens segl er for.
s. 40
Skule jarl.
Det er til kongens bedste jeg handler.
Gregorius Jonssøn.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig.
Skule jarl.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne, der-
for vil han sikre sig på andre kanter.
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne, der-
for vil han sikre sig på andre kanter.
Gregorius Jonssøn.
Klogt kan det være, det som I her gør, –
men det er farligt.
men det er farligt.
Skule jarl.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostejn,
at han sejler straks.
at han sejler straks.
Gregorius Jonssøn.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)
Bisp Nikolas
(til jarlen).
(til jarlen).
I har mangt at skøtte, lader det til.
Skule jarl.
Men liden tak for det.
Bisp Nikolas.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)
Håkon
(til bispen).
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
s. 41
Bisp Nikolas.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge;
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele vinteren udover.
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele vinteren udover.
Håkon.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på
mangen rygtbar gerning.
mangen rygtbar gerning.
Bisp Nikolas
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort
endnu. Den som vidste, om en fik tid til det alt-
sammen.
endnu. Den som vidste, om en fik tid til det alt-
sammen.
Håkon.
De levende får tage arv efter dem, som går
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for
land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig;
ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt
frem til bryllupet.
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for
land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig;
ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt
frem til bryllupet.
Skule jarl.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så
sikkert ventet.
sikkert ventet.
Håkon
(smilende).
(smilende).
Og Vegard Væradal også.
Skule jarl.
Også Vegard, ja.
Håkon
(spøgende).
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge,
da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud.
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge,
da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
4
s. 42
Skule jarl
(ler tvungent).
(ler tvungent).
Ja, dengang Gunnulf, eders morbroder, hug højre
hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver.
hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver.
Bisp Nikolas
(muntert).
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen
var utryg i jarlens værge!
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen
var utryg i jarlens værge!
Håkon
(alvorligt).
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte.
Dagfinn Bonde
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på
volden, hvis det lyster eder, herre.
volden, hvis det lyster eder, herre.
Håkon.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
Bisp Nikolas.
Ja, han nægter jo at svare skatten?
Håkon.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer
jeg selv vestover.
jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
Bisp Nikolas
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder
Jostejn Tamb?
Jostejn Tamb?
s. 43
Ivar Bodde.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig.
Bisp Nikolas.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem?
Ivar Bodde.
Ja, han gør nok det.
Bisp Nikolas
(sagtere).
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde!
Ivar Bodde.
Korn og klæde, tror jeg.
Bisp Nikolas.
Og et brev fra Skule jarl.
Ivar Bodde
(studser).
(studser).
Til hvem?
Bisp Nikolas.
Véd ikke; – der var kongssegl for –
Ivar Bodde
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger!
Bisp Nikolas.
Hys, bland ikke mig op i den sag. (fjerner sig.)
Ivar Bodde.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn,
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
4*
s. 44
Bisp Nikolas
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe
på gods og frihed!
på gods og frihed!
Gregorius Jonssøn.
Hvem gælder det nu?
Bisp Nikolas.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes
jeg de kaldte ham.
jeg de kaldte ham.
Gregorius Jonssøn.
Jostejn –?
Bisp Nikolas.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
Gregorius Jonssøn.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
Bisp Nikolas.
Ret nu gik han.
Gregorius Jonssøn.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig –
Bisp Nikolas.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn Bonde
er så ilsindet.
er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstedeværende;
kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
Skule jarl
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser
sig om og siger):
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser
sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang.
s. 45
Bisp Nikolas.
Kongen gik.
Skule jarl.
Og alle mænd fulgte ham efter.
Bisp Nikolas.
Alle, undtagen vi.
Skule jarl.
Det er noget stort, det, at være konge.
Bisp Nikolas
(forsigtig).
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl?
Skule jarl
(smiler alvorligt).
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er
jeg konge i Norge.
jeg konge i Norge.
Bisp Nikolas.
Drømme varsler.
Skule jarl.
De frister også?
Bisp Nikolas.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne;
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som
første mand i landet og er dronningens fader –
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som
første mand i landet og er dronningens fader –
Skule jarl.
Mest nu, – mest nu.
Bisp Nikolas.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en
stor kval.
stor kval.
s. 46
Skule jarl.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store for-
bandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå
det højeste så nær – bare et slug imellem – et
spring over, – på den anden side er kongsnavn og
purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg
det for øje – men vinder aldrig over.
bandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå
det højeste så nær – bare et slug imellem – et
spring over, – på den anden side er kongsnavn og
purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg
det for øje – men vinder aldrig over.
Bisp Nikolas.
Sandt, sandt, jarl.
Skule jarl.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod
jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er
den voksne, stærke mand! – men Guthorm var
kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen.
jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er
den voksne, stærke mand! – men Guthorm var
kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen.
Bisp Nikolas.
Og I vovede ikke –
Skule jarl.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittungerne.
Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding
end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med
Birkebejnerne, – det var sluget dengang.
Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding
end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med
Birkebejnerne, – det var sluget dengang.
Bisp Nikolas.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for
Ribbungerne siden, og I ventede!
Ribbungerne siden, og I ventede!
Skule jarl.
Jeg ventede på Guthorms død.
Bisp Nikolas.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders
broder, blev konge.
broder, blev konge.
s. 47
Skule jarl.
Så ventede jeg på min broders død. Han var
syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes
i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om
ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg
over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet
og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han
lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og
lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom
langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage
rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke
op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom,
– og Birkebejnerne tog ham til konge.
syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes
i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om
ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg
over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet
og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han
lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og
lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom
langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage
rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke
op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom,
– og Birkebejnerne tog ham til konge.
Bisp Nikolas.
Og I ventede.
Skule jarl.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver
dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min
livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker
der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på
det tomme sæde.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver
dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min
livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker
der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på
det tomme sæde.
Bisp Nikolas.
Ringe var Håkons magt dengang; han var kun
et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder,
men I tog det ikke.
et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder,
men I tog det ikke.
Skule jarl.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt
mig fra al min slægt og fra alle venner.
mig fra al min slægt og fra alle venner.
Bisp Nikolas.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er for-
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide
hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde
alle broer af og kun beholde én igen, værge den
alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for
eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger
hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle
fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind
i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden;
griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere,
at han falder for sværd; er han ved at lade sig
fange om morgenen, så finder I det bedre, at det
sker ved kveldstid.
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide
s. 48
hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde
alle broer af og kun beholde én igen, værge den
alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for
eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger
hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle
fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind
i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden;
griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere,
at han falder for sværd; er han ved at lade sig
fange om morgenen, så finder I det bedre, at det
sker ved kveldstid.
Skule jarl
(ser alvorligt på ham).
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp?
Bisp Nikolas.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og
styre folk og rige.
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og
styre folk og rige.
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Svar mig på ét, ærværdige herre, men svar mig
med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig
frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end
I, ikke djærvere end jeg.
med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig
frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end
I, ikke djærvere end jeg.
Bisp Nikolas.
Hvem gør den største gerning i verden?
Skule jarl.
Det gør den største mand.
Bisp Nikolas.
Men hvem er den største mand?
s. 49
Skule jarl.
Den modigste.
Bisp Nikolas.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det
er den mest troende, – en vismand, at det er den
kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den
lykkeligste mand er den største mand. Den lykke-
ligste er det, som gør de største gerninger, han,
hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde,
avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger
for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær
hen, men som han dog går og må gå, til han hører
folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte
øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et
storværk.
er den mest troende, – en vismand, at det er den
kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den
lykkeligste mand er den største mand. Den lykke-
ligste er det, som gør de største gerninger, han,
hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde,
avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger
for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær
hen, men som han dog går og må gå, til han hører
folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte
øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et
storværk.
Skule jarl.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon.
Bisp Nikolas.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium.
– Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det
kaldtes ingenium.
– Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det
kaldtes ingenium.
Skule jarl
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof end
jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke al-
ting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste,
når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han
siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger
æg togange hver sommer, mens Håkon er konge.
Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede,
den står og lyser med tømrede huse igen, og alle
akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet
og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd;
det er som Herren dækker over med grøde, hvad
Håkon tramper ned; det er som de hellige magter
skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og
hvor let gik han ikke til at blive konge! Han
trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde;
han trængte til værn og værge, og hans mænd
værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd,
og hans moder kom og bar den for ham.
jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke al-
ting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste,
når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han
siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger
æg togange hver sommer, mens Håkon er konge.
Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede,
den står og lyser med tømrede huse igen, og alle
akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet
og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd;
s. 50
det er som Herren dækker over med grøde, hvad
Håkon tramper ned; det er som de hellige magter
skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og
hvor let gik han ikke til at blive konge! Han
trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde;
han trængte til værn og værge, og hans mænd
værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd,
og hans moder kom og bar den for ham.
Bisp Nikolas
(i uvilkårligt udbrud).
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –!
Skule jarl.
Vi?
Bisp Nikolas.
Ja I – I da!
Skule jarl.
Håkon har retten, bisp.
Bisp Nikolas.
Har han retten, fordi han er den lykkelige; –
den største lykke er den, at have retten. Men med
hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
den største lykke er den, at have retten. Men med
hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig
fra at tænke på.
fra at tænke på.
Bisp Nikolas.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros krist-
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind
igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og
moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen
river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre
fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og
alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi
deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig
en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og
hver vismands saga.
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind
igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og
moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen
s. 51
river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre
fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og
alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi
deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig
en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og
hver vismands saga.
Skule jarl.
Men retten!
Bisp Nikolas.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den
ret har hvermand.
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den
ret har hvermand.
Skule jarl.
Til det, som godt er, ja.
Bisp Nikolas.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord
må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt,
sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand
i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade
hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen
ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge,
det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders
vej, det er ondt.
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord
må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt,
sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand
i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade
hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen
ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge,
det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders
vej, det er ondt.
Skule jarl
(ser grublende frem for sig).
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol,
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon
kostet på den, han, som nu sidder der så tryg!
Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed,
for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til
de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg
fik kun døtre.
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon
kostet på den, han, som nu sidder der så tryg!
Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed,
s. 52
for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til
de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg
fik kun døtre.
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner, jarl, – se til!
Skule jarl
(går over mod vinduet til højre).
(går over mod vinduet til højre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon.
Bisp Nikolas
(følger efter ham).
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken alt
eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at
det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som
står bagved Håkon og fremmer al hans gerning?
Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som
står eder imod – fra dem, som var eders avinds-
mænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd
bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik
I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det
første storværk i verden blev øvet af en, som rejste
sig mod et stærkt rige!
eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at
det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som
står bagved Håkon og fremmer al hans gerning?
Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som
står eder imod – fra dem, som var eders avinds-
mænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd
bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik
I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det
første storværk i verden blev øvet af en, som rejste
sig mod et stærkt rige!
Skule jarl.
Hvem?
Bisp Nikolas.
Engelen, som rejste sig mod lyset!
Skule jarl.
Og som blev slængt i afgrundens gab –
Bisp Nikolas
(vildt).
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en mægtig
konge, – mægtigere end nogen af de titusende –
jarler deroppe! (synker ned på bænken ved drikkebordet.)
konge, – mægtigere end nogen af de titusende –
jarler deroppe! (synker ned på bænken ved drikkebordet.)
s. 53
Skule jarl
(ser længe på ham og siger):
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget mindre
end et menneske?
end et menneske?
Bisp Nikolas
(smiler).
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke for-
skel mellem godt og ondt.
skel mellem godt og ondt.
Skule jarl
(halvt til sig selv).
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de ikke
vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast
og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd
har så fast og uryggelig en tro på ham –
vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast
og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd
har så fast og uryggelig en tro på ham –
Bisp Nikolas.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal,
som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I
har den, – og alle vil tro på jer.
som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I
har den, – og alle vil tro på jer.
Skule jarl.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som
kunde tage al den store arv efter mig!
kunde tage al den store arv efter mig!
Bisp Nikolas
(livfuldt).
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn?
Skule jarl.
Jeg har ingen.
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner.
Skule jarl
(knuger hænderne).
(knuger hænderne).
Og er kongefødt!
s. 54
Bisp Nikolas
(rejser sig).
(rejser sig).
Jarl, – hvis han ikke var det?
Skule jarl.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden –
Bisp Nikolas.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden?
Skule jarl.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden
lykkes?
lykkes?
Bisp Nikolas.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til
at æske Gudsdom for?
at æske Gudsdom for?
Skule jarl.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var
Håkon Sverressøns søn.
Håkon Sverressøns søn.
Bisp Nikolas
(nikker, ser sig om og siger sagte):
(nikker, ser sig om og siger sagte):
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn?
Skule jarl
(farer et skridt tilbage).
(farer et skridt tilbage).
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt.
Bisp Nikolas.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
Skule jarl.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn?
s. 55
Bisp Nikolas.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for nogen,
den tid Inga var med barn. Håkon Sverressøn var
nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge Bårds-
søn, som da var konge, og for eder, – nå ja, for
Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte lønligt i
Trond prests hus, øster i Heggen herred, og ni dage
efter rejste hun hjem; men kongsbarnet blev et helt
år hos presten, uden at hun turde se til det, og
uden at nogen vidste det, undtagen Trond og hans
to sønner.
den tid Inga var med barn. Håkon Sverressøn var
nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge Bårds-
søn, som da var konge, og for eder, – nå ja, for
Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte lønligt i
Trond prests hus, øster i Heggen herred, og ni dage
efter rejste hun hjem; men kongsbarnet blev et helt
år hos presten, uden at hun turde se til det, og
uden at nogen vidste det, undtagen Trond og hans
to sønner.
Skule jarl.
Ja, ja, – og så?
Bisp Nikolas.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke godt
dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
tider – véd I.
dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
tider – véd I.
Skule jarl.
Nu?
Bisp Nikolas.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
Skule jarl.
Og endda kan I sige, at –?
Bisp Nikolas.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være for
en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks barnet
var født, skriftede han derfor for en af sine over-
mænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne
hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte
barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted
og give Inga den urette, om hun eller Birkebejnerne
siden krævede kongssønnen.
en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks barnet
var født, skriftede han derfor for en af sine over-
mænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne
s. 56
hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte
barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted
og give Inga den urette, om hun eller Birkebejnerne
siden krævede kongssønnen.
Skule jarl
(oprørt).
(oprørt).
Og hvem var den hund, som rådede til sligt?
Bisp Nikolas.
Det var mig.
Skule jarl.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt.
Bisp Nikolas.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at komme
i eders hænder.
i eders hænder.
Skule jarl.
Men presten?
Bisp Nikolas.
Lovede at gøre, som jeg bød.
Skule jarl
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Og Håkon er den urette?
Bisp Nikolas.
Hvis presten har holdt sit løfte.
Skule jarl.
Hvis han har holdt det?
Bisp Nikolas.
Trond prest rejste fra landet samme vinter
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
s. 57
Skule jarl.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
Bisp Nikolas.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet
hævn af mig.
hævn af mig.
Skule jarl.
Hvilken af delene tror I?
Bisp Nikolas.
Begge dele er lige trolige.
Skule jarl.
Men prestesønnerne, som I nævnte?
Bisp Nikolas.
De gik med korsfarerne til det hellige land.
Skule jarl.
Og ingen har spurgt til dem siden?
Bisp Nikolas.
Jo.
Skule jarl.
Hvor er de?
Bisp Nikolas.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen.
Skule jarl.
Og Inga –?
Bisp Nikolas.
Véd intet, hverken om prestens skrifte eller om
mit råd.
mit råd.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
5
s. 58
Skule jarl.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste,
sagde I?
sagde I?
Bisp Nikolas.
Ja; og det barn, hun så igen, var over års-
gammelt –
gammelt –
Skule jarl.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud, kan
dette være sandhed? Håkon – kongen – han, som
styrer over alt land og rige, han skulde ikke være
den odelsbårne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt
nok? Har ikke alt held vidunderligt fulgt ham, –
– hvorfor da ikke også det, at tages som barn ud
af en fattig kotkarls hus og lægges i kongsbarnets
vugge –
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud, kan
dette være sandhed? Håkon – kongen – han, som
styrer over alt land og rige, han skulde ikke være
den odelsbårne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt
nok? Har ikke alt held vidunderligt fulgt ham, –
– hvorfor da ikke også det, at tages som barn ud
af en fattig kotkarls hus og lægges i kongsbarnets
vugge –
Bisp Nikolas.
Mens hele folket tror, han er kongens søn –
Skule jarl.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se, hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste sig
skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig om mod
bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et kongs-
hoved også; men han er den hele konge.
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se, hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste sig
skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig om mod
bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et kongs-
hoved også; men han er den hele konge.
Bisp Nikolas.
Og er det kanske endda ikke.
Skule jarl.
Nej, – kanske endda ikke.
s. 59
Bisp Nikolas
(lægger hånden på hans skulder).
(lægger hånden på hans skulder).
Jarl, hør mig –
Skule jarl
(vedbliver at se ud).
(vedbliver at se ud).
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt til
hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog
hende til hustru, fordi det var klogt at kåre datteren
af den mægtigste mand i landet. Der var ikke en
varm tanke i hans hjerte for hende dengang; – men
det vil komme; Håkon har lykken med sig. Hun
vil lyse over hans liv – (standser og udbryder forundret:)
Hvad er det?
hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog
hende til hustru, fordi det var klogt at kåre datteren
af den mægtigste mand i landet. Der var ikke en
varm tanke i hans hjerte for hende dengang; – men
det vil komme; Håkon har lykken med sig. Hun
vil lyse over hans liv – (standser og udbryder forundret:)
Hvad er det?
Bisp Nikolas.
Hvilket?
Skule jarl.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken,
som står rundt om. Nu melder han noget for kongen.
som står rundt om. Nu melder han noget for kongen.
Bisp Nikolas
(ser ud bag ved jarlen).
(ser ud bag ved jarlen).
Håkon tykkes at blive vred; – gør han ikke?
Han knytter hånden –
Han knytter hånden –
Skule jarl.
Han ser herop, – hvad kan det være? (vil gå.)
Bisp Nikolas
(holder ham tilbage).
(holder ham tilbage).
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel til
at blive viss på Håkons ret.
at blive viss på Håkons ret.
Skule jarl.
Et middel, siger I?
5*
s. 60
Bisp Nikolas.
Trond prest har før han døde opsat et brev
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
Skule jarl.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds
skyld, – hvor er det?
skyld, – hvor er det?
Bisp Nikolas.
I må da vide, at – (ser mod døren.) Hys, kongen
kommer!
kommer!
Skule jarl.
Brevet, bisp, – brevet!
Bisp Nikolas.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks derefter
viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem til
kongen, men hindres af fru Ragnhild, som med flere kvinder har fulgt
hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden. Jarlens
mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor Skule står,
men noget tilbage.)
viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem til
kongen, men hindres af fru Ragnhild, som med flere kvinder har fulgt
hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden. Jarlens
mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor Skule står,
men noget tilbage.)
Håkon
(i stærkt indre oprør).
(i stærkt indre oprør).
Skule jarl, hvem er konge i dette land?
Skule jarl.
Hvem der er konge?
Håkon.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men hvem
har kongsmagten?
har kongsmagten?
Skule jarl.
Kongsmagten bør være der, hvor kongsretten er.
s. 61
Håkon.
Så burde det være; men er det så?
Skule jarl.
Stævner I mig her tildoms?
Håkon.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver mand
i riget.
i riget.
Skule jarl.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger.
Håkon.
Godt for os alle, hvis så er. (stiger et trin op hvor
kongestolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som
eders konge og spørger: véd I, at Jon jarl på Orknø
har rejst sig mod mig?
kongestolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som
eders konge og spørger: véd I, at Jon jarl på Orknø
har rejst sig mod mig?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
At han nægter at betale mig skatten?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har
skikket brev til ham?
skikket brev til ham?
Skule jarl.
Hvem siger så?
Ivar Bodde.
Så siger jeg.
s. 62
Dagfinn Bonde.
Jostejn Tamb turde ikke nægte at tage det
med, siden kongens segl var for.
med, siden kongens segl var for.
Håkon.
I skriver til kongens uvenner og sætter kon-
gens segl for, skjønt kongen ikke véd, hvad der står
skrevet!
gens segl for, skjønt kongen ikke véd, hvad der står
skrevet!
Skule jarl.
Så har jeg gjort i mange år med eders minde.
Håkon.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig.
Skule jarl.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl skrev
mig til og bad om min mellemkomst; han bød for-
lig, men på uhæderlige vilkår for kongen. Verme-
landstoget har sært trykket eders sind; havde I selv
fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for let, –
jeg kan grejde sagen bedre.
mig til og bad om min mellemkomst; han bød for-
lig, men på uhæderlige vilkår for kongen. Verme-
landstoget har sært trykket eders sind; havde I selv
fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for let, –
jeg kan grejde sagen bedre.
Håkon.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. – Og
hvad har I svaret?
hvad har I svaret?
Skule jarl.
Læs mit brev.
Håkon.
Giv hid!
Skule jarl.
Jeg tænkte I havde det?
Dagfinn Bonde.
I véd visst bedre end så. Gregorius Jonssøn
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
s. 63
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
Skule jarl
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
Herr lendermand, giv kongen brevet.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig urolig).
(nærmer sig urolig).
Hør mig –!
Skule jarl.
Hvad nu?
Gregorius Jonssøn
(dæmpet).
(dæmpet).
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord om
kongen.
kongen.
Skule jarl.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!
Gregorius Jonssøn.
Jeg har det ikke.
Skule jarl.
I har det ikke!
Gregorius Jonssøn.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg greb
brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten til det –
brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten til det –
Skule jarl.
Nu?
Gregorius Jonssøn.
Det ligger på bunden af fjorden.
s. 64
Skule jarl.
Ilde – ilde har I der handlet.
Håkon.
Jeg venter på brevet, herre jarl!
Skule jarl.
Jeg kan ikke lægge det frem.
Håkon.
I kan ikke?
Skule jarl
(går et skridt nærmere mod kongen).
(går et skridt nærmere mod kongen).
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under,
hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter –
hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter –
Håkon
(tvinger sin opbrusende vrede).
(tvinger sin opbrusende vrede).
Og så –?
Skule jarl.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; –
jeg vil ikke lægge det frem!
jeg vil ikke lægge det frem!
Håkon.
I trodser mig altså!
Skule jarl.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja, jeg
trodser eder.
trodser eder.
Ivar Bodde
(stærkt).
(stærkt).
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen
mand har mere vidnesbyrd behov!
mand har mere vidnesbyrd behov!
s. 65
Dagfinn Bonde.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens sindelag.
Håkon
(koldt til jarlen).
(koldt til jarlen).
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde.
Margrete
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond!
Håkon
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit
slør og går opover mod moderen igen.)
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit
slør og går opover mod moderen igen.)
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er kongsseglet.
Ivar Bodde.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det
endte med en tung sorg for kongen; men det måtte
komme slig engang, og jeg mener, hver trofast mand
må glæde sig ved, at det kom.
endte med en tung sorg for kongen; men det måtte
komme slig engang, og jeg mener, hver trofast mand
må glæde sig ved, at det kom.
Skule jarl.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes
dybt over, at en prest på slig vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg
er Birkebejner fuldt så godt som kongen og hans
mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt, kongs-
ætten, – men I, prest, I har bygget en mur af
mistro rundt om kongen og stængt mig ude fra
ham; det har været eders gerning i mange år.
dybt over, at en prest på slig vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg
er Birkebejner fuldt så godt som kongen og hans
mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt, kongs-
ætten, – men I, prest, I har bygget en mur af
mistro rundt om kongen og stængt mig ude fra
ham; det har været eders gerning i mange år.
Pål Flida
(opægget til de omstående).
(opægget til de omstående).
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere?
s. 66
Gregorius Jonssøn
(træder frem).
(træder frem).
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, sålænge
Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og lægger
ondt for os.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, sålænge
Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og lægger
ondt for os.
Pål Flida.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer,
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i
uhelligt hus!
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i
uhelligt hus!
Mange jarlsmænd.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs
for os!
for os!
Ivar Bodde.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem kongen
og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min
høje herre, jeg véd med mig selv, at jeg har tjent
eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer imod,
det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde ham
uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der ikke
mere for mig at gøre i kongsgården; her er eders
segl; tag det i egne hænder; for længe siden skulde
det ligget der.
og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min
høje herre, jeg véd med mig selv, at jeg har tjent
eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer imod,
det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde ham
uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der ikke
mere for mig at gøre i kongsgården; her er eders
segl; tag det i egne hænder; for længe siden skulde
det ligget der.
Håkon
(der er stegen ned fra forhøjningen).
(der er stegen ned fra forhøjningen).
I bliver!
Ivar Bodde.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og
nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større
ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end at
stille sig mellem kongen og jarlen.
nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større
ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end at
stille sig mellem kongen og jarlen.
s. 67
Håkon.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive!
Ivar Bodde.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølvkisten
og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu. (lægger
seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre! Gud
fremme og signe al eders gerning!
og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu. (lægger
seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre! Gud
fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)
Håkon
(mørk, til jarlen og hans mænd).
(mørk, til jarlen og hans mænd).
Der mistede jeg en trofast ven for eders skyld;
stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op.
stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op.
Skule jarl.
Jeg byder mig selv og alle mine.
Håkon.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg træn-
ger nu til at samle om mig alle dem, som jeg fuldt
kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks gå bud
nordover til Hålogaland; Vegard Væradal skal kaldes
her ned igen.
ger nu til at samle om mig alle dem, som jeg fuldt
kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks gå bud
nordover til Hålogaland; Vegard Væradal skal kaldes
her ned igen.
Dagfinn Bonde
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er
trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er
trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
Vegard kan ikke komme, herre.
Håkon.
Hvoraf véd du det?
Dagfinn Bonde.
Ret nu er her bud om ham.
s. 68
Håkon.
Hvad melder det?
Dagfinn Bonde.
At Vegard Væradal er dræbt.
Mange stemmer.
Dræbt!
Håkon.
Hvem dræbte ham?
Dagfinn Bonde.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)
Håkon.
Hvor er budet?
Dagfinn Bonde
(fører manden frem).
(fører manden frem).
Her, herre konge.
Håkon.
Hvad årsag var der til drabet?
Budet.
Det véd nok ingen. De taltes ved om finne-
skatten og med ét sprang Andres op og gav ham
banesår.
skatten og med ét sprang Andres op og gav ham
banesår.
Håkon.
Og havde der før været trætte mellem dem?
Budet.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog råd-
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde
være som fjeld og flint mod Vegard Væradal.
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde
være som fjeld og flint mod Vegard Væradal.
s. 69
Dagfinn Bonde.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte
han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han
skulde være som fjeld og flint mod Andres Skjal-
darband.
han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han
skulde være som fjeld og flint mod Andres Skjal-
darband.
Bisp Nikolas
(spytter).
(spytter).
Tvi vorde slige rådgivere!
Håkon.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet idag.
Jeg kunde græde for Vegard; men her skal mere
end gråd til; her får det gælde liv for liv. Herre
jarl, Andres Skjaldarband er eders håndgangne mand;
I bød mig al hjælp, som vederlag for Ivar Bodde.
Jeg tager jer på ordet og venter I vil virke for, at
straffen fremmes over denne ugerning.
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet idag.
Jeg kunde græde for Vegard; men her skal mere
end gråd til; her får det gælde liv for liv. Herre
jarl, Andres Skjaldarband er eders håndgangne mand;
I bød mig al hjælp, som vederlag for Ivar Bodde.
Jeg tager jer på ordet og venter I vil virke for, at
straffen fremmes over denne ugerning.
Skule jarl.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to idag.
På hversomhelst anden af mine mænd skulde jeg
tilstedet, at I lod drabet hævne –
På hversomhelst anden af mine mænd skulde jeg
tilstedet, at I lod drabet hævne –
Håkon
(spændt).
(spændt).
Nu?
Skule jarl.
Men ikke på Andres Skjaldarband.
Håkon
(opbrusende).
(opbrusende).
Vil I værge om drabsmanden!
s. 70
Skule jarl.
Om denne drabsmand må jeg værge.
Håkon.
Og årsagen –?
Skule jarl.
Den får ingen vide uden Gud i himlen.
Bisp Nikolas
(sagte til Dagfinn).
(sagte til Dagfinn).
Jeg véd den.
Dagfinn Bonde.
Og jeg aner den.
Bisp Nikolas.
Sig ingenting, gode Dagfinn!
Håkon.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke er
alvor, det I her siger mig –
alvor, det I her siger mig –
Skule jarl.
Var det min egen fader, Andres Skjaldarband
havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må
ikke spørge mere.
havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må
ikke spørge mere.
Håkon.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette!
Skule jarl
(med et udtryk af angst).
(med et udtryk af angst).
Konge! det blir blodværk på begge sider!
Håkon.
Lad gå; straffen skal dog fremmes.
s. 71
Skule jarl.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke
fremmes!
fremmes!
Bisp Nikolas.
Nej, der har jarlen ret.
Håkon.
Og det siger I, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Andres Skjaldarband har taget korset.
Håkon og Skule jarl.
Taget korset!
Bisp Nikolas.
Og er alt faret fra landet.
Skule jarl.
Godt var det for os alle.
Håkon.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være endt.
Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig
vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig
vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Skule jarl.
Det er så min agt.
Håkon.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete, heller
ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
Margrete.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du forbyder
mig det.
mig det.
s. 72
Håkon.
Godt, så følg.
Sigrid.
Vidt spredes ætten nu. (knæler for Håkon.) Vis mig
en nåde, herre konge!
en nåde, herre konge!
Håkon.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om, skal ske.
Sigrid.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros. Nonne-
klostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen,
– virk for, at jeg bliver abbedisse der.
klostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen,
– virk for, at jeg bliver abbedisse der.
Skule jarl.
Du, min søster?
Håkon.
I vil gå i kloster!
Sigrid
(rejser sig).
(rejser sig).
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup stod,
og Baglerne kom og hug min brudgom ned, og
mange hundrede med ham, mens byen brandt i alle
hjørner, – da var det ligesom blodet og branden
gjorde mit syn sløvt og slukt for verden udenom.
Men jeg fik kraft til at skimte det, som ingen anden
øjner, – og ét ser jeg nu – en stor skrækkens tid
for landet!
og Baglerne kom og hug min brudgom ned, og
mange hundrede med ham, mens byen brandt i alle
hjørner, – da var det ligesom blodet og branden
gjorde mit syn sløvt og slukt for verden udenom.
Men jeg fik kraft til at skimte det, som ingen anden
øjner, – og ét ser jeg nu – en stor skrækkens tid
for landet!
Skule jarl
(heftigt).
(heftigt).
Hun er syg! Agt ikke på hende!
Sigrid.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster i
mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have én
gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede –
bede ved dag og nat!
s. 73
mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have én
gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede –
bede ved dag og nat!
Håkon
(rystet).
(rystet).
Er det spådomsgave eller sjælesot, som taler så?
Sigrid.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til.
Skule jarl
(uvilkårligt).
(uvilkårligt).
Når?
Sigrid
(sagte).
(sagte).
Når du tager kronen; når der er al fare, –
når du trænger mig i din højeste nød!
når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, fru Ragnhild og kvinderne.)
Håkon
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig be-
stemthed):
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig be-
stemthed):
Alle jarlens mænd skal tages i ed.
Skule jarl
(heftigt).
(heftigt).
Er det eders fulde agt! (næsten bedende.) Kong
Håkon, gør det ikke!
Håkon, gør det ikke!
Håkon.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han har
svoret kongen troskab.
svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)
Bisp Nikolas.
Han har taget på jer med hårde hænder idag.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
6
s. 74
Skule jarl
(tier og ser målløs efter kongen).
(tier og ser målløs efter kongen).
Bisp Nikolas
(stærkere).
(stærkere).
Og er kanske endda ikke kongefødt.
Skule jarl
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
Trond prests skriftemål – hvor er det?
Bisp Nikolas.
Han sendte mig det fra England, før han døde;
jeg véd ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det.
jeg véd ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det.
Skule jarl.
Men det må findes!
Bisp Nikolas.
Det tror jeg fuldt og fast.
Skule jarl.
Og finder I det, da vil I give det i mine hænder?
Bisp Nikolas.
Det lover jeg.
Skule jarl.
Det sværger I ved eders sjæls salighed?
Bisp Nikolas.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed!
Skule jarl.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod, hvor
det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres, at
han er mægtigere end jeg, når kampen skal begynde.
det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres, at
han er mægtigere end jeg, når kampen skal begynde.
s. 75
Bisp Nikolas.
Men hvis det viser sig, at han er den rette
kongssøn, – hvad så?
kongssøn, – hvad så?
Skule jarl.
Så får jeg prøve på at bede – bede om yd-
mygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og
af al min evne
mygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og
af al min evne
Bisp Nikolas.
Og hvis han er den urette?
Skule jarl.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og kongs-
stol, hird og hær, skat og flåde, byer og borge, alt
vil jeg have!
stol, hird og hær, skat og flåde, byer og borge, alt
vil jeg have!
Bisp Nikolas.
Han vil ty til Viken –
Skule jarl.
Jeg jager ham fra Viken!
Bisp Nikolas.
Så sætter han sig fast i Nidaros.
Skule jarl.
Jeg stormer Nidaros!
Bisp Nikolas.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke –
Skule jarl.
Jeg bryder kirkefreden –
Bisp Nikolas.
Han flygter op på højalteret og hænger sig fast
ved Olafs skrin –
ved Olafs skrin –
6*
s. 76
Skule jarl.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så
skal trække helgenskrinet med –
skal trække helgenskrinet med –
Bisp Nikolas.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl!
Skule jarl.
Jeg slår kronen af med mit sværd!
Bisp Nikolas.
Men dersom den sidder altfor fast –?
Skule jarl.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår
jeg hovedet med! (går ud til højre.)
jeg hovedet med! (går ud til højre.)
Bisp Nikolas
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen!
Teppet falder.
TREDJE AKT.
(En stue i Oslo bispegård. På højre side er indgangsdøren. I bag-
grunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst.
En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens sove-
værelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over til
højre er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)
grunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst.
En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens sove-
værelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over til
højre er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)
(Stuen er i førstningen tom; indenfor forhænget til venstre høres sang
af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre,
standser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange
i gulvet med sin stav.)
af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre,
standser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange
i gulvet med sin stav.)
Sira Viljam
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
Pål Flida! Gud være lovet; – så er jarlen
ikke langt borte.
ikke langt borte.
Pål Flida.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer i
forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
Sira Viljam.
Han får den sidste olje nu.
Pål Flida.
Så er der al fare.
s. 78
Sira Viljam.
Mester Sigard fra Brabant har sagt, at han ikke
kan leve natten over.
kan leve natten over.
Pål Flida.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent
til sig.
til sig.
Sira Viljam.
Nej, nej, – han har fuld samling og lidt
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han, om ikke
jarlen snart kommer.
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han, om ikke
jarlen snart kommer.
Pål Flida.
I kalder ham endnu for jarl; véd I ikke, at
kongen har givet ham navn af hertug?
kongen har givet ham navn af hertug?
Sira Viljam.
Jo, jo visst; – det er bare slig en gammel
vane. Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra
bispens kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med
røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en
kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge med
lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i
kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)
vane. Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra
bispens kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med
røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en
kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge med
lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i
kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)
Pål Flida.
Nu har da den gamle herre gjort op med denne
verden.
verden.
Sira Viljam.
Jeg kan vel sige ham, at hertug Skule kommer
så snart ske kan?
så snart ske kan?
Pål Flida.
Han går lige fra bryggen og her op i bispe-
gården. Farvel! (går.)
gården. Farvel! (går.)
(Flere prester, hvoriblandt Peter, samt tjenere hos bispen kommer ud
fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
s. 79
Sira Viljam.
Hvad skal dette til?
En prest
(reder op på bænken).
(reder op på bænken).
Bispen vil ligge herude.
Sira Viljam.
Men er det rådeligt?
Presten.
Mester Sigard mener, vi kan gerne føje ham.
Der er han alt.
Der er han alt.
(Bisp Nikolas kommer ud, støttet af mester Sigard og en prest. Han
er i bispedragt, men uden stav og hue.)
er i bispedragt, men uden stav og hue.)
Bisp Nikolas.
Tænd flere lys! (Han bringes til sæde på bænken ved
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg
fået forladelse for alle mine synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg
fået forladelse for alle mine synder! De tog dem
med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
Sira Viljam.
Hertugen har budsendt jer, herre; han er alt
indenfor Hovedø.
indenfor Hovedø.
Bisp Nikolas.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel også
snart være her. Jeg har været en syndig hund i
mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod
kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine
synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være
vel nok; men de har så godt for at love, de; det
er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej –
det er nok tryggest, at få det fra kongens egen
mund. (udbryder heftigt:) Lys, siger jeg! Her er så
mørkt herinde.
snart være her. Jeg har været en syndig hund i
mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod
kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine
synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være
vel nok; men de har så godt for at love, de; det
er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej –
det er nok tryggest, at få det fra kongens egen
mund. (udbryder heftigt:) Lys, siger jeg! Her er så
mørkt herinde.
s. 80
Sira Viljam.
Her er tændt –
Mester Sigard
(standser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
(standser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
Hvorledes har I det, herre?
Bisp Nikolas.
Å jo, – å jo; jeg er kold på hænder og fødder.
Mester Sigard
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
Hm, – det er begyndelsen til enden.
Bisp Nikolas
(angst til Viljam).
(angst til Viljam).
Jeg har sagt, at otte munke skal synge og bede
for mig i kapellet inat. Hav øje med dem; der er
dovne svende iblandt.
for mig i kapellet inat. Hav øje med dem; der er
dovne svende iblandt.
Sira Viljam
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det
følgende).
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det
følgende).
Bisp Nikolas.
Så meget ugjort endnu, og så gå fra det alt-
sammen! Så meget ugjort, Viljam!
sammen! Så meget ugjort, Viljam!
Sira Viljam.
Herre, tænk på det himmelske!
Bisp Nikolas.
Jeg har tiden for mig; – udpå morgenstunden,
mener mester Sigard –
mener mester Sigard –
Sira Viljam.
Herre, herre!
s. 81
Bisp Nikolas.
Giv mig mitra og stav! – Du har godt ved
at sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte.)
Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig
staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! –
Den onde tør ikke gå mig på livet nu!
at sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte.)
Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig
staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! –
Den onde tør ikke gå mig på livet nu!
Sira Viljam.
Vil I ellers noget?
Bisp Nikolas.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldarbands
søn, – alle taler så godt om ham –
søn, – alle taler så godt om ham –
Sira Viljam.
Han er visselig en skyldfri sjæl.
Bisp Nikolas.
Peter, du skal våge hos mig til kongen eller
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
(Alle, undtagen Peter, går ud til højre.)
Bisp Nikolas
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Peter!
Peter
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Herre?
Bisp Nikolas.
Har du aldrig set gamle mænd dø?
Peter.
Nej.
Bisp Nikolas.
Rædde er de allesammen; det tør jeg sværge
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til din
moder.
s. 82
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til din
moder.
Peter.
Til min moder?
Bisp Nikolas.
Du får rejse nordover til Hålogaland med det.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag;
der er kommet tidende fra din fader.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag;
der er kommet tidende fra din fader.
Peter.
Han strider som en herrens kæmpe i det hellige
land. Falder han der, så falder han på vigslet grund;
thi der er hver fodsbred jord hellig. Jeg minder
Gud om ham i alle mine bønner.
land. Falder han der, så falder han på vigslet grund;
thi der er hver fodsbred jord hellig. Jeg minder
Gud om ham i alle mine bønner.
Bisp Nikolas.
Er Andres Skjaldarband dig kær?
Peter.
Han er en hæderlig mand; men der lever en
anden mand, hvis storhed min moder ligesom fostrede
og nærede mig med.
anden mand, hvis storhed min moder ligesom fostrede
og nærede mig med.
Bisp Nikolas
(hurtig og spændt).
(hurtig og spændt).
Er det hertug Skule?
Peter.
Ja, hertugen, – Skule Bårdssøn. Min moder
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig
være den ypperste mand i landet!
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig
være den ypperste mand i landet!
Bisp Nikolas.
Der er brevet; rejs nordover med det straks! –
Synger de ikke derinde?
Synger de ikke derinde?
s. 83
Peter.
Jo, herre!
Bisp Nikolas.
Otte svære karle med struber som basuner, det
må dog vel hjælpe noget, véd jeg?
må dog vel hjælpe noget, véd jeg?
Peter.
Herre, herre, jeg vilde bede selv!
Bisp Nikolas.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor
kort; – desuden så vil nok kongen tilgive mig, når
han kommer – (farer sammen i smerte).
kort; – desuden så vil nok kongen tilgive mig, når
han kommer – (farer sammen i smerte).
Peter.
I lider visst?
Bisp Nikolas.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren;
det lyser og blinker for øjnene –
det lyser og blinker for øjnene –
Peter.
Det er de himmelske klokker, som ringer eder
hjem; – det, som blinker, er alterlysene, dem Guds
engle har tændt for eder.
hjem; – det, som blinker, er alterlysene, dem Guds
engle har tændt for eder.
Bisp Nikolas.
Ja visst er det så; – det har ingen fare, når
de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel,
rejs straks med brevet.
de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel,
rejs straks med brevet.
Peter.
Skal jeg ikke først –?
Bisp Nikolas.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene.
s. 84
Peter.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
Bisp Nikolas.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let,
når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort!
Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede
hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond
prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt,
at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så
vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den
mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge.
Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen
anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge
hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden,
hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder
hærges, – ingen af dem vinder ved den andens
tab – – (forfærdet.) Nåde, forbarmelse! Det er jo
mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd
gav stødet til det hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja!
men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest
går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal
læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg
er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen
hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål
ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste
mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på
døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i
hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongsretten,
– og jeg har ingen beviser at give ham!
når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort!
Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede
hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond
prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt,
at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så
vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den
mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge.
Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen
anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge
hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden,
hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder
hærges, – ingen af dem vinder ved den andens
tab – – (forfærdet.) Nåde, forbarmelse! Det er jo
mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd
gav stødet til det hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja!
men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest
går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal
læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg
er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen
hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål
ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste
mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på
døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i
hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongsretten,
– og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)
Bisp Nikolas
(farer sammen).
(farer sammen).
Hvem er det?
s. 85
Inga.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige
herre.
herre.
Bisp Nikolas.
Kongsmoderen!
Inga.
Så kaldtes jeg engang.
Bisp Nikolas.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille
sig af med jer!
sig af med jer!
Inga.
Hvad kongen gør, er velgjort! det er ikke derfor
jeg kommer.
jeg kommer.
Bisp Nikolas.
Og hvorfor da?
Inga.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra Eng-
landsfærden –
landsfærden –
Bisp Nikolas.
Fra Englandsfærden –!
Inga.
Han har været borte i mange år, som I véd,
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
Bisp Nikolas
(åndeløs).
(åndeløs).
Brev –?
Inga.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)
Bisp Nikolas.
Ja så; – og I bringer det?
s. 86
Inga.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik spurgt,
at I var syg; derfor gav jeg mig straks på rejsen;
jeg har gået hid på min fod –
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik spurgt,
at I var syg; derfor gav jeg mig straks på rejsen;
jeg har gået hid på min fod –
Bisp Nikolas.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga!
Dagfinn Bonde
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Guds fred, ærværdige herre!
Bisp Nikolas.
Kommer kongen?
Dagfinn Bonde.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dron-
ningen og kongsbarnet og stort følge.
ningen og kongsbarnet og stort følge.
Inga
(iler frem mod Dagfinn).
(iler frem mod Dagfinn).
Kongen, – kongen! kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde?
Inga.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor
en søn.
en søn.
Dagfinn Bonde.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes.
Inga.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Ja, snart.
s. 87
Inga.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel lyses
frem med fakler.
frem med fakler.
Dagfinn Bonde.
Ja.
Inga.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han går
forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først ind
i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der vil jeg
bede godt for kongen, for min fagre søn.
forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først ind
i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der vil jeg
bede godt for kongen, for min fagre søn.
(Går ud til højre.)
Dagfinn Bonde.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at møde
kongen.
kongen.
Bisp Nikolas.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn!
Dagfinn Bonde
(idet han går ud til højre).
(idet han går ud til højre).
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen.
Bisp Nikolas.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det da
alligevel; – her holder jeg det i min hånd. (grubler
og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love noget på sin
sjæls salighed, når en er så gammel som jeg. Havde
jeg år igen, så skulde jeg altid vride mig fra sligt
et løfte; men ikveld, den sidste kveld, – nej, det
er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde det? Er det
ikke at sætte på spil alt det, jeg har virket for hele
mit liv igennem? – (hviskende.) O, kunde jeg snyde
den onde, bare denne eneste gang til! (lytter.) Hvad
er det? (råber:) Viljam, Viljam!
alligevel; – her holder jeg det i min hånd. (grubler
og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love noget på sin
sjæls salighed, når en er så gammel som jeg. Havde
jeg år igen, så skulde jeg altid vride mig fra sligt
et løfte; men ikveld, den sidste kveld, – nej, det
er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde det? Er det
ikke at sætte på spil alt det, jeg har virket for hele
mit liv igennem? – (hviskende.) O, kunde jeg snyde
den onde, bare denne eneste gang til! (lytter.) Hvad
er det? (råber:) Viljam, Viljam!
s. 88
Sira Viljam
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Bisp Nikolas.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt?
Sira Viljam.
Det er uvejret, som tager til.
Bisp Nikolas.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde mit
løfte! Uvejret, siger du –? Synger de derinde?
løfte! Uvejret, siger du –? Synger de derinde?
Sira Viljam.
Ja, herre.
Bisp Nikolas.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer over,
den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig
ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han skal
gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer over,
den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig
ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han skal
gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og spøger!
Sira Viljam.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard?
Bisp Nikolas.
Gå ind, siger jeg! (Viljam går ind i kapellet.) Det må
visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige kongen
og hertugen, siden den sender mig Trond prests
brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas; rive
ned med et eneste ryk, hvad du har brugt hele dit
liv til at bygge. Men der er ikke andet for; jeg får
gøre himlens vilje denne gang. – Dersom jeg endda
bare kunde læse, hvad der står i brevet; men jeg
kan ikke se et ord! Der driver tåger for mine øjne,
det gnistrer og sprætter –; og ingen anden tør jeg
lade læse det for mig! At love sligt –! Er men-
neskets kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde
over andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg
talte så længe og så indtrængende til Vegard Væradal
om at få kongen til at sende Inga fra sig, at det
omsider skede. Den gerning var klog i første led;
men havde jeg ikke rådet slig, så havde ikke Inga
været på Vartejg nu, brevet var ikke kommet tids-
nok i mine hænder, og jeg havde ikke havt noget
løfte at holde, – altså uklog i andet led. Havde
jeg endda tiden for mig; men kun denne ene nat
tilende, og knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve
længer! (banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester
Sigard skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hæn-
derne.) Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges
saga for hundrede år! Den ligger og drømmer, som
fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere
end én sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt
op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig, –
og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig ud
til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel over
alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver mands
hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er nær!
(skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en svane,
en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester
Sigard, mester Sigard!
visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige kongen
og hertugen, siden den sender mig Trond prests
brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas; rive
ned med et eneste ryk, hvad du har brugt hele dit
liv til at bygge. Men der er ikke andet for; jeg får
gøre himlens vilje denne gang. – Dersom jeg endda
bare kunde læse, hvad der står i brevet; men jeg
kan ikke se et ord! Der driver tåger for mine øjne,
det gnistrer og sprætter –; og ingen anden tør jeg
s. 89
lade læse det for mig! At love sligt –! Er men-
neskets kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde
over andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg
talte så længe og så indtrængende til Vegard Væradal
om at få kongen til at sende Inga fra sig, at det
omsider skede. Den gerning var klog i første led;
men havde jeg ikke rådet slig, så havde ikke Inga
været på Vartejg nu, brevet var ikke kommet tids-
nok i mine hænder, og jeg havde ikke havt noget
løfte at holde, – altså uklog i andet led. Havde
jeg endda tiden for mig; men kun denne ene nat
tilende, og knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve
længer! (banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester
Sigard skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hæn-
derne.) Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges
saga for hundrede år! Den ligger og drømmer, som
fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere
end én sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt
op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig, –
og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig ud
til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel over
alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver mands
hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er nær!
(skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en svane,
en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester
Sigard, mester Sigard!
Mester Sigard
(fra højre).
(fra højre).
Hvorledes går det, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv!
Mester Sigard.
Jeg har sagt jer –
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
7
s. 90
Bisp Nikolas.
Ja, ja; men det var ikke alvor; det var en liden
straf. Jeg har været en urimelig herre mod jer;
derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, –
nej, nej, – det var tilpas for mig! Men vær nu
god og snild! Jeg skal betale godt; – tre dages
liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
straf. Jeg har været en urimelig herre mod jer;
derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, –
nej, nej, – det var tilpas for mig! Men vær nu
god og snild! Jeg skal betale godt; – tre dages
liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
Mester Sigard.
Om jeg så selv skulde gå bort i samme stund,
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
Bisp Nikolas.
Én dag da; bare én dag! Lad det være lyst,
lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør, Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for at
få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det om
igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard, skal
vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver rig,
Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan om-
råde mig lidt og hjælpe mig med færre bønner.
Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans puls; bispen
udbryder angst:) Nå, hvorfor svarer I ikke?
lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør, Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for at
få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det om
igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard, skal
vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver rig,
Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan om-
råde mig lidt og hjælpe mig med færre bønner.
Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans puls; bispen
udbryder angst:) Nå, hvorfor svarer I ikke?
Mester Sigard
(rejser sig)
(rejser sig)
Jeg har ikke tid, herre. Jeg vil lave jer en
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
Bisp Nikolas.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig!
Mester Sigard.
Jeg har ikke tid; drikken må være færdig inden
en time. (går ud til højre.)
en time. (går ud til højre.)
s. 91
Bisp Nikolas.
Inden en time! (banker vildt.) Viljam! Viljam!
Sira Viljam
(kommer ud fra kapellet).
(kommer ud fra kapellet).
Bisp Nikolas.
Tag flere til hjælp derinde! De otte forslår ikke!
Sira Viljam.
Herre –?
Bisp Nikolas.
Flere til hjælp, siger jeg! Kolbejn korsbroder
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
Sira Viljam.
Han var til skrifte igår.
Bisp Nikolas
(ivrig).
(ivrig).
Ja, han må være god; tag ham! (Viljam går ind i
kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.) Puh,
hvor her er varmt! – Den usle hund, – hvad
hjælper al hans lærdom, når han ikke kan lægge en
time til. Der sidder han dagstødt i sin stue og
sætter kunstige hjul og lodder og løftestænger sam-
men; han vil skabe et værk, som skal gå og gå,
og aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han
det. Hvorfor øver han ikke heller sin kunst og sin
kløgt på at gøre mennesket til sligt perpetuum mo-
bile –? (standser og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum
mobile, – jeg er ikke stiv i latinen, – men det
betyder noget, som har evnen til at virke evigt, ud-
over gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?
Det var en gerning at ende med, det! Det var at
gøre sin største gerning i sin sidste stund! At sætte
igang hjul og lodder og løftestænger i kongens og
hertugens sjæle; sætte dem slig igang, at ingen magt
på jorden kan standse dem; kan jeg det, da bliver
jeg jo ved at leve, leve i mit værk, – og når det
kommer til stykket, så er det kanske det, som
kaldes udødelighed. – Trøstelige, svalende tanker,
hvor I gør den gamle mand godt! (puster ud og strækker
sig behageligt på bænken.) Diabolus har været hårdt efter
mig ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium
est pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen,
– Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg
vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de
belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem,
de skal tie, de forstyrrer mig. Kongen og hertugen
kommer snart, jeg har store ting at tænke på.
kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.) Puh,
hvor her er varmt! – Den usle hund, – hvad
hjælper al hans lærdom, når han ikke kan lægge en
time til. Der sidder han dagstødt i sin stue og
sætter kunstige hjul og lodder og løftestænger sam-
men; han vil skabe et værk, som skal gå og gå,
og aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han
det. Hvorfor øver han ikke heller sin kunst og sin
kløgt på at gøre mennesket til sligt perpetuum mo-
bile –? (standser og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum
mobile, – jeg er ikke stiv i latinen, – men det
betyder noget, som har evnen til at virke evigt, ud-
over gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –?
Det var en gerning at ende med, det! Det var at
7*
s. 92
gøre sin største gerning i sin sidste stund! At sætte
igang hjul og lodder og løftestænger i kongens og
hertugens sjæle; sætte dem slig igang, at ingen magt
på jorden kan standse dem; kan jeg det, da bliver
jeg jo ved at leve, leve i mit værk, – og når det
kommer til stykket, så er det kanske det, som
kaldes udødelighed. – Trøstelige, svalende tanker,
hvor I gør den gamle mand godt! (puster ud og strækker
sig behageligt på bænken.) Diabolus har været hårdt efter
mig ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium
est pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen,
– Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg
vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de
belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem,
de skal tie, de forstyrrer mig. Kongen og hertugen
kommer snart, jeg har store ting at tænke på.
Sira Viljam.
Herre, skal jeg da –?
Bisp Nikolas.
Byde dem hold op en stund, så jeg kan tænke
i ro. Se der, tag op det brev, der ligger på gulvet.
– Godt. Giv mig så hid papirerne –
i ro. Se der, tag op det brev, der ligger på gulvet.
– Godt. Giv mig så hid papirerne –
Sira Viljam
(går til skrivebordet).
(går til skrivebordet).
Hvilke, herre?
Bisp Nikolas.
Ligegodt –; de med segl for; de, som ligger
øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge! Dø, og stelle
det så, at ingen mand kommer til at højne sig et
hoved op over alle andre. Tusende veje kunde bære
frem til det mål; men der kan kun være én, som
duger; – den gælder det at finde, – den gælder
det at slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær,
så nær! Ja, slig skal det være. Jeg holder løftet;
hertugen skal få brevet i sine hænder; – men kongen
– hm, han skal få tvivlens brod i sit hjerte. Håkon
er ærlig, som de kalder det; med troen på sig selv,
og på sin ret, vil meget falde i ham. Begge skal
tvivle og tro, vippe op og ned, aldrig finde fast
grund under foden, – perpetuum mobile! – Men
vil Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg
er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med
sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen
friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer,
jeg sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den
sidste nat, arbejde – til lyset slukner –
øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være stille.
(Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge! Dø, og stelle
det så, at ingen mand kommer til at højne sig et
hoved op over alle andre. Tusende veje kunde bære
frem til det mål; men der kan kun være én, som
duger; – den gælder det at finde, – den gælder
s. 93
det at slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær,
så nær! Ja, slig skal det være. Jeg holder løftet;
hertugen skal få brevet i sine hænder; – men kongen
– hm, han skal få tvivlens brod i sit hjerte. Håkon
er ærlig, som de kalder det; med troen på sig selv,
og på sin ret, vil meget falde i ham. Begge skal
tvivle og tro, vippe op og ned, aldrig finde fast
grund under foden, – perpetuum mobile! – Men
vil Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg
er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med
sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen
friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer,
jeg sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den
sidste nat, arbejde – til lyset slukner –
Hertug Skule
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
Fred og hilsen, ærværdige herre! Jeg hører,
det står ilde med jer.
det står ilde med jer.
Bisp Nikolas.
Jeg er et lig i knop, gode hertug; inat springer
jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter.
jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter.
Hertug Skule.
Alt inat, siger I?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard siger: om en time.
Hertug Skule.
Og Trond prests brev –?
Bisp Nikolas.
Tænker I endnu på det?
Hertug Skule.
Det kommer aldrig af mine tanker.
s. 94
Bisp Nikolas.
Kongen har gjort eder til hertug; ingen mand
har båret hertugnavn i Norge, før I.
har båret hertugnavn i Norge, før I.
Hertug Skule.
Strækker ikke til. Er Håkon den urette, så
må jeg have alt!
må jeg have alt!
Bisp Nikolas.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig igen-
nem alle lemmer.
nem alle lemmer.
Hertug Skule.
Trond prests brev, herre! For Guds, den al-
mægtiges skyld, – har I det?
mægtiges skyld, – har I det?
Bisp Nikolas.
Jeg véd ialfald, hvor det kan findes.
Hertug Skule.
Så sig det, sig det!
Bisp Nikolas.
Vent –
Hertug Skule.
Nej, nej, – nyt tiden; jeg ser det lakker
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
Bisp Nikolas.
Ja, kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg
sørger for eders sag, selv nu.
sørger for eders sag, selv nu.
Hertug Skule.
Hvad er eders agt?
s. 95
Bisp Nikolas.
Mindes I ved kongens bryllup, – da sagde I,
at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
Hertug Skule.
Nu?
Bisp Nikolas.
Hvis jeg skrifter og rejser tvivlen i ham, så
falder troen, og styrken med den.
falder troen, og styrken med den.
Hertug Skule.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er
den rette!
den rette!
Bisp Nikolas.
Det vil stå i eders magt at gøre ham troende
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
Sira Viljam
(fra højre).
(fra højre).
Nu kommer kongen med fakler og følge opover
gaden.
gaden.
Bisp Nikolas.
Velkommen skal han være. (Viljam går.)
Hertug,
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som står
øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det kunde
føje sig så.
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som står
øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det kunde
føje sig så.
Hertug Skule.
Tænk ikke på hævn nu; I har ikke langt igen –
s. 96
Bisp Nikolas.
Ikke på hævn, men på straf. Lov mig, at svinge
straffens sværd over alle mine uvenner, når jeg er
borte. De er eders avindsmænd så fuldt som mine;
når I bliver konge, må I tugte dem; lover I mig det?
straffens sværd over alle mine uvenner, når jeg er
borte. De er eders avindsmænd så fuldt som mine;
når I bliver konge, må I tugte dem; lover I mig det?
Hertug Skule.
Jeg lover og sværger; – men Trond prests
brev –!
brev –!
Bisp Nikolas.
I skal få at vide, hvor det er; – men, se
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
(Hertugen gemmer dokumentet; i det samme kommer Håkon ind fra højre.)
Bisp Nikolas.
Vel mødt ved gravøllet, herre konge!
Håkon.
Hårdt har I stået mig imod til alle tider; men
det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger
selv den største regning ud.
det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger
selv den største regning ud.
Bisp Nikolas.
Det lettede! O, hvor kongens mildhed er for-
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en
gammel synder ikveld, det skal tifold –
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en
gammel synder ikveld, det skal tifold –
Håkon.
Lad det være godt; men jeg må sige eder, at
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få min
tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde.
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få min
tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde.
Bisp Nikolas.
Møde, herre?
s. 97
Hertug Skule.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre
bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære, at
jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte foden
på Oslo brygge.
bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære, at
jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte foden
på Oslo brygge.
Bisp Nikolas.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har været
en sygelig, sengeliggende mand hele det sidste år;
jeg har lidet eller intet spurgt til landets sager;
jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje
frænder nu!
en sygelig, sengeliggende mand hele det sidste år;
jeg har lidet eller intet spurgt til landets sager;
jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje
frænder nu!
Håkon.
Jeg har mærket, at venskabet mellem hertugen
og mig trives bedst, når vi holder os fra hinanden;
derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være med eder,
der I nu går hen. (vil gå.)
og mig trives bedst, når vi holder os fra hinanden;
derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være med eder,
der I nu går hen. (vil gå.)
Hertug Skule
(sagte og urolig).
(sagte og urolig).
Bisp, bisp; han går!
Bisp Nikolas
(pludselig og med vild kraft).
(pludselig og med vild kraft).
Bliv, kong Håkon!
Håkon
(standser).
(standser).
Hvad nu?
Bisp Nikolas.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle bisp
Nikolas har talt sit sidste ord!
Nikolas har talt sit sidste ord!
Håkon
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
Er I kanske kommen mandstærk til Viken,
hertug?
hertug?
s. 98
Hertug Skule.
Jeg har ingen del i dette.
Bisp Nikolas.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at holde
jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er den døde
første mand i laget; han kan gøre og lade, hvad
han vil – så langt hans evne strækker. Derfor vil
jeg holde min egen ligtale nu; før i tiden var jeg
altid så ræd for at kong Sverre skulde komme til
at holde den –
jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er den døde
første mand i laget; han kan gøre og lade, hvad
han vil – så langt hans evne strækker. Derfor vil
jeg holde min egen ligtale nu; før i tiden var jeg
altid så ræd for at kong Sverre skulde komme til
at holde den –
Håkon.
Tal ikke så vildt, herre!
Hertug Skule.
I knapper af den dyre stund, I har igen!
Håkon.
Eders øje er alt sløvt!
Bisp Nikolas.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer, der
I står; men indeni mig drager mit liv lysende klart
forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær, konge! –
Min æt var den mægtigste i landet; mange store
høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største
af dem alle. Jeg var ikke mere end gut, da jeg
begyndte at hungre efter storværk; jeg tyktes, jeg
umuligt kunde vente til jeg blev voksen; – der
rejste sig konger med mindre ret end jeg, – Magnus
Erlingssøn, Sverre prest –; jeg vilde også være
konge; men høvding først, – det var nødvendigt.
Så skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det første-
gang jeg var med. Solen randt, og der gik glitrende
lyn fra tusende blanke våben. Magnus og alle hans
mænd gik frem, som til en leg; jeg alene kendte
mig klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking frem;
men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd!
Alle Magnus's andre høvdinger stred mandelig, og
mange faldt, der de stred; men jeg flygtede sten-
berget opover, løb og løb, og standsede ikke før jeg
kom ned til fjorden igen, langt ude. Mangen mand
måtte vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden
den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men det
var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til
høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i
mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg bad
lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for altrene,
jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter; jeg fristede
og prøvede i slag efter slag, ved Saltøsund, på Jons-
voldene den sommer Baglerne lå i Bergen, – altid
fåfængt. Sverre var den, som skønte det først, han
talte det højt ud og med spot, og fra den dag lo
hver mand i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem
i hærklæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg
være høvding, vilde være konge, følte mig skabt til
konge forresten, kunde fremmet Guds rige på jorden;
men det var de hellige selv, som stængte bommen
for mig.
I står; men indeni mig drager mit liv lysende klart
forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær, konge! –
Min æt var den mægtigste i landet; mange store
høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største
af dem alle. Jeg var ikke mere end gut, da jeg
begyndte at hungre efter storværk; jeg tyktes, jeg
umuligt kunde vente til jeg blev voksen; – der
rejste sig konger med mindre ret end jeg, – Magnus
Erlingssøn, Sverre prest –; jeg vilde også være
konge; men høvding først, – det var nødvendigt.
Så skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det første-
gang jeg var med. Solen randt, og der gik glitrende
lyn fra tusende blanke våben. Magnus og alle hans
mænd gik frem, som til en leg; jeg alene kendte
s. 99
mig klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking frem;
men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd!
Alle Magnus's andre høvdinger stred mandelig, og
mange faldt, der de stred; men jeg flygtede sten-
berget opover, løb og løb, og standsede ikke før jeg
kom ned til fjorden igen, langt ude. Mangen mand
måtte vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden
den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men det
var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til
høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i
mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg bad
lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for altrene,
jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter; jeg fristede
og prøvede i slag efter slag, ved Saltøsund, på Jons-
voldene den sommer Baglerne lå i Bergen, – altid
fåfængt. Sverre var den, som skønte det først, han
talte det højt ud og med spot, og fra den dag lo
hver mand i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem
i hærklæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg
være høvding, vilde være konge, følte mig skabt til
konge forresten, kunde fremmet Guds rige på jorden;
men det var de hellige selv, som stængte bommen
for mig.
Håkon.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har hadet
meget!
meget!
Bisp Nikolas.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved i
dette land, som højnede sig op over mængden. Men
jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre kvin-
der, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende øjne
endnu! Jeg er otti år, og endnu står min hug til
at fælde mænd og favne kvinder; – men det gik
mig der, som i slaget; bare vilje og begær, magt-
stjålen fra fødselen af; – lystens sydende gave –
og dog krøbling! Så blev jeg da prest; konge eller
prest må den mand være, som vil råde for al magten.
(ler.) Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, én kirke-
lig gerning havde himlen særligt skabt mig til, –
den, at tage de høje toner, – synge med kvinde-
røst på de store kirkefester. Og endda kræver de
deroppe af mig – halvmanden –, hvad de har ret
til at kræve af hver den, der fik evnen fuldt ud til
sin livsgerning! Der har været tider, da det tyktes
mig, sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget
på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom!
Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen!
Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet
imod; jeg er klageren!
dette land, som højnede sig op over mængden. Men
jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre kvin-
der, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende øjne
endnu! Jeg er otti år, og endnu står min hug til
at fælde mænd og favne kvinder; – men det gik
mig der, som i slaget; bare vilje og begær, magt-
stjålen fra fødselen af; – lystens sydende gave –
s. 100
og dog krøbling! Så blev jeg da prest; konge eller
prest må den mand være, som vil råde for al magten.
(ler.) Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, én kirke-
lig gerning havde himlen særligt skabt mig til, –
den, at tage de høje toner, – synge med kvinde-
røst på de store kirkefester. Og endda kræver de
deroppe af mig – halvmanden –, hvad de har ret
til at kræve af hver den, der fik evnen fuldt ud til
sin livsgerning! Der har været tider, da det tyktes
mig, sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget
på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom!
Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen!
Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet
imod; jeg er klageren!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Herre – brevet! I har ikke langt igen!
Håkon.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder!
Bisp Nikolas.
En mands gerning er hans sjæl, og min ger-
ning skal blive ved at leve på jorden. Men I, kong
Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom himlen har
stået mig imod og fanget skade til løn, således
står I den mand imod, der holder landets lykke i
sin hånd –
ning skal blive ved at leve på jorden. Men I, kong
Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom himlen har
stået mig imod og fanget skade til løn, således
står I den mand imod, der holder landets lykke i
sin hånd –
Håkon.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg mødet her!
Hertug Skule
(heftigt til bispen).
(heftigt til bispen).
Ikke et ord mere af sligt!
s. 101
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved sidder
fast på akslerne. Del med ham! Jeg får ikke fred i
kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I to deler! Ingen
af jer skal lægge den andens højde til sin egen
vækst; her blev en kæmpe i landet, hvis det skede,
og her skal ingen kæmpe være; thi jeg var aldrig
nogen kæmpe! (synker mat tilbage på bænken.)
fast på akslerne. Del med ham! Jeg får ikke fred i
kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I to deler! Ingen
af jer skal lægge den andens højde til sin egen
vækst; her blev en kæmpe i landet, hvis det skede,
og her skal ingen kæmpe være; thi jeg var aldrig
nogen kæmpe! (synker mat tilbage på bænken.)
Hertug Skule
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld,
bispen må ikke dø endnu!
bispen må ikke dø endnu!
Bisp Nikolas.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne!
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med her-
tugen?
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med her-
tugen?
Håkon.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som
Gud gav mig!
Gud gav mig!
Bisp Nikolas.
Godt og vel. (dæmpet.) Troen skal I ialfald miste.
(råber:) Viljam!
(råber:) Viljam!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Viljam! (Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til sig
og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle
mine synder mig forladte?
og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle
mine synder mig forladte?
s. 102
Sira Viljam.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund,
I fik oljen.
I fik oljen.
Bisp Nikolas.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort?
Sira Viljam.
Herre, I synder ikke inat.
Bisp Nikolas.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og
læs syv store kirkebønner til.
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og
læs syv store kirkebønner til.
Sira Viljam.
Herre, Gud vil være eder nådig!
Bisp Nikolas.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder
inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.) Hertug,
om I engang læser Trond prests brev, og det muligt
skulde vise sig, at Håkon var den rette, – hvad
vil I så gøre?
inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.) Hertug,
om I engang læser Trond prests brev, og det muligt
skulde vise sig, at Håkon var den rette, – hvad
vil I så gøre?
Hertug Skule.
I Guds navn, – da skal han også være konge.
Bisp Nikolas.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
Hertug Skule.
Bøje mig og tjene ham.
s. 103
Bisp Nikolas
(mumler).
(mumler).
Ja, ja, tag så følgerne. (til Skule.)
Hertug, jeg er
svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt
over mig –
svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt
over mig –
Hertug Skule.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor er det?
Bisp Nikolas.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen over
mine uvenner –
mine uvenner –
Hertug Skule
(utålmodig).
(utålmodig).
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem –
Bisp Nikolas.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen.
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen.
Hertug Skule.
Godt, godt; som I vil.
Bisp Nikolas.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det –
Hertug Skule
(kaster papiret i ilden).
(kaster papiret i ilden).
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal! Det
gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu.
gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu.
Bisp Nikolas
(med funklende øjne).
(med funklende øjne).
Tusenders liv! (skriger:) Lys! luft!
s. 104
Håkon
(iler til døren og råber):
(iler til døren og råber):
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)
Hertug Skule
(ryster bispens arm).
(ryster bispens arm).
Norges lykke gennem hundrede år, dets storhed
for evige tider kanhænde!
for evige tider kanhænde!
Bisp Nikolas.
Evige tider! (triumferende:)
Perpetuum mobile!
Hertug Skule.
Ved vore sjæles salighed, – hvor er Trond
prests brev!
prests brev!
Bisp Nikolas
(råbende):
(råbende):
Syv bønner til, Viljam!
Hertug Skule
(ude af sig selv).
(ude af sig selv).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(smiler i dødskampen).
(smiler i dødskampen).
Det var det I brændte, gode hertug.
(Falder tilbage på bænken og dør.)
Hertug Skule
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet
med sine hænder).
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet
med sine hænder).
Gud, du almægtige!
Munkene
(kommer flygtende ud fra kapellet).
(kommer flygtende ud fra kapellet).
Frelse sig, hvo kan!
s. 105
Enkelte stemmer.
Alt ondt er løst inat!
Andre.
Det lo højt fra krogen! – Det skreg: «vi har
ham!» – Alle lys sluktes!
ham!» – Alle lys sluktes!
Håkon.
Nu døde bisp Nikolas.
Munkene
(flygter ud til højre).
(flygter ud til højre).
Pater noster, – pater noster!
Håkon
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke løn-
lige råd I lagde op med bispen, før han døde; –
men fra imorgen må I lægge eders magt og værdig-
hed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu, –
vi to kan ikke gå frem sammen.
lige råd I lagde op med bispen, før han døde; –
men fra imorgen må I lægge eders magt og værdig-
hed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu, –
vi to kan ikke gå frem sammen.
Hertug Skule
(ser åndsfraværende på ham).
(ser åndsfraværende på ham).
Gå frem sammen –?
Håkon.
Imorgen holder jeg thing i kongsgården; der
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
Hertug Skule.
Bispen død og brevet brændt! Et liv fuldt af
tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet gøres
helt ud! (til Viljam:) Hvor gik kongen?
tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet gøres
helt ud! (til Viljam:) Hvor gik kongen?
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
8
s. 106
Sira Viljam
(forskrækket).
(forskrækket).
Krist fri mig, – hvad vil I ham?
Hertug Skule.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat?
(Går ud til højre.)
Sira Viljam
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud til
venstre).
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud til
venstre).
Bispen sagde: syv bønner til; – jeg mener det
er tryggest, at vi læser fjorten.
er tryggest, at vi læser fjorten.
(Følger efter de øvrige.)
En stue i kongsgården.
(I baggrunden er indgangsdøren; på hver af sidevæggene mindre døre;
forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt
ved døren til venstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori
kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)
forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt
ved døren til venstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori
kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)
Margrete
(vugger og synger):
(vugger og synger):
Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.
Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene til top.
s. 107
Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign' dig, lille Håkon,
din moder våger med.
(Kort ophold. Hertug Skule kommer ind fra baggrunden.)
Margrete
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
Min fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet
efter dette møde!
efter dette møde!
Hertug Skule.
Guds fred med dig, Margrete! Hvor er kongen?
Margrete.
Hos bisp Nikolas.
Hertug Skule.
Hm, – ja, så må han snart være her.
Margrete.
Og vil I tales ved og forliges, blive venner igen,
som i gamle dage?
som i gamle dage?
Hertug Skule.
Det vilde jeg gerne.
Margrete.
Håkon vil det også gerne; og jeg beder hver
dag til Gud, at det må ske. O, men kom her og
se – (griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
dag til Gud, at det må ske. O, men kom her og
se – (griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
Hertug Skule.
Dit barn!
Margrete.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu
han sover, – men han har store blå øjne; og så
kan han le og række hænderne ud og gribe efter
mig, – og han kender mig allerede!
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
8*
s. 108
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu
han sover, – men han har store blå øjne; og så
kan han le og række hænderne ud og gribe efter
mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)
Hertug Skule.
Håkon får sønner, spåde bispen.
Margrete.
Dette lille barn er mig tusende gange kærere
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min
seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om
den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal
være en drøm –
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min
seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om
den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal
være en drøm –
Hertug Skule
(lytter og går til vinduet).
(lytter og går til vinduet).
Er det ikke kongen –?
Margrete.
Jo; han går op den anden trappe; jeg vil hente
ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen
igen.) Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet
imens, – ja, for han er kongsbarn tillige – det
husker jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig
dybt og hils ham, som konger skal hilses! Nu
henter jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da
endelig komme lys og fred over ætten!
ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen
igen.) Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet
imens, – ja, for han er kongsbarn tillige – det
husker jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig
dybt og hils ham, som konger skal hilses! Nu
henter jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da
endelig komme lys og fred over ætten!
(Går ud til højre.)
Hertug Skule
(efter en kort og mørk taushed).
(efter en kort og mørk taushed).
Håkon har en søn. Hans æt skal leve efter
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står
tronen nærmere end alle andre. Alt trives for Håkon.
Kanhænde han er den urette; men hans tro på sig
selv står fast som før; bispen vilde rygget den, men
fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud. Gud skær-
mer Håkon, han fik beholde styrkebeltet. Nu at
sige ham det? Nu at sværge på bispens udsagn?
Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig, hverken
Håkon eller de andre. Bispen vilde han troet i
dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham; men
det måtte ikke ske. Og så uryggelig som trygheden
sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos
mig; hvilket menneske på jorden kan luge den væk?
Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt, og
endda kan Håkon være den urette, mens jeg for-
spilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på højre
side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde så
ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og
hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo; men
det er bedre at sidde deroppe på kongssædet og
tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og
tvivle pa ham, som sidder deroppe. – Det må ende
mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes?
(rejser sig.) Almægtige, du, som har stelt det slig for
mig, du må tage skylden for det, som følger efter!
(går frem og tilbage, standser og tænker efter.) Det gælder at bryde
alle broer af, beholde én igen, og sejre eller falde
der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen;
det er nu på tredje året siden, og i al den tid har
jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge for
alle broerne. – (raskt.) Nu må jeg følge bispens råd;
nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo; jeg er
mandstærkere end Håkon dennegang; hvorfor da
ikke nytte overtaget, – det er så sjelden på min
side. (vaklende.) Men nu inat – straks –? Nej,
nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det igen,
overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke til
sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han!
(Gør nogle skridt bortover gulvet og standser pludselig ved vuggen.)
Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han drøm-
mer. (Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.) En slig,
som du, kan berge meget i en mands sjæl. Jeg har
ingen søn. (Bøjer sig ned over vuggen.) Han ligner Håkon. –
(Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde dronningen!
Bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses!
Dør Håkon før jeg, så løftes dette barn på kongs-
stolen; og jeg – jeg skal stå nedenfor og bøje mig
dybt og hilse ham som konge! (i stigende oprør.) Dette
barn, Håkons søn, skal sidde deroppe på det sæde,
som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal
stå for hans fodskammel, med hvide hår, krøget af
ælde, se al min livsgerning ligge ugjort, – dø uden
at have været konge! – Jeg er mandstærkere end
Håkon, – der blæser en storm ikveld, vinden står
udefter fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trøn-
derne kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon
vove, når hans barn var i min magt! Mine mænd
vil følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se,
om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverressøns –!
Han sover. Jeg kan ikke se det. (Ophold.) Søvn er
værn. Sov med fred, du lille kongs-emne! (Går over
til bordet.) Håkon skal dømme; engang til vil jeg tale
med ham.
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står
s. 109
tronen nærmere end alle andre. Alt trives for Håkon.
Kanhænde han er den urette; men hans tro på sig
selv står fast som før; bispen vilde rygget den, men
fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud. Gud skær-
mer Håkon, han fik beholde styrkebeltet. Nu at
sige ham det? Nu at sværge på bispens udsagn?
Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig, hverken
Håkon eller de andre. Bispen vilde han troet i
dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham; men
det måtte ikke ske. Og så uryggelig som trygheden
sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos
mig; hvilket menneske på jorden kan luge den væk?
Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt, og
endda kan Håkon være den urette, mens jeg for-
spilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på højre
side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde så
ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og
hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo; men
det er bedre at sidde deroppe på kongssædet og
tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og
tvivle pa ham, som sidder deroppe. – Det må ende
mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes?
(rejser sig.) Almægtige, du, som har stelt det slig for
mig, du må tage skylden for det, som følger efter!
(går frem og tilbage, standser og tænker efter.) Det gælder at bryde
alle broer af, beholde én igen, og sejre eller falde
der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen;
det er nu på tredje året siden, og i al den tid har
jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge for
alle broerne. – (raskt.) Nu må jeg følge bispens råd;
nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo; jeg er
mandstærkere end Håkon dennegang; hvorfor da
ikke nytte overtaget, – det er så sjelden på min
side. (vaklende.) Men nu inat – straks –? Nej,
nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det igen,
overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke til
s. 110
sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han!
(Gør nogle skridt bortover gulvet og standser pludselig ved vuggen.)
Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han drøm-
mer. (Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.) En slig,
som du, kan berge meget i en mands sjæl. Jeg har
ingen søn. (Bøjer sig ned over vuggen.) Han ligner Håkon. –
(Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde dronningen!
Bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses!
Dør Håkon før jeg, så løftes dette barn på kongs-
stolen; og jeg – jeg skal stå nedenfor og bøje mig
dybt og hilse ham som konge! (i stigende oprør.) Dette
barn, Håkons søn, skal sidde deroppe på det sæde,
som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal
stå for hans fodskammel, med hvide hår, krøget af
ælde, se al min livsgerning ligge ugjort, – dø uden
at have været konge! – Jeg er mandstærkere end
Håkon, – der blæser en storm ikveld, vinden står
udefter fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trøn-
derne kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon
vove, når hans barn var i min magt! Mine mænd
vil følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se,
om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverressøns –!
Han sover. Jeg kan ikke se det. (Ophold.) Søvn er
værn. Sov med fred, du lille kongs-emne! (Går over
til bordet.) Håkon skal dømme; engang til vil jeg tale
med ham.
Margrete
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
Bispen død! O, tro mig, al ufred dør med ham.
Håkon.
Gå tilsengs, Margrete; du kan være træt efter
rejsen.
rejsen.
s. 111
Margrete.
Ja, ja! (til hertugen:) Fader, vær mild og føjelig,
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
(Giver et vink i døren til venstre og går; et par piger flytter vuggen ind.)
Hertug Skule.
Kong Håkon, vi må ikke skilles som uvenner
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme en
rædselens tid over landet.
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme en
rædselens tid over landet.
Håkon.
Det har landet været vant til gennem slægter
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder,
som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså, –
alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædse-
lens tid komme fra nu?
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder,
som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså, –
alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædse-
lens tid komme fra nu?
Hertug Skule.
Håkon, jeg er ræd, den kunde komme fra mig!
Håkon.
Da jeg blev konge, gav jeg eder tredjedelen af
riget –
riget –
Hertug Skule.
I beholdt selv to tredjedele!
Håkon.
Altid tørstede I efter mere; jeg øgede eders
del; nu sidder I inde med det halve rige.
del; nu sidder I inde med det halve rige.
Hertug Skule.
Der mangler ti skibreder.
s. 112
Håkon.
Jeg gjorde eder til hertug; det har ingen mand
været i Norge før!
været i Norge før!
Hertug Skule.
Men I er konge! Der må ingen konge være
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg
må styre og råde selv!
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg
må styre og råde selv!
Håkon
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
Himlen skærme eders forstand, herre. Godnat!
(vil gå.)
Hertug Skule
(træder ivejen for ham).
(træder ivejen for ham).
I slipper ikke fra mig på slig vis! Vogt jer,
eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive
ved at være min overherre længer; vi to må dele!
eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive
ved at være min overherre længer; vi to må dele!
Håkon.
Det vover I at sige mig!
Hertug Skule.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I,
Håkon Håkonssøn.
Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Kanhænde det er eders agt –
Hertug Skule.
Hør mig! Husk bispens ord! Lad os dele; giv
mig de ti skibreder til; lad mig tage min del som
frit kongedømme, uden skat og udredsler til jer.
Norge har været delt i to riger før; – vi vil holde
usvigelig sammen –
mig de ti skibreder til; lad mig tage min del som
frit kongedømme, uden skat og udredsler til jer.
Norge har været delt i to riger før; – vi vil holde
usvigelig sammen –
s. 113
Håkon.
Hertug, I må være sjælesyg, at I kan kræve
sligt!
sligt!
Hertug Skule.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen helsebod
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
Håkon.
Hver træløs holme er en sten i den bygning,
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf rejste;
og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de
har føjet sammen? Aldrig!
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf rejste;
og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de
har føjet sammen? Aldrig!
Hertug Skule.
Nu, så lad os skiftes til om magten; lad os
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min tid
kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil være
konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til I vender
hjem, styre og lede alt til det bedste; – det tærer
og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon, hører I,
– tre år hver; lad os byttes til om kronen!
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min tid
kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil være
konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til I vender
hjem, styre og lede alt til det bedste; – det tærer
og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon, hører I,
– tre år hver; lad os byttes til om kronen!
Håkon.
Tror I, at min krone vil passe om eders tin-
dinger?
dinger?
Hertug Skule.
Ingen krone er for vid for mig!
Håkon.
Der skal Guds ret og Guds kald til at bære
kronen.
kronen.
Hertug Skule.
Og I tror så visst, at I har Guds ret?
s. 114
Håkon.
Det har jeg Guds dom for.
Hertug Skule.
Stol ikke så trygt på den. Havde bispen fået
tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får
vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to
kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med tunge
våben, på liv og død!
tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får
vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to
kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med tunge
våben, på liv og død!
Håkon.
Taler I alvor, herre?
Hertug Skule.
Jeg taler for min livsgerning og for min sjæls
frelse!
frelse!
Håkon.
Da er der lidet håb om frelse for eders sjæl.
Hertug Skule.
I vil ikke kæmpe med mig? I skal, I skal!
Håkon.
Forblindede mand! Jeg kan ikke andet end
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er
hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongsringen,
kåben med purpurbræm, retten til at sidde bænket
tre trin over gulvet; – usselt, usselt, – var det
at være konge, da kastede jeg kongedømmet i eders
hat, som jeg kaster en skærv til en tigger.
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er
hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongsringen,
kåben med purpurbræm, retten til at sidde bænket
tre trin over gulvet; – usselt, usselt, – var det
at være konge, da kastede jeg kongedømmet i eders
hat, som jeg kaster en skærv til en tigger.
s. 115
Hertug Skule.
I har kendt mig fra I var barn, og dømmer
mig slig!
mig slig!
Håkon.
I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og mod,
I er skabt til at stå kongen nærmest, men ikke til
at være konge selv.
I er skabt til at stå kongen nærmest, men ikke til
at være konge selv.
Hertug Skule.
Det vil vi prøve nu!
Håkon.
Nævn mig et eneste kongsværk, I har øvet, i
alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var
den modne mand, men landet hærgedes af oprørske
flokke; – fik I bugt med en eneste? Jeg var ung
og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, – se på mig –
alt faldt tilfode, da jeg blev konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbunger mere!
alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var
den modne mand, men landet hærgedes af oprørske
flokke; – fik I bugt med en eneste? Jeg var ung
og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, – se på mig –
alt faldt tilfode, da jeg blev konge; der er ingen
Bagler, ingen Ribbunger mere!
Hertug Skule.
Det skulde I mindst prale med; thi der er
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod krav,
landsdel mod landsdel, hvis kongen skal være den
mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten trænge til
ham eller frygte ham. Rydder I al ufred ud, så har
I med det samme taget magten fra eder selv.
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod krav,
landsdel mod landsdel, hvis kongen skal være den
mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten trænge til
ham eller frygte ham. Rydder I al ufred ud, så har
I med det samme taget magten fra eder selv.
Håkon.
Og I vil være konge, – I, som dømmer slig?
I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes
tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner den
ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således som
Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med en
kirke, som ikke har fået vigselen endnu? Væggene
højner sig med stærke støtter, loftshvælven spænder
sig vidt over, spiret peger opad, lig gran i skogen;
men livet, det bankende hjerte, den friske blodflom
går ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke
indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg vil
bringe vigselen! Norge var et rige, det skal blive
et folk. Trønder stod mod Vikværing, Agdeværing
mod Hørdalænding, Hålogalænding mod Sogndøl; alle
skal være ét herefter, og alle skal vide med sig selv
og skønne at de er ét! Det er hvervet, som Gud har
lagt på mine skuldre; det er gerningen, som skal
gøres af Norges konge nu. Den gerning, hertug,
den tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker
den ikke!
I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes
tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner den
ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således som
Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med en
kirke, som ikke har fået vigselen endnu? Væggene
s. 116
højner sig med stærke støtter, loftshvælven spænder
sig vidt over, spiret peger opad, lig gran i skogen;
men livet, det bankende hjerte, den friske blodflom
går ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke
indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg vil
bringe vigselen! Norge var et rige, det skal blive
et folk. Trønder stod mod Vikværing, Agdeværing
mod Hørdalænding, Hålogalænding mod Sogndøl; alle
skal være ét herefter, og alle skal vide med sig selv
og skønne at de er ét! Det er hvervet, som Gud har
lagt på mine skuldre; det er gerningen, som skal
gøres af Norges konge nu. Den gerning, hertug,
den tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker
den ikke!
Hertug Skule
(slagen).
(slagen).
Samle –? Samle til ét Trønder og Vikværing,
– alt Norge –? (vantro.) Det er ugørligt! Sligt
melder aldrig Norges saga om før!
– alt Norge –? (vantro.) Det er ugørligt! Sligt
melder aldrig Norges saga om før!
Håkon
For eder er det ugørligt; thi I kan kun gøre
den gamle saga om igen; men for mig er det let,
som det er let for falken at kløve skyerne.
den gamle saga om igen; men for mig er det let,
som det er let for falken at kløve skyerne.
Hertug Skule
(i urolig bevægelse).
(i urolig bevægelse).
Samle alt folket, – vække det, så det kender
sig at være ét! Hvor har I slig sælsom tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har den fra
djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i værk, så-
længe jeg har kræfter til at spænde stålhuen på
mit hoved!
sig at være ét! Hvor har I slig sælsom tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har den fra
djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i værk, så-
længe jeg har kræfter til at spænde stålhuen på
mit hoved!
Håkon.
Jeg har tanken fra Gud og slipper den ikke,
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden!
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden!
s. 117
Hertug Skule.
Så får hellig Olafs kongsring falde!
Håkon.
Hvem vil volde det?
Hertug Skule.
Jeg, om ingen anden.
Håkon.
I, Skule, I bliver uskadelig på thinget imorgen.
Hertug Skule.
Håkon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud på
den yderste rand af stupet!
den yderste rand af stupet!
Håkon
(peger mod døren).
(peger mod døren).
Gå, herre, – og lad det være glemt, at vi har
talt med hvasse tunger ikveld.
talt med hvasse tunger ikveld.
Hertug Skule
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
Vi kommer til at tale med hvassere tunger
næste gang. (går ud i baggrunden.)
næste gang. (går ud i baggrunden.)
Håkon
(efter et kort ophold):
(efter et kort ophold):
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke
komme. Han må, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde
hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke i
dette land, så er det evner, som Gud har givet
mændene til brug for mig; – det er for at tjene
mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse
mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe
hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, –
thi himlen har gjort så meget for mig.
komme. Han må, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde
hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke i
dette land, så er det evner, som Gud har givet
mændene til brug for mig; – det er for at tjene
mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse
mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe
hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, –
thi himlen har gjort så meget for mig.
s. 118
Dagfinn Bonde
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Herre, vær vagtsom inat; hertugen har visselig
ondt isinde.
ondt isinde.
Håkon.
Hvad siger du?
Dagfinn Bonde.
Hvad han pønser på, véd jeg ikke; men at der
er noget igære, er sikkert nok.
er noget igære, er sikkert nok.
Håkon.
Skulde han tænke på at overfalde os? Umuligt,
umuligt!
umuligt!
Dagfinn Bonde.
Nej, det er noget andet. Hans skibe ligger
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
Håkon.
Du tager fejl –! Gå, Dagfinn, og bring mig
sikkert bud.
sikkert bud.
Dagfinn Bonde.
Ja, ja; I kan lide på mig. (går.)
Håkon.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke
lov til det, – Gud, som har gjort det så vidunderlig
godt for mig hidtil. Nu må jeg have fred, nu skal
jeg jo til at begynde! – Jeg har virket så lidet
endnu; men jeg hører Herrens usvigelige røst råbe i
mig: du skal fremme et stort kongsværk i Norge.
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke
lov til det, – Gud, som har gjort det så vidunderlig
godt for mig hidtil. Nu må jeg have fred, nu skal
jeg jo til at begynde! – Jeg har virket så lidet
endnu; men jeg hører Herrens usvigelige røst råbe i
mig: du skal fremme et stort kongsværk i Norge.
Gregorius Jonssøn
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Min herre og konge!
s. 119
Håkon.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?
Gregorius Jonssøn.
Jeg byder mig frem som eders håndgangne
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg
ikke følge ham længer,
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg
ikke følge ham længer,
Håkon.
Hvad er der hændt?
Gregorius Jonssøn.
Det, som ingen mand vil tro, når rygtet bærer
det ud over landet.
det ud over landet.
Håkon.
Tal, tal!
Gregorius Jonssøn.
Jeg ræddes for at høre lyden af mine egne ord;
– vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
– vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
Håkon
(farer tilbage med et skrig).
(farer tilbage med et skrig).
Ha, I er fra sans og samling!
Gregorius Jonssøn.
Gud give jeg var det.
Håkon.
Uhørt! det kan ikke være så!
Gregorius Jonssøn.
Ved Kristi dyre blod, det er så!
Håkon.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
s. 120
Håkon
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til
Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned,
går atter til døren, banker og råber):
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til
Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned,
går atter til døren, banker og råber):
Margrete! (vedbliver at gå frem og tilbage.)
Margrete
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snøre-
kåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snøre-
kåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
Håkon! Er det dig?
Håkon.
Ja, ja; du må komme herud.
Margrete.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var alt
gået tilsengs.
gået tilsengs.
Håkon.
Andet har jeg nu at tænke på.
Margrete.
Hvad er der hændt?
Håkon.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den
værste af alle tidender.
værste af alle tidender.
Margrete
(angst).
(angst).
Hvilken tidende, Håkon?
Håkon.
At der er to konger i Norge nu.
Margrete.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min
fader?
fader?
s. 121
Håkon.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han til
Nidaros for at lade sig krone.
Nidaros for at lade sig krone.
Margrete.
O, Gud, du almægtigste –! (synker ned på bænken,
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
Håkon.
To konger i landet!
Margrete.
Min husbond den ene, – og min fader den
anden!
anden!
Håkon
(går uroligt frem og tilbage).
(går uroligt frem og tilbage).
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg gå
over Oplandene, komme først til Trøndelagen og
hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for ringe
stridsmagt samlet; der nordpå er han mægtigere end
jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg få hertugen
dræbt, før han kommer til Nidaros?
over Oplandene, komme først til Trøndelagen og
hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for ringe
stridsmagt samlet; der nordpå er han mægtigere end
jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg få hertugen
dræbt, før han kommer til Nidaros?
Margrete
(bønligt, med foldede hænder).
(bønligt, med foldede hænder).
Håkon, Håkon!
Håkon.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at få
hertugen dræbt, siger jeg!
hertugen dræbt, siger jeg!
Margrete
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
O, glemmer du da så rent, at han er min fader!
Håkon.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte
jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette.
(går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre
end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor
slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt!
(det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem
banker derude så sent på kvelden?
jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
9
s. 122
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette.
(går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre
end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor
slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt!
(det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem
banker derude så sent på kvelden?
Ingas stemme
(udenfor).
(udenfor).
En som fryser, Håkon!
Håkon
(med et skrig).
(med et skrig).
Min moder!
Margrete
(springer op).
(springer op).
Inga!
Håkon
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
Min moder! Siddende som en hund udenfor
sin søns dør! Og jeg spørger, hvi Gud slår mig!
sin søns dør! Og jeg spørger, hvi Gud slår mig!
Inga
(strækker armene mod ham).
(strækker armene mod ham).
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig!
Håkon
(løfter hende op).
(løfter hende op).
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!
Inga.
Må jeg komme ind til dig?
Håkon.
Vi skal aldrig skilles mere.
s. 123
Inga.
Min søn – min konge, – o, hvor du er god
og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du gik
fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg kunde
ikke skilles fra dig på slig vis!
og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du gik
fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg kunde
ikke skilles fra dig på slig vis!
Håkon.
Gud være takket for det. Du var visselig den
bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit hjerte for eder to, som er så rige på kærlighed.
bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit hjerte for eder to, som er så rige på kærlighed.
Margrete
(kaster sig om hans hals).
(kaster sig om hans hals).
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg dig
da nu nær?
da nu nær?
Håkon.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig kloge
råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke
i mig!
råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke
i mig!
Dagfinn Bonde
(kommer ilsomt fra baggrunden).
(kommer ilsomt fra baggrunden).
Herre, herre! Nu er det værste hændt!
Håkon
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
Jeg véd det; men det har ingen nød, gamle
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der
kun én i himlen, – og han grejder det nok!
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der
kun én i himlen, – og han grejder det nok!
Teppet falder.
9*
FJERDE AKT.
(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin hird og
sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor Skule sidder
rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverdsbordet,
hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod bag-
grunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte. Endel
ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen aften;
hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er meget
lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i munden
på hverandre.)
sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor Skule sidder
rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverdsbordet,
hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod bag-
grunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte. Endel
ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen aften;
hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er meget
lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i munden
på hverandre.)
Pål Flida
(rejser sig og slår til lyd).
(rejser sig og slår til lyd).
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit kvad
til ære for kong Skule.
til ære for kong Skule.
Jatgejr
(står frem midt på gulvet).
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.
s. 125
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.
Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.
Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.
De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang.
for de lå og var isende kolde. –
Ingen véd, hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Skules mænd
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret,
slår på sine våben og gentager):
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret,
slår på sine våben og gentager):
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Kong Skule.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som jeg
bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså
fuldt som mig selv.
bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså
fuldt som mig selv.
Jatgejr.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises.
s. 126
Kong Skule.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde
om mig.
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde
om mig.
Jatgejr.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres
kvad om alle eders gerninger.
kvad om alle eders gerninger.
Kong Skule.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon;
skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk,
sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til
hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig.
skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk,
sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til
hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig.
Jatgejr
(sætter sig).
(sætter sig).
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte
eder højlig på, herre.
eder højlig på, herre.
Kong Skule.
Hvilket?
Jatgejr.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan kvæde om.
Mange blandt mændene
(under latter og bifald).
(under latter og bifald).
Vel talt, Islænding!
Pål Flida
(til Jatgejr).
(til Jatgejr).
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo være
i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
Jatgejr.
Løgn, herre stallare?
s. 127
Pål Flida.
Ja; du siger, at ingen véd, hvor kong Håkon
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
Kong Skule
(smilende).
(smilende).
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og givet
det kongsnavn.
det kongsnavn.
Jatgejr.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at nogen
mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
Kong Skule.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer.
Bård Bratte.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters fra
Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
Jatgejr.
Det går i ring med Birkebejnerne; de begyndte
med sult og frost; nu ender de på samme vis.
med sult og frost; nu ender de på samme vis.
Pål Flida.
I Bergen går det rygte, at Håkon har forsaget
kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke
messe nytårsdag.
kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke
messe nytårsdag.
Bård Bratte.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod hele
dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker, –
andet havde han ikke at lønne hirden med.
dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker, –
andet havde han ikke at lønne hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)
s. 128
Kong Skule
(løfter sit krus).
(løfter sit krus).
Nu drikker jeg dig til. Bård Bratte, og takker
dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for
mig ved Låka, og har stor del i sejren.
dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for
mig ved Låka, og har stor del i sejren.
Bård Bratte.
Det var første gang jeg stred under eder, herre;
men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig
høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt;
nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os
igen, er jeg ræd for.
men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig
høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt;
nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os
igen, er jeg ræd for.
Kong Skule.
Vent til våren kommer, så møder vi dem nok.
Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede
på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede
på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Bård Bratte.
Det vover de ikke, efter det store mandefald
ved Låka.
ved Låka.
Kong Skule.
Så lokker vi dem ud med list.
Mange stemmer.
Ja, ja, – gør det, herre!
Bård Bratte.
List har I god råd på, kong Skule. Eders
fiender véd aldrig af det, før I er over dem, og altid
er I der, hvor en mindst skulde vente det.
fiender véd aldrig af det, før I er over dem, og altid
er I der, hvor en mindst skulde vente det.
s. 129
Pål Flida.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vår-
bælger.
bælger.
Kong Skule.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg
nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne
sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige
varger.
nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne
sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige
varger.
Bård Bratte.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det blir
en jagt hele landet rundt.
en jagt hele landet rundt.
Kong Skule.
Det skal det også. Først renser vi Viken, og
lægger landet under os her øster, så samler vi skibe,
går rundt næsset og hele leden opover til Nidaros.
lægger landet under os her øster, så samler vi skibe,
går rundt næsset og hele leden opover til Nidaros.
Bård Bratte.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros, tænker
jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte hellig Olafs
skrin ud på thingvolden, som de gjorde i høst, da
I blev hyldet.
jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte hellig Olafs
skrin ud på thingvolden, som de gjorde i høst, da
I blev hyldet.
Kong Skule.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn
lovligt i alle måder.
lovligt i alle måder.
Jatgejr.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort drapa, når
I får dræbt den sovende mand!
I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)
Kong Skule.
Den sovende mand?
s. 130
Jatgejr.
Véd I ikke, herre, at kong Håkon kaldes «Håkon
søvn», fordi han sidder ligesom lamslået, siden I fik
magten.
søvn», fordi han sidder ligesom lamslået, siden I fik
magten.
Bård Bratte.
Han ligger med lukkede øjne, siges der. Han
drømmer vel, at han er konge endnu.
drømmer vel, at han er konge endnu.
Kong Skule.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig
til kongedømmet.
til kongedømmet.
Jatgejr.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme, så
får jeg stof til et kvad.
får jeg stof til et kvad.
Mændene.
Ja, ja, gør som skalden siger!
Kong Skule.
Når så mange gode mænd råder ens, må rådet
være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu.
Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd
skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv
og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand
skal tage den værdighed, som han lægger ned. Den,
som dræber en lendermand, skal selv blive lender-
mand; den, som dræber en sysselmand, skal gives
syssel efter den dræbte; og alle de, som sidder inde
med slige værdigheder og embeder før, skal lønnes
på anden kongelig vis.
være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu.
Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd
skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv
og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand
skal tage den værdighed, som han lægger ned. Den,
som dræber en lendermand, skal selv blive lender-
mand; den, som dræber en sysselmand, skal gives
syssel efter den dræbte; og alle de, som sidder inde
med slige værdigheder og embeder før, skal lønnes
på anden kongelig vis.
Mændene
(springer op i vild glæde).
(springer op i vild glæde).
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birkebejnerne!
s. 131
Bård Bratte.
Nu er I sikker på sejren i alle slag!
Pål Flida.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer
et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
Bård Bratte.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den
bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug
og stik.
bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug
og stik.
Jatgejr.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre; du
skal få fem mærker guld i bytte.
skal få fem mærker guld i bytte.
Bård Bratte.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald?
Jatgejr.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når vi
kommer nordpå.
kommer nordpå.
Mændene
(i munden på hverandre):
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)
Pål Flida.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I er
i kongens hal.
i kongens hal.
Mændene.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule!
Kong Skule.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet længe
ved drikkebordet inat.
ved drikkebordet inat.
s. 132
En hirdmand
(idet flokken holder på at gå).
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes gods.
En anden.
Lad heller tilfældet råde!
Nogle.
Nej, nej!
Andre.
Jo, jo!
Bård Bratte.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen.
Pål Flida.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)
Kong Skule
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han
synker ned på en af bænkene).
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han
synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten
og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg
kan tale med om det, der gnager mig så sårt. (Rejser
sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka! At
jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig;
Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, –
og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret
over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen,
men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne
satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, så-
langt benene vilde bære dem. Det utrolige skede;
Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel
i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså
ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter?
Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret?
(vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor
skulde ikke retten være på min side? Er det ikke
ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden
han lod mig sejre? (grublende.) Muligheden er lige; –
ikke en fjær mere på den ene side, end på den
anden, og dog – (ryster på hovedet.) dog tynger vægten
for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i
min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer
tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er
det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge.
Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres
med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk
af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage
troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er
der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden?
At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev
uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da
Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den
sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han,
da jeg mindst troede på ham. (sætter sig ned på højre side.)
Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og
svinder som et blålys; det danser mig på tunge-
spidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke
kan finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg det!
Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – «Norge var et
rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og
alle skal vide med sig selv, at de er ét!» Siden
Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for
mig som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og
hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse sæl-
somme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken
til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon
til såmand?
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten
og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg
kan tale med om det, der gnager mig så sårt. (Rejser
sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka! At
jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig;
Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, –
og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret
over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen,
men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne
satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, så-
langt benene vilde bære dem. Det utrolige skede;
Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel
s. 133
i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså
ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter?
Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret?
(vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor
skulde ikke retten være på min side? Er det ikke
ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden
han lod mig sejre? (grublende.) Muligheden er lige; –
ikke en fjær mere på den ene side, end på den
anden, og dog – (ryster på hovedet.) dog tynger vægten
for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i
min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer
tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er
det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge.
Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres
med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk
af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage
troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er
der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden?
At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev
uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da
Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den
sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han,
da jeg mindst troede på ham. (sætter sig ned på højre side.)
Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og
svinder som et blålys; det danser mig på tunge-
spidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke
kan finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg det!
Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – «Norge var et
rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og
alle skal vide med sig selv, at de er ét!» Siden
Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for
mig som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og
hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse sæl-
somme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken
til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon
til såmand?
s. 134
Pål Flida
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde.
Kong Skule.
Nyt?
Pål Flida.
En mand, som kommer nedenfra fjorden, for-
tæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe
på vandet, og at der har stævnet mange mænd sam-
men til byen i de sidste dage.
tæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe
på vandet, og at der har stævnet mange mænd sam-
men til byen i de sidste dage.
Kong Skule.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så.
Pål Flida.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte
på at møde os først.
på at møde os først.
Kong Skule.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mand-
skab heller.
skab heller.
Pål Flida.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab
og skibe rundt om i Viken.
og skibe rundt om i Viken.
Kong Skule.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom
ved Låka.
ved Låka.
Pål Flida.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne
to gange itræk.
to gange itræk.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke det?
s. 135
Pål Flida.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er hændt
før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til
Hovedø?
før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til
Hovedø?
Kong Skule.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til.
Pål Flida.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. By-
mændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne,
så gør de fælles sag med dem.
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. By-
mændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne,
så gør de fælles sag med dem.
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg
kunde få Vikværingerne på min side?
kunde få Vikværingerne på min side?
Pål Flida
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke?
Pål Flida.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side.
Kong Skule.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have!
Pål Flida.
Nej, herre, det er ikke gørligt.
Kong Skule.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor – hvor-
for ikke?
for ikke?
s. 136
Pål Flida.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og
fordi det altid har været slig.
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og
fordi det altid har været slig.
Kong Skule.
Ja, ja, – du har ret. Gå.
Pål Flida.
Og jeg skal ingen spejdere sende?
Kong Skule.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga melder
ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål
Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der
da trappetrin både over og under? Højner Håkon
sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over
Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de
ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med
Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert
næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal
der kun være én. Han kastede den gamle saga
overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende
frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds
kaldelse fra en anden, således som han kan tage
våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongs-
emne tage kongsgerningen på sig, således som han
kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibs-
tømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet,
jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende
opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide,
bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt,
langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede ege-
stamme, din plads er under kølen; der skal du ligge
og gøre nytte; stilt og usét af hvert øje oppe i
dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at
kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bug-
nende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det
ukendte, mod de fremmede strande og mod den
vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store
kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden,
end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den
til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for.
(tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke
kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?
ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål
Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der
da trappetrin både over og under? Højner Håkon
sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over
Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de
ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med
Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert
næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal
der kun være én. Han kastede den gamle saga
overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende
frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds
kaldelse fra en anden, således som han kan tage
våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongs-
emne tage kongsgerningen på sig, således som han
kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibs-
tømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet,
jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende
opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide,
bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt,
langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede ege-
stamme, din plads er under kølen; der skal du ligge
og gøre nytte; stilt og usét af hvert øje oppe i
dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at
s. 137
kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bug-
nende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det
ukendte, mod de fremmede strande og mod den
vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store
kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden,
end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den
til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for.
(tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke
kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?
Jatgejr
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer –
Kong Skule.
Godt at du kommer, skald!
Jatgejr.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget
om at –
om at –
Kong Skule.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har
faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid
set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot
have det kær, – det mener jeg ikke; men elske
det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed?
faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid
set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot
have det kær, – det mener jeg ikke; men elske
det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed?
Jatgejr.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne
børn at elske.
børn at elske.
Kong Skule.
Kun de kvinder –?
Jatgejr.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
10
s. 138
Kong Skule.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres
børn med al sin hedeste kærlighed?
børn med al sin hedeste kærlighed?
Jatgejr.
Det hænder ofte.
Kong Skule.
Og hænder det ikke også stundom, at slig ufrugt-
bar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv
intet har?
bar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv
intet har?
Jatgejr.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det.
Kong Skule.
Klogt?
Jatgejr.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis
barn hun dræber.
barn hun dræber.
Kong Skule.
Tror du, at sorgens gave er så meget god?
Jatgejr.
Ja, herre.
Kong Skule
(ser visst på ham).
(ser visst på ham).
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding. Sidder
du mellem hirden i lystigt lag, så drager du kappe
og kofte over hver din tanke; er en ene med dig,
ligner du stundom dem, en får lyst til at vælge sin
ven iblandt. Hvoraf kommer det?
du mellem hirden i lystigt lag, så drager du kappe
og kofte over hver din tanke; er en ene med dig,
ligner du stundom dem, en får lyst til at vælge sin
ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Jatgejr.
Når I går til svømning i elven, herre, så klæder
I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi; men I
søger jer et lønligt skjul.
I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi; men I
søger jer et lønligt skjul.
s. 139
Kong Skule.
Forstår sig.
Jatgejr.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg mig
ikke af, når der er så mange i hallen.
ikke af, når der er så mange i hallen.
Kong Skule.
Hm. (Kort ophold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes gik
det til, at du blev skald? Hvem lærte du skald-
skabet af?
det til, at du blev skald? Hvem lærte du skald-
skabet af?
Jatgejr.
Skaldskab læres ikke, herre.
Kong Skule.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?
Jatgejr.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald.
Kong Skule.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger?
Jatgejr.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre, som
trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
Kong Skule.
Tvivlen også?
Jatgejr.
Ja; men da må den tvivlende være stærk og frisk.
Kong Skule.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler.
Jatgejr.
Den, som tvivler på sin egen tvivl.
10*
s. 140
Kong Skule
(langsomt).
(langsomt).
Det tykkes mig at være døden.
Jatgejr.
Det er værre; det er tusmørket.
Kong Skule
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle,
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde mig,
da du kom?
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde mig,
da du kom?
Jatgejr.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i herberget.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hånligt
og spørger, om vi véd så visst, at kong Håkon er
vesterpå; der er noget de glæder sig over.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hånligt
og spørger, om vi véd så visst, at kong Håkon er
vesterpå; der er noget de glæder sig over.
Kong Skule.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig
imod.
imod.
Jatgejr.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin ikke
kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev hyldet;
de siger, det er et ondt varsel.
kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev hyldet;
de siger, det er et ondt varsel.
Kong Skule.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal skrinet
ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så skal
rive Olafskirken i grus og vide thingvolden ud over
den tomt, den stod på!
ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så skal
rive Olafskirken i grus og vide thingvolden ud over
den tomt, den stod på!
Jatgejr.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
s. 141
Kong Skule.
Sidder du inde med mange udigtede kvad, Jatgejr?
Jatgejr.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et
efter et, får liv og så fødes de.
efter et, får liv og så fødes de.
Kong Skule.
Og hvis jeg, som er konge og har magten, hvis
jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt skalde-
tanke, du bærer på, dø med dig?
jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt skalde-
tanke, du bærer på, dø med dig?
Jatgejr.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager
tanke.
tanke.
Kong Skule.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg
spørger om det er gørligt!
spørger om det er gørligt!
Jatgejr.
Jeg véd ikke.
Kong Skule.
Har du aldrig havt en anden skald til ven, og
har han aldrig skildret for dig et stort og herligt
kvad, som han vilde digte?
har han aldrig skildret for dig et stort og herligt
kvad, som han vilde digte?
Jatgejr.
Jo, herre.
Kong Skule.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe ham,
for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
Jatgejr.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne børn;
jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
s. 142
Kong Skule
(efter et ophold).
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds
dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som
en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons konge-
lige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste
kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det
vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at
det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort
i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan
jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig
sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni
mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen! (går
til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongsgården?
dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som
en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons konge-
lige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste
kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det
vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at
det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort
i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan
jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig
sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni
mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen! (går
til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongsgården?
En hirdmand
(udenfor).
(udenfor).
Nej, herre, han står i forhallen og taler med
vagten.
vagten.
Kong Skule.
Så sig, han skal komme ind! (går nedover til bordet;
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige tanker, som holder mig
vågen, ser du.
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige tanker, som holder mig
vågen, ser du.
Jatgejr.
Det er med kongens tanker som med skaldens,
kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
Kong Skule.
Er det så med skaldens også?
Jatgejr.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
s. 143
Kong Skule.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr?
Jatgejr.
Den, jeg elskede.
Kong Skule.
Hun døde da?
Jatgejr.
Nej, hun sveg mig.
Kong Skule.
Og så blev du skald?
Jatgejr.
Ja, så blev jeg skald.
Kong Skule
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Hvad gave trænger jeg for at blive konge?
Jatgejr.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så.
Kong Skule.
Hvad gave trænger jeg?
Jatgejr.
Herre, I er jo konge.
Kong Skule.
Tror du til hver en tid så visst, at du er
skald?
skald?
Jatgejr
(ser en stund taus på ham og spørger):
(ser en stund taus på ham og spørger):
Har I aldrig elsket?
s. 144
Kong Skule.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde.
Jatgejr.
I har en hustru.
Kong Skule.
Hende tog jeg til at føde mig sønner.
Jatgejr.
Men I har en datter, herre, – en mild og herlig
datter.
datter.
Kong Skule.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke dig,
hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må have
nogen om mig, som lyder mig uden vilje selv, –
som tror usvigelig på mig, som vil holde sig inderst
til mig i godt og ondt, som kun lever for at lyse
og varme over mit liv, som må dø, om jeg falder.
Giv mig et råd, Jatgejr skald!
hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må have
nogen om mig, som lyder mig uden vilje selv, –
som tror usvigelig på mig, som vil holde sig inderst
til mig i godt og ondt, som kun lever for at lyse
og varme over mit liv, som må dø, om jeg falder.
Giv mig et råd, Jatgejr skald!
Jatgejr.
Køb eder en hund, herre.
Kong Skule.
Skulde ikke et menneske strække til?
Jatgejr.
Sligt menneske måtte I lede længe efter.
Kong Skule
(pludseligt).
(pludseligt).
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du
være mig en søn! Du skal få Norges krone i arv,
– du skal få land og rige, hvis du vil være mig
en søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
være mig en søn! Du skal få Norges krone i arv,
– du skal få land og rige, hvis du vil være mig
en søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
s. 145
Jatgejr.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg
ikke hyklede –?
ikke hyklede –?
Kong Skule.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil
jeg tro dig!
jeg tro dig!
Jatgejr.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt.
Kong Skule.
Tænk dig om! Det er mere at være konge end
at være skald!
at være skald!
Jatgejr.
Ikke altid.
Kong Skule.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre!
Jatgejr.
Udigtede kvad er stedse de fagreste.
Kong Skule.
Men jeg må – jeg må have et menneske,
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, så er jeg frelst!
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler
det, – har jeg det, så er jeg frelst!
Jatgejr.
Tro på eder selv, da er I frelst!
Pål Flida
(kommer ilsomt).
(kommer ilsomt).
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
s. 146
Kong Skule.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.
Jatgejr.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald inat,
skal jeg gladelig være den første, som falder for
eder!
skal jeg gladelig være den første, som falder for
eder!
Kong Skule.
Du, som ikke vilde leve for mig.
Jatgejr.
En mand kan falde for en andens livsværk;
men skal han blive ved at leve, så må han leve for
sit eget. (Går.)
men skal han blive ved at leve, så må han leve for
sit eget. (Går.)
Pål Flida
(utålmodig).
(utålmodig).
Hvad byder I, at der skal gøres, herre? Birke-
bejnerne kan være i Oslo inden en time!
bejnerne kan være i Oslo inden en time!
Kong Skule.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige
Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen
sorgfuld og angrende sjæl.
Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen
sorgfuld og angrende sjæl.
Pål Flida
(stærkere).
(stærkere).
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over
os, siger jeg!
os, siger jeg!
Kong Skule.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty derind
og få grid.
og få grid.
Pål Flida.
I kan slå alle eders fiender med ét slag, og så
vil I ty ind i kirkerne!
vil I ty ind i kirkerne!
s. 147
Kong Skule.
Ja, ja, hold alle kirker åbne.
Pål Flida.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når det
gælder Vårbælgerne.
gælder Vårbælgerne.
Kong Skule.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
Pål Flida
(med dyb og smertelig vrede).
(med dyb og smertelig vrede).
Den, som hørte jer tale nu, han måtte spørge:
hvem er konge i dette land?
hvem er konge i dette land?
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål:
hvem er konge i dette land?
hvem er konge i dette land?
Pål Flida
(bønligt).
(bønligt).
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle for
eder.
eder.
Kong Skule.
Ja, ja, gør så.
Pål Flida
(gående).
(gående).
Først vil jeg bryde alle broer af.
Kong Skule.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer af!
Véd du, hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; –
vogt dig for sligt!
Véd du, hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; –
vogt dig for sligt!
s. 148
Pål Flida.
Hvad vil I da, herre?
Kong Skule.
Jeg vil tale med Håkon.
Pål Flida.
Han vil svare jer med sværdets tunge!
Kong Skule.
Gå, gå; – du skal få min vilje at vide siden.
Pål Flida.
Hvert øjeblik er dyrt nu! (griber hans hånd.) Kong
Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger
og lide på himlen!
Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger
og lide på himlen!
Kong Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide på
himlen heller.
himlen heller.
Pål Flida.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede
arme råder jeg over; men ikke over ét kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
arme råder jeg over; men ikke over ét kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
Bård Bratte
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Der står langfarende folk ude, som beder at få
tale med eder, herre.
tale med eder, herre.
s. 149
Kong Skule.
Hvem er det?
Bård Bratte.
En kvinde og en prest.
Kong Skule.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter kommer
en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som
skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)
en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som
skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)
Kong Skule.
Hvem er du?
Kvinden.
En, som du har elsket.
Kong Skule
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er
du, spørger jeg?
du, spørger jeg?
Kvinden.
En, som elsker dig.
Kong Skule.
Da er du visselig en af de døde.
Kvinden
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
Skule Bårdssøn!
Kong Skule
(rejser sig med et skrig).
(rejser sig med et skrig).
Ingebjørg!
Ingebjørg.
Kender du mig nu, Skule?
s. 150
Kong Skule.
Ingebjørg, – Ingebjørg!
Ingebjørg.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe på
dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde mand!
dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde mand!
Kong Skule.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne, der
engang var så klare og blå, som himlen.
engang var så klare og blå, som himlen.
Ingebjørg.
De øjne har været en regntung himmel i tyve
år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig
se dem mere.
år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig
se dem mere.
Kong Skule.
Men din røst er frisk og blød og ung, som
dengang!
dengang!
Ingebjørg.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn,
til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til
at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som
har elsket i brøde.
til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til
at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som
har elsket i brøde.
Kong Skule.
Det har du gjort?
Ingebjørg.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlig-
hedens ord om dig; – derfor har min røst holdt
sig frisk og blød og ung.
hedens ord om dig; – derfor har min røst holdt
sig frisk og blød og ung.
Kong Skule.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
s. 151
Ingebjørg.
Det var din ret.
Kong Skule.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, trofaste
kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed og samlet
og gemt!
kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed og samlet
og gemt!
Ingebjørg.
Det var min lykke.
Kong Skule.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og rig-
dom! Havde du stået som hustru ved min side,
skulde det faldet mig lettere at blive konge.
dom! Havde du stået som hustru ved min side,
skulde det faldet mig lettere at blive konge.
Ingebjørg.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et
sind, som mit, trængte til en stor brøde, for at
vækkes til anger og bod.
sind, som mit, trængte til en stor brøde, for at
vækkes til anger og bod.
Kong Skule.
Og nu kommer du –?
Ingebjørg.
Som Andres Skjaldarbands enke.
Kong Skule.
Din husbond er død?
Ingebjørg.
På vejen fra Jerusalem.
Kong Skule.
Så har han gjort bod for Vegards drab.
Ingebjørg.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog korset.
s. 152
Kong Skule.
Ikke derfor?
Ingebjørg.
Nej; det var min brøde, han tog på sine stærke,
kærlige skuldre; den var det han gik for at tvætte
i Jordans flod; den var det han blødte for.
kærlige skuldre; den var det han gik for at tvætte
i Jordans flod; den var det han blødte for.
Kong Skule
(sagte).
(sagte).
Han har vidst alt?
Ingebjørg.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har vidst
det; thi for ham skriftede jeg; og der var en til,
som havde fået det at vide, men på hvilken måde,
er gådefuldt for mig.
det; thi for ham skriftede jeg; og der var en til,
som havde fået det at vide, men på hvilken måde,
er gådefuldt for mig.
Kong Skule.
Hvem?
Ingebjørg.
Vegard Væradal.
Kong Skule.
Vegard!
Ingebjørg.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på min
husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sværd og
dræbte ham på stedet.
husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sværd og
dræbte ham på stedet.
Kong Skule.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. –
Og hvorfor søger du mig nu?
Og hvorfor søger du mig nu?
Ingebjørg.
For at ofre dig det sidste.
s. 153
Kong Skule.
Hvad mener du?
Ingebjørg
(peger mod presten, der står ved døren).
(peger mod presten, der står ved døren).
Se ham! – Peter, min søn, kom!
Kong Skule.
Din søn –!
Ingebjørg.
Og din, kong Skule!
Kong Skule
(halvt forvildet).
(halvt forvildet).
Ingebjørg!
Peter
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
Ingebjørg.
Tag ham! Han har været mit livs lys og trøst
i tyve år; – nu er du Norges konge; kongssønnen
må komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham
længer.
i tyve år; – nu er du Norges konge; kongssønnen
må komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham
længer.
Kong Skule
(løfter ham op i stormende glæde).
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på
ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en
søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod! (går
over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver mig
ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igen? Du
giver mig ham jo?
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på
ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en
søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod! (går
over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver mig
ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igen? Du
giver mig ham jo?
Ingebjørg.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham
til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands
død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på
mig, som bod for al min brøde.
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
11
s. 154
til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands
død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på
mig, som bod for al min brøde.
Kong Skule.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er han
min alene; ikke så, min alene?
min alene; ikke så, min alene?
Ingebjørg.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig.
Kong Skule.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil!
Ingebjørg.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver ham
i dine hænder. Det er en farefuld vej, den, som
bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade
på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit
barn tage skade på sin sjæl!
i dine hænder. Det er en farefuld vej, den, som
bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade
på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit
barn tage skade på sin sjæl!
Kong Skule.
Det lover og sværger jeg dig!
Ingebjørg
(griber hans arm).
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider skade
på sin sjæl, så lad ham heller dø!
på sin sjæl, så lad ham heller dø!
Kong Skule.
Heller dø! Det lover og sværger jeg!
Ingebjørg.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland.
Kong Skule.
Ja, du kan trøstig fare.
s. 155
Ingebjørg.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren
og skyldfri til sin moder!
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren
og skyldfri til sin moder!
Kong Skule.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se
på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er
den, jeg har længtes så sårt efter.
på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er
den, jeg har længtes så sårt efter.
Peter.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig
leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og
lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd
dog, at jeg strider for det rette!
leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og
lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd
dog, at jeg strider for det rette!
Kong Skule
(med et skrig af glæde).
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig!
Peter.
Uryggeligt!
Kong Skule.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør,
du skal kaste prestekappen! erkebispen skal løse dig
fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå
ustandselig frem til magt og hæder.
du skal kaste prestekappen! erkebispen skal løse dig
fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå
ustandselig frem til magt og hæder.
Peter.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen vil
vi gå!
vi gå!
Kong Skule
(trykker ham ind til sig).
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene!
11*
s. 156
Ingebjørg
(for sig selv).
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min
saga.
saga.
(Går stille ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding
og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være
som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil
tage vækst!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding
og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være
som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil
tage vækst!
Peter.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –!
Kong Skule.
Fatter du den?
Peter.
Ja – ja! – Klart –!
Kong Skule.
Og tror du på den?
Peter.
Ja, ja; thi jeg tror på dig!
Kong Skule
(vildt).
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde!
Peter.
Når du vil det, så er det ret, at han falder.
Kong Skule.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe.
s. 157
Peter.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for
din sag.
din sag.
Kong Skule.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om
panden, med purpurkåben flømmende vid over dine
skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig –
(lurtoner høres langt borte). Ha! hvad er det! (med et skrig.)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om
panden, med purpurkåben flømmende vid over dine
skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig –
(lurtoner høres langt borte). Ha! hvad er det! (med et skrig.)
Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
Pål Flida
(kommer ind og råber):
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule!
Kong Skule
(forvildet).
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de?
Pål Flida.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg.
Kong Skule.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor
skal vi møde dem?
skal vi møde dem?
Pål Flida.
Alle kirker står åbne for os.
Kong Skule.
Birkebejnerne, spørger jeg –!
Pål Flida.
For dem står alle broer åbne.
s. 158
Kong Skule.
Usalige mand, hvad har du gjort!
Pål Flida.
Lystret min konge.
Kong Skule.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt
dit kongerige!
dit kongerige!
Peter.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør ikke!
Kong Skule.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere.) Til hest; til
våben! Det gælder mere end mænds liv og død
her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
våben! Det gælder mere end mænds liv og død
her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
En gade i Oslo.
(Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards
kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden
af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat;
lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til
højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)
kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden
af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat;
lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til
højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)
Kong Skules lursvend
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i
næste gade.)
En kvinde
(kommer ud i en husdør til højre).
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
s. 159
En bymand
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for
alle sine ugerninger.
alle sine ugerninger.
En af Skules mænd
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind
fra en sidegade til venstre).
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind
fra en sidegade til venstre).
Hvor er Birkebejnerne?
En anden af Skules mænd
(fra et hus til højre).
(fra et hus til højre).
Jeg véd ikke!
Første.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejte-
broen.
broen.
Anden.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)
Første bymand.
Hej, grande, hvor kommer I fra?
Anden bymand.
Nede fra Loelven; der går det stygt til.
Kvinden.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birke-
bejnerne, eller hvem er det?
bejnerne, eller hvem er det?
Anden bymand.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er
med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv
gik han iland med sine bedste mænd ude ved Eke-
bergstøen.
med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv
gik han iland med sine bedste mænd ude ved Eke-
bergstøen.
s. 160
Første bymand.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka!
Anden bymand.
Ja, det kan I lide på!
Første bymand.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)
En af mændene.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birke-
bejnerne, slig som de farer frem inat!
bejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)
Anden bymand
(ser ud til højre).
(ser ud til højre).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det
må være kong Håkons.
må være kong Håkons.
Første bymand.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)
En af flokken.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)
Flere Vårbælger.
Der er stængt; der er stængt!
Den første.
Opover til Martestokke da!
En anden.
Hvor er kong Skule?
s. 161
Den første.
Jeg véd ikke. Afsted, der ser jeg Birkebej-
nernes mærke!
nernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)
Håkon
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn
Bonde og flere andre mænd).
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn
Bonde og flere andre mænd).
Dagfinn Bonde.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag
kirkegården.
kirkegården.
En gammel bymand
(råber fra sin svale til Håkon):
(råber fra sin svale til Håkon):
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er gramme,
nu de slås for livet!
nu de slås for livet!
Håkon.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du har
stridt både for min fader og for min farfader, du.
stridt både for min fader og for min farfader, du.
Bymanden.
Gud give jeg kunde stride for eder også.
Håkon.
Du er for gammel til det, og det trænges ikke;
der kommer folk til mig allevegne fra.
der kommer folk til mig allevegne fra.
Dagfinn Bonde
(peger ud over muren til højre).
(peger ud over muren til højre).
Der kommer hertugens mærke!
Gregorius Jonssøn.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide stridshest.
Dagfinn Bonde.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her!
s. 162
Håkon.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste du,
hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens
brygge!
hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens
brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end første gang; der kommer
mange folk til.)
mange folk til.)
En Vårbælg
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
Spar livet! Spar livet!
Birkebejneren.
Ikke om du så sad på alteret! (hugger ham ned.)
En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg
bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd
fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg
for eder!
En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg
bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd
fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg
for eder!
Dagfinn Bonde.
Og det siger du i slig en stund!
Birkebejneren.
Ikke et slag mere!
Dagfinn Bonde
(hugger ham ned).
(hugger ham ned).
Nej, nu kan du også spare dig det!
Birkebejneren
(pegende på den døde Vårbælg).
(pegende på den døde Vårbælg).
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte
min egen broder. (dør.)
min egen broder. (dør.)
Håkon.
Hans broder!
Dagfinn Bonde.
Hvad! (går hen til Vårbælgens lig.)
s. 163
Håkon.
Er det sandt?
Dagfinn Bonde.
Det er nok så.
Håkon
(rystet).
(rystet).
Her ses det bedst, hvad krig det er vi fører.
Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud,
den almægtige, dette må have en ende!
Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud,
den almægtige, dette må have en ende!
Gregorius Jonssøn.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut
jarls flok!
jarls flok!
Dagfinn Bonde.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner sig
vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule
rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden
og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks.
Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden
løve uden økse.)
vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule
rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden
og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks.
Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden
løve uden økse.)
Kong Skule.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er kommet
et nyt kongs-emne i Norge!
et nyt kongs-emne i Norge!
Birkebejnerne.
Et nyt kongs-emne, siger han!
Håkon.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget!
Kong Skule.
Alt eller intet!
s. 164
Håkon.
Tænk på dronningen, eders datter!
Kong Skule.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker
ikke på andre end ham!
ikke på andre end ham!
Håkon.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får
han riget!
han riget!
Kong Skule.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb det
på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb
det i dronningens arm!
på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb
det i dronningens arm!
Håkon.
Der fældte du din dom!
Kong Skule
(hugger om sig).
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn!
Dræb, dræb!
Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)
Gregorius Jonssøn.
Vargbælgerne hugger sig igennem!
Dagfinn Bonde.
Ja, men bare for at flygte.
Gregorius Jonssøn.
Ja ved himlen, – den anden port står åben;
der flygter de alt!
der flygter de alt!
Dagfinn Bonde.
Opover til Martestokke. (råber ud:) Efter dem,
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
s. 165
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
Håkon.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, – mit
skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
Kongsmændene.
Ja, ja, vi hørte det!
Håkon.
Og hvad straf er sat for slig brøde?
Mændene.
Døden!
Håkon.
Så må han også dø! (løfter hånden til ed.) Her
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han
træffes på uhellig grund!
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han
træffes på uhellig grund!
Dagfinn Bonde.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham.
En Birkebejner
(fra venstre).
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule!
Bymændene.
Birkebejnerne har sejret!
Håkon.
Hvad vej?
Birkebejneren.
Forbi Martestokke, opover til Ejdsvold; de fleste
havde sine heste stående oppe i gaderne, ellers var
ikke en eneste sluppen fra det med livet.
havde sine heste stående oppe i gaderne, ellers var
ikke en eneste sluppen fra det med livet.
s. 166
Håkon.
Gud være takket for hjælpen dennegang også!
Nu kan dronningen frit komme i land fra flåden.
Nu kan dronningen frit komme i land fra flåden.
Gregorius Jonssøn
(peger ud til højre).
(peger ud til højre).
Hun er alt iland, herre; der kommer hun.
Håkon
(til dem, som står nærmest om ham).
(til dem, som står nærmest om ham).
Det tungeste står igen; hun er en kærlig dat-
ter; – hør, – intet ord til hende om al den fare,
som truer barnet. Lov mig alle, som en, at værge
eders konges søn; men lad ikke hende vide noget.
ter; – hør, – intet ord til hende om al den fare,
som truer barnet. Lov mig alle, som en, at værge
eders konges søn; men lad ikke hende vide noget.
Mændene
(dæmpet).
(dæmpet).
Det lover vi!
Margrete
(kommer med fruer og følge fra højre).
(kommer med fruer og følge fra højre).
Håkon, min husbond! Himlen har skærmet dig;
du har sejret og er uskadt.
du har sejret og er uskadt.
Håkon.
Ja, jeg har sejret. Hvor er barnet?
Margrete.
På kongsskibet, i sikre mænds hænder.
Håkon.
Gå flere derned. (Nogle af mændene går.)
Margrete.
Håkon, hvor er – hertug Skule?
Håkon.
Han har taget vejen op til Oplandene.
s. 167
Margrete.
Så lever han da! – Min husbond, får jeg lov
at takke Gud, fordi han lever?
at takke Gud, fordi han lever?
Håkon
(i smertelig kamp med sig selv).
(i smertelig kamp med sig selv).
Hør mig, Margrete; du har været mig en tro-
fast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du har
været så usigelig rig på kærlighed; – nu må jeg
volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt; men
jeg er konge, derfor må jeg –
fast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du har
været så usigelig rig på kærlighed; – nu må jeg
volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt; men
jeg er konge, derfor må jeg –
Margrete
(spændt).
(spændt).
Gælder det – hertugen?
Håkon.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerteligere
lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig; men
dersom du finder det må så være efter det, jeg nu
siger dig, – tykkes det dig, at du ikke længer tør
sidde ved min side, ikke længer kan se på mig uden
at blive bleg, – nu, så får vi skilles ad – leve hver
for sig, – og jeg skal ikke laste dig for det.
lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig; men
dersom du finder det må så være efter det, jeg nu
siger dig, – tykkes det dig, at du ikke længer tør
sidde ved min side, ikke længer kan se på mig uden
at blive bleg, – nu, så får vi skilles ad – leve hver
for sig, – og jeg skal ikke laste dig for det.
Margrete.
Skilles fra dig! Hvor kan du tænke en slig
tanke! Giv mig din hånd –!
tanke! Giv mig din hånd –!
Håkon.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet til ed –
Margrete.
Til ed?
s. 168
Håkon.
En ed, som satte ubrydeligt segl på en døds-
dom.
dom.
Margrete
(med et skrig).
(med et skrig).
Min fader! O, min fader! (vakler; et par af kvin-
derne iler til og støtter hende.)
derne iler til og støtter hende.)
Håkon.
Ja, Margrete, – som konge har jeg dømt din
fader til døden.
fader til døden.
Margrete.
Så har han visselig forbrudt sig værre, end da
han tog kongsnavn.
han tog kongsnavn.
Håkon.
Det har han; – og finder du nu, at vi får
skilles, så lad det ske.
skilles, så lad det ske.
Margrete
(nærmere og med styrke).
(nærmere og med styrke).
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru, intet
andet i verden end din hustru!
andet i verden end din hustru!
Håkon.
Er du stærk nok? Hørte og forstod du alt?
Jeg dømte din fader.
Jeg dømte din fader.
Margrete.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min fader.
Håkon.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans brøde
var?
var?
s. 169
Margrete.
Det er jo nok, når du kender den.
Håkon.
Men det var til døden jeg dømte ham!
Margrete
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
Min husbond og høje herre, du dømmer ret-
færdigt!
færdigt!
Teppet falder.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
12
FEMTE AKT.
(En stue på kongsgården i Nidaros. Indgangsdøren er til højre; foran
på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er i mørk-
ningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste mænd
står ved vinduet og ser opad.)
på samme side et vindu. Til venstre en mindre dør. Det er i mørk-
ningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste mænd
står ved vinduet og ser opad.)
En hirdmand.
Hvor rød den lyser!
En anden.
Den strækker sig halve himmelen over, som et
gloende sværd.
gloende sværd.
Bård Bratte.
Du hellige kong Olaf, hvad varsler sligt rædsels-
tegn?
tegn?
En gammel Vårbælg.
Det varsler visselig en stor høvdings død.
Pål Flida.
Håkons død, I gode Vårbælger. Han ligger ude
i fjorden med flåden; vi kan vente ham til byen
ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre!
i fjorden med flåden; vi kan vente ham til byen
ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre!
Bård Bratte.
Lid ikke på det; der er ikke stort mod i
hæren nu.
hæren nu.
s. 171
Den gamle Vårbælg.
Det er rimeligt nok; ligesiden flugten fra Oslo
har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken
se eller tale med sine mænd.
har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken
se eller tale med sine mænd.
Første hirdmand.
I byen er der dem, som ikke véd, enten de
skal tro han lever eller han er død.
skal tro han lever eller han er død.
Pål Flida.
Kongen må ud, så syg han end er. Tal til
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
Bård Bratte.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før.
Pål Flida.
Så får jeg selv prøve. (Går til døren på venstre side og
banker.) Herre konge, I må tage styret i egne hænder;
det går ikke længere på slig vis.
banker.) Herre konge, I må tage styret i egne hænder;
det går ikke længere på slig vis.
Kong Skule
(indenfor).
(indenfor).
Jeg er syg, Pål Flida!
Pål Flida.
Kan I vente andet? I har jo ikke spist på to
dage; I må styrke og pleje jer –
dage; I må styrke og pleje jer –
Kong Skule.
Jeg er syg.
Pål Flida.
Ved den almægtige, det får ikke hjælpe. Kong
Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her ind
til Nidaros, hvad tid det skal være.
Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her ind
til Nidaros, hvad tid det skal være.
12*
s. 172
Kong Skule.
Slå ham for mig! Dræb ham og kongsbarnet.
Pål Flida.
I må selv være med, herre!
Kong Skule.
Nej, nej, nej, – I er sikrest på lykken og
sejren, når jeg ikke er med.
sejren, når jeg ikke er med.
Peter
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
Der er uro mellem bymændene; de stimler sam-
men i store flokke foran kongsgården.
men i store flokke foran kongsgården.
Bård Bratte.
Taler ikke kongen til dem, så svigter de ham,
når det mest gælder.
når det mest gælder.
Peter.
Så må han tale til dem. (Ved døren til venstre.) Fader!
Trønderne, dine troeste mænd, falder fra dig, hvis
du ikke giver dem mod!
Trønderne, dine troeste mænd, falder fra dig, hvis
du ikke giver dem mod!
Kong Skule.
Hvad sagde skalden?
Peter.
Skalden?
Kong Skule.
Skalden, som døde for min sag i Oslo. En kan
ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
Peter.
Så kan du heller ikke give bort riget; thi det
er mit efter dig!
er mit efter dig!
s. 173
Kong Skule.
Nu kommer jeg!
Pål Flida.
Gud være lovet!
Kong Skule
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
I skal ikke se på mig! Jeg liker ikke I ser på
mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget fra
dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad var jeg
ifærd med at gøre.
mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget fra
dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad var jeg
ifærd med at gøre.
Peter.
O, tilgiv mig; – jeg véd jo, at det du gør, er
det retteste.
det retteste.
Kong Skule.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være stærk
og frisk nu, – jeg vil handle.
og frisk nu, – jeg vil handle.
Høje råb
(udenfor til højre).
(udenfor til højre).
Kong Skule! Kong Skule!
Kong Skule.
Hvad er det?
Bård Bratte
(ved vinduet).
(ved vinduet).
Bymændene stimler sammen; hele kongsgården
er fuld af folk; – I må tale til dem.
er fuld af folk; – I må tale til dem.
Kong Skule.
Ser jeg ud som en konge; kan jeg tale nu!
Peter.
Du må, min høje fader!
s. 174
Kong Skule.
Godt, lad så være. (Går til vinduet og drager forhænget
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.) Der står
det gloende sværd over mig igen!
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.) Der står
det gloende sværd over mig igen!
Peter.
Det varsler, at sejrens sværd er draget for dig.
Kong Skule.
Ja, var det kun så. (Går til vinduet og taler ud:)
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Drag af byen! Birkebejnerne vil myrde og
brænde, om de finder eder her.
brænde, om de finder eder her.
Kong Skule.
Vi får alle holde sammen. Jeg har været jer
en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigsstyr –
en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigsstyr –
En mandsstemme
(nede blandt mængden).
(nede blandt mængden).
Hvad kalder du da alt det blod, som randt ved
Låka og i Oslo?
Låka og i Oslo?
En kvinde.
Giv mig min fæstemand igen!
En dreng.
Giv mig min fader og min broder!
En anden kvinde.
Giv mig mine tre sønner, kong Skule!
En mand.
Han er ikke konge; thi han er ikke hyldet på
hellig Olafs skrin!
hellig Olafs skrin!
s. 175
Mange stemmer.
Nej, nej, – han er ikke hyldet på Olafsskrinet
Han er ikke konge!
Han er ikke konge!
Kong Skule
(viger bag forhænget).
(viger bag forhænget).
Ikke hyldet –! Ikke konge!
Pål Flida.
Usaligt var det, at ikke helgenskrinet blev båret
ud, dengang I blev kåret.
ud, dengang I blev kåret.
Bård Bratte.
Svigter bymændene, kan vi ikke holde os i
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
Kong Skule.
Og de vil svigte, sålænge jeg ikke er hyldet
på helgenskrinet.
på helgenskrinet.
Peter.
Så lad skrinet bære ud, og lad dig hylde nu!
Pål Flida
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Hvor skulde det være gørligt?
Pfter.
Er noget ugørligt, når det gælder ham? Lad
blæse til things og bær skrinet ud!
blæse til things og bær skrinet ud!
Flere af mændene
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Kirkeran!
Peter.
Ikke kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er
velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde –
velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde –
s. 176
Pål Flida.
Det gør de ikke; de tør ikke gøre det for erke-
bispen.
bispen.
Peter.
Er I kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, når det
gælder så stor sag! Godt, der er andre dernede,
som vil være villigere. Min fader og konge, kors-
brødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil trygle;
lad blæse til things; du skal bære dit kongsnavn
med rette! (iler ud til højre.)
gælder så stor sag! Godt, der er andre dernede,
som vil være villigere. Min fader og konge, kors-
brødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil trygle;
lad blæse til things; du skal bære dit kongsnavn
med rette! (iler ud til højre.)
Kong Skule
(glædestrålende).
(glædestrålende).
Så I ham! Så I min herlige søn! Hvor hans
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
Pål Flida.
Ikke stærkere, end at vi magter dem, hvis blot
bymændene holder med os.
bymændene holder med os.
Kong Skule.
De skal holde med os. Vi må alle være enige
nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det
er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er
vred på alt Norge for de gerninger, som så længe
har været øvet. Der står gloende sværd højt der-
oppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder
i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og
klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og råber,
at den yderste dag er kommen. Ja, ved den al-
mægtige, dette skal endes med et eneste slag!
nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det
er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er
vred på alt Norge for de gerninger, som så længe
har været øvet. Der står gloende sværd højt der-
oppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder
i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og
klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og råber,
at den yderste dag er kommen. Ja, ved den al-
mægtige, dette skal endes med et eneste slag!
Pål Flida.
Hvad byder I, at der skal gøres?
s. 177
Kong Skule.
Alle broer skal brydes af.
Pål Flida.
Gå, og lad alle broer brydes af.
(En af hirdmændene går ud til højre.)
Kong Skule.
Alle mænd skal samles nede på øren; ikke én
Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
Pål Flida.
Vel talt, konge.
Kong Skule.
Når helgenskrinet er båret ud, skal der blæses
til things. Hæren og bymændene skal kaldes sammen.
til things. Hæren og bymændene skal kaldes sammen.
Pål Flida
(til en af mændene).
(til en af mændene).
Gå ud og lad lursvenden blæse i gaderne.
(Manden går.)
Kong Skule
(taler ned til mængden fra vinduet).
(taler ned til mængden fra vinduet).
Hold fast ved mig, I sørgende og klagende der-
nede. Der skal komme fred og lys over landet igen,
ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet gav
grøde to gange hver sommer. Hold fast ved mig;
lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så usige-
ligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal bløde
og falde for jer, om det kræves; men svigt mig ikke
og tvivl ikke –! (højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.)
Hvad er det?
nede. Der skal komme fred og lys over landet igen,
ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet gav
grøde to gange hver sommer. Hold fast ved mig;
lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så usige-
ligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal bløde
og falde for jer, om det kræves; men svigt mig ikke
og tvivl ikke –! (højt råb, som af skræk, høres blandt mængden.)
Hvad er det?
En vild stemme.
Gør bod, gør bod!
s. 178
Bård Bratte
(ser ud).
(ser ud).
Det er en prest, som djævelen har besat!
Pål Flida.
Han river sin kutte i flænger og pisker sig
med svøbe.
med svøbe.
Stemmen.
Gør bod, gør bod; den yderste dag er kommen!
Mange røster.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Så syndig en
gerning!
gerning!
Kong Skule.
Hvad er der hændt?
Bård Bratte.
Alle flygter, alle viger, som om et vildt dyr var
kommet imellem dem.
kommet imellem dem.
Kong Skule.
Ja, alle flygter – (med et udråb af glæde.) Ha! lige-
godt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin
står midt i kongsgården!
godt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin
står midt i kongsgården!
Pål Flida.
Kong Olafs skrin!
Bård Bratte.
Ja, ved himlen, – der står det!
Kong Skule.
Korsbrødrene er mig tro; så god en gerning
har de aldrig øvet før!
har de aldrig øvet før!
Pål Flida.
Hør; der blæses til things.
s. 179
Kong Skule.
Nu skal jeg da lovligt hyldes.
Peter
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Tag kongskåben om dig; nu står helgen-
skrinet ude.
skrinet ude.
Kong Skule.
Så har du frelst riget for mig og dig; og tifold
vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter.
vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter.
Peter.
Korsbrødrene, min fader; – dem har du intet
at takke for.
at takke for.
Kong Skule.
Det var ikke dem, som hjalp dig?
Peter.
De lyste kirkens ban over hver den, som vovede
at røre helligdommen.
at røre helligdommen.
Kong Skule.
Erkebispen altså! Endelig har han da givet
efter.
efter.
Peter.
Erkebispen lyste værre banstråle end kors-
brødrene.
brødrene.
Kong Skule.
O, så ser jeg, at jeg endda har trofaste mænd.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem,
som turde tage så stor en brøde på sig for min
skyld.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem,
som turde tage så stor en brøde på sig for min
skyld.
s. 180
Peter.
Ikke én trofast mand har du, som turde tage
brøden på sig.
brøden på sig.
Kong Skule.
Almægtige Gud, er der da sket et jertegn; –
hvem tog helligdommen ud?
hvem tog helligdommen ud?
Peter.
Jeg, min fader!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Du!
Mændene
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
Kirkeraner!
(Pål Flida, Bård Bratte og et par andre går ud.)
Peter.
Gerningen måtte gøres. Ingen mands troskab
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad, jeg
tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød jeg kirke-
døren op; ingen vovede at følge mig. Jeg sprang
op på højaltret, greb fat i hanken og stemte knæerne
imod; det var, som om en gådefuld magt gav mig
mere end menneskelige kræfter. Skrinet løsnede, jeg
trak det efter mig nedover kirkegulvet, medens ban-
strålen suste som et uvejr højt oppe under hvæl-
vingerne; jeg trak det ud af kirken, alle flygtede og
veg for mig; da jeg var kommen midt frem i kongs-
gården, brast hanken; her er den! (Holder den i vejret.)
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad, jeg
tryglede korsbrødrene, intet hjalp. Da brød jeg kirke-
døren op; ingen vovede at følge mig. Jeg sprang
op på højaltret, greb fat i hanken og stemte knæerne
imod; det var, som om en gådefuld magt gav mig
mere end menneskelige kræfter. Skrinet løsnede, jeg
trak det efter mig nedover kirkegulvet, medens ban-
strålen suste som et uvejr højt oppe under hvæl-
vingerne; jeg trak det ud af kirken, alle flygtede og
veg for mig; da jeg var kommen midt frem i kongs-
gården, brast hanken; her er den! (Holder den i vejret.)
Kong Skule
(stille, skrækslagen).
(stille, skrækslagen).
Kirkeraner!
Peter.
For din skyld; for din store kongstankes skyld!
Men du vil slette brøden ud; alt, hvad der er ondt,
vil du slette ud. Der vil komme lys og fred med
dig; der vil gå op en strålende dag over landet; –
hvad gør det så, om der gik en uvejrsnat foran?
Men du vil slette brøden ud; alt, hvad der er ondt,
s. 181
vil du slette ud. Der vil komme lys og fred med
dig; der vil gå op en strålende dag over landet; –
hvad gør det så, om der gik en uvejrsnat foran?
Kong Skule.
Der stod som en helgensol om dit hoved, da
din moder kom med dig; – og nu tykkes det mig,
at jeg ser banstrålen lyne.
din moder kom med dig; – og nu tykkes det mig,
at jeg ser banstrålen lyne.
Peter.
Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke ræd
for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg har fuld-
kommet, – hvor kan det regnes mig til last!
for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg har fuld-
kommet, – hvor kan det regnes mig til last!
Kong Skule.
Jeg vilde eje din tro på mig, og din tro er
bleven en synd.
bleven en synd.
Peter
(vildt).
(vildt).
For din skyld, for din skyld! Derfor tør ikke
Gud andet, end tvætte den af!
Gud andet, end tvætte den af!
Kong Skule.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, – og
han håner himlen!
han håner himlen!
Pål Flida
(kommer).
(kommer).
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået dine
mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
Kong Skule.
De skal ud, de må ud!
Bård Bratte
(kommer).
(kommer).
Bymændene har rejst sig mod eder; de dræber
Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene, hvor
de kan finde dem!
s. 182
Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene, hvor
de kan finde dem!
En hirdmand
(kommer).
(kommer).
Nu sejler Birkebejnerne op i elven!
Kong Skule.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte
mig her!
mig her!
Pål Flida.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem.
Kong Skule
(fortvivlet).
(fortvivlet).
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må ikke
dø med en dødsskyld på sin sjæl!
dø med en dødsskyld på sin sjæl!
Peter.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er
alle mænd tro!
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er
alle mænd tro!
Kong Skule.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge
livet!
livet!
Bård Bratte.
Hvad vej?
Kong Skule.
Over broen!
Pål Flida.
Alle broer er brudt af, herre.
Kong Skule.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du!
s. 183
Pål Flida.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I ladt
dem stå i Nidaros.
dem stå i Nidaros.
Kong Skule.
Over elven alligevel; – her er liv og salighed
at frelse! På flugt! På flugt!
at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)
Bård Bratte.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og Birke-
bejnere.
bejnere.
Pål Flida.
I Guds navn, på flugt da. (Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm fra
gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren
til højre.)
gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren
til højre.)
En bymand.
Herind! Her må han være.
En anden.
Dræb ham!
Flere.
Dræb kirkeraneren også!
En enkelt.
Far varligt frem; de bider fra sig.
Første bymand.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt oppe
i gaden.
i gaden.
En bymand
(kommer).
(kommer).
For sent; – kong Skule er flygtet.
s. 184
Flere.
Hvorhen? Hvorhen?
Den kommende.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er fulde
af Vargbælger.
af Vargbælger.
Første bymand.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver kong
Håkon den mand, som dræber Skule.
Håkon den mand, som dræber Skule.
En anden.
Der kommer Birkebejnerne.
En tredje.
Kong Håkon selv.
Mange i flokken
(råber):
(råber):
Hil kong Håkon Håkonssøn!
Håkon
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og
en mængde andre).
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og
en mængde andre).
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere! I har længe
nok stået mig imod.
nok stået mig imod.
Første bymand
(på knæ).
(på knæ).
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt over os!
En anden
(også knælende).
(også knælende).
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham.
Den første.
Han tog vort gods og nødte os til at slå for
sin uretfærdige sag.
sin uretfærdige sag.
s. 185
Den anden.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for
sine venner som for sine uvenner.
sine venner som for sine uvenner.
Mange stemmer.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en svøbe
for hele landet.
for hele landet.
Dagfinn Bonde.
Det turde være et sandt ord, det.
Håkon.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale; det
er min agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt;
men først er her andet at tænke på. Véd nogen,
hvor Skule Bårdssøn er?
er min agt at straffe strængt, hvad der er forbrudt;
men først er her andet at tænke på. Véd nogen,
hvor Skule Bårdssøn er?
Flere.
Inde i en af kirkerne, herre!
Håkon.
Véd I det så visst?
Bymændene.
Ja, der er alle Vargbælgerne.
Håkon
(sagte til Dagfinn Bonde).
(sagte til Dagfinn Bonde).
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i byen.
Dagfinn Bonde.
Og når han findes, skal han fældes uden ophold.
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det
tykkes mig.
tykkes mig.
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
13
s. 186
Dagfinn Bonde.
Herre, I svor det dyrt i Oslo.
Håkon.
Og hver mand i landet vil kræve hans død.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du
var engang hans ven; søg ham, og få ham til at
flygte af landet.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du
var engang hans ven; søg ham, og få ham til at
flygte af landet.
Gregorius Jonssøn
(glad).
(glad).
Det vil I, herre?
Håkon.
For min fromme, elskelige hustrus skyld.
Gregorius Jonssøn.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil
eller ikke kan?
eller ikke kan?
Håkon.
I Guds navn, da kan jeg heller ikke spare ham;
da må mit kongsord stå ved magt. Gå!
da må mit kongsord stå ved magt. Gå!
Gregorius Jonssøn.
Jeg skal gå og gøre mit bedste. Himlen give
det måtte lykkes. (Går til højre.)
det måtte lykkes. (Går til højre.)
Håkon.
Du, Dagfinn Bonde, går med sikre mænd ned
på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet
op til Elgesæter kloster.
på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet
op til Elgesæter kloster.
Dagfinn Bonde.
Herre, mener I hun er tryg der?
Håkon.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne har
lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet så meget;
hendes moder er på Elgesæter.
s. 187
lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet så meget;
hendes moder er på Elgesæter.
Dagfinn Bonde.
Ja ja, det véd jeg.
Håkon.
Hils dronningen kærligst fra mig; og hils fru
Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart Varg-
bælgerne har faldet tilfode og har fået grid, skal
der ringes med alle klokker i Nidaros, til tegn på,
at der er kommet fred over landet igen. – I by-
mænd skal stå mig tilrette imorgen og tage straf,
hver efter sine gerninger.
(Går med sine mænd.)
Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart Varg-
bælgerne har faldet tilfode og har fået grid, skal
der ringes med alle klokker i Nidaros, til tegn på,
at der er kommet fred over landet igen. – I by-
mænd skal stå mig tilrette imorgen og tage straf,
hver efter sine gerninger.
Første bymand.
Ve os for imorgen!
Anden bymand.
Vi får et stort regnskab.
Første.
Vi, som har været Håkon imod så længe, –
som var med at råbe for Skule, da han tog kongs-
navn.
som var med at råbe for Skule, da han tog kongs-
navn.
Anden.
Som gav Skule både skibe og krigsstyr, – som
købte alt det gods, han ranede fra Håkons syssel-
mænd.
købte alt det gods, han ranede fra Håkons syssel-
mænd.
Første.
Ja, ve os for imorgen!
En bymand
(kommer ilsomt ind fra venstre).
(kommer ilsomt ind fra venstre).
Hvor er Håkon? Hvor er kongen?
13*
s. 188
Første bymand.
Hvad vil du ham?
Den kommende.
Bringe ham et stort og vigtigt budskab.
Flere.
Hvilket?
Den kommende.
Det siger jeg ikke andre end kongen selv.
Flere.
Jo, sig, sig!
Den kommende.
Skule Bårdssøn flygter opover mod Elgesæter.
Første bymand.
Umuligt! Han er i en af kirkerne.
Den kommende.
Nej, nej; han og sønnen satte over elven i en
færing.
færing.
Første bymand.
Ha, så kan vi frelse os fra Håkons vrede.
Anden bymand.
Ja, lad os straks melde ham, hvor Skule er.
Første.
Nej, bedre end som så; vi siger intet, men går
selv op til Elgesæter og fælder Skule.
selv op til Elgesæter og fælder Skule.
Anden.
Ja, ja, – lad os det!
s. 189
Tredje.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med over
elven?
elven?
Den kommende.
Nej, der var bare få mænd på båden.
Første bymand.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er by-
mændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi har
fore; vi er mandstærke nok, – og så opover til
Elgesæter.
mændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi har
fore; vi er mandstærke nok, – og så opover til
Elgesæter.
Alle
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja, opover til Elgesæter!
(De går skyndsomt men forsigtigt ud til venstre.)
Granskog i bakkerne ovenfor Nidaros.
(Det er måneskin; men natten er tåget, så at baggrunden kun skimtes
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger
rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og flere
Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger
rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og flere
Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)
Peter.
Kom her og hvil dig, min fader!
Kong Skule.
Ja, lad mig hvile, hvile. (Synker ned ved en sten.)
Peter.
Hvorledes er det med dig?
s. 190
Kong Skule.
Jeg er sulten! Syg, syg! Jeg ser døde mænds
skygger!
skygger!
Peter
(springer op).
(springer op).
Skaf hjælp, – brød til kongen.
Bård Bratte.
Her er hvermand konge; thi her gælder det
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så lig
ikke der og styr landet.
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så lig
ikke der og styr landet.
Peter.
Håner du min fader, så dræber jeg dig!
Bård Bratte.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver kong Håkon
aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg
ham for Skules skyld. Find på noget, som kan
berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at
jeg jo vover den nu.
aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg
ham for Skules skyld. Find på noget, som kan
berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at
jeg jo vover den nu.
En Vårbælg.
Kunde vi bare slippe over til klostret på Holm.
Pål Flida.
Bedre til Elgesæter.
Bård Bratte
(udbryder pludseligt):
(udbryder pludseligt):
Bedst at gå ned på Håkons skib og rane kongs-
barnet.
barnet.
Pål Flida.
Raser du!
Bård Bratte.
Nej, nej, det er vor eneste redning, og let at
sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igennem
og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at nogen
af os har kunnet flygte, siden alle broer var brudt
af. Der kan umuligt være stort mandskab ombord
på skibene; har vi kongs-emnet i vor magt, så skal
Håkon give os fred, eller også skal hans ætling dø
med os. Hvem vil være med at berge livet?
s. 191
sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igennem
og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at nogen
af os har kunnet flygte, siden alle broer var brudt
af. Der kan umuligt være stort mandskab ombord
på skibene; har vi kongs-emnet i vor magt, så skal
Håkon give os fred, eller også skal hans ætling dø
med os. Hvem vil være med at berge livet?
Pål Flida.
Ikke jeg, når det skal berges på slig vis.
Flere.
Ikke jeg! Ikke jeg!
Peter.
Ha, men om det var til frelse for min fader –!
Bård Bratte.
Vil du være med, så kom. Nu går jeg ned på
Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte her
under bakken; det er de vildeste vovhalse af alle
Vargbælgerne; de havde svømmet over elven, for de
vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne. De drenge
tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem af jer vil
så med?
Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte her
under bakken; det er de vildeste vovhalse af alle
Vargbælgerne; de havde svømmet over elven, for de
vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne. De drenge
tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem af jer vil
så med?
Nogle.
Jeg, jeg!
Peter.
Kanhænde jeg også; men først må jeg vide min
fader under sikkert tag.
fader under sikkert tag.
Bård Bratte.
Før det gryr af dag farer vi op i elven. Kom,
her går en benvej nedover til Hlade.
her går en benvej nedover til Hlade.
(Han og nogle andre går ud til højre.)
s. 192
Peter
(til Pål Flida).
(til Pål Flida).
Tal ikke til min fader om noget af dette; han
er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er
frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal kongs-
barnet være i vore hænder.
er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er
frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal kongs-
barnet være i vore hænder.
Pål Flida.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke,
at det er en synd –
at det er en synd –
Peter.
Det kan ikke være nogen synd; thi min fader
dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel; det
hindrer min fader; – min fader har en stor kongs-
tanke at sætte igennem; det får være det samme,
hvem eller hvormange der falder for den.
dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel; det
hindrer min fader; – min fader har en stor kongs-
tanke at sætte igennem; det får være det samme,
hvem eller hvormange der falder for den.
Pål Flida.
Usalig for jer var den dag, I fik vide, I var
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
(Alle kaster sig ned bag stene og stubber; et tog, dels af ridende, dels
af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kom-
mer fra venstre side og går ud til højre.)
af gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kom-
mer fra venstre side og går ud til højre.)
Peter.
Det er dronningen.
Pål Flida.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hys!
Peter.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!
Pål Flida.
Og dronningens fruer.
s. 193
Peter.
Men kun fire mand! Op, op, kong Skule, –
nu er dit rige frelst!
nu er dit rige frelst!
Kong Skule.
Mit rige? Det er mørkt, det, – som engelens,
der rejste sig mod Gud.
der rejste sig mod Gud.
(En flok korsbrødre kommer ind fra højre.)
En korsbroder.
Hvem taler her? Er det kong Skules mænd?
Pål Flida.
Kong Skule selv.
Korsbroderen
(til Skule).
(til Skule).
Gud være lovet, at vi traf eder, kære herre!
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros, som
I selv –
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros, som
I selv –
Peter.
I havde fortjent døden, I, som ikke gav Olafs-
skrinet ud.
skrinet ud.
Korsbroderen.
Erkebispen forbød det; men vi vil gerne tjene
kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget korskåber med til eder og
mændene! tag dem på, så slipper I let ind i et af
klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon.
kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget korskåber med til eder og
mændene! tag dem på, så slipper I let ind i et af
klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon.
Kong Skule.
Ja, giv mig en korskåbe på; jeg og min søn
må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
må stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
s. 194
Peter
(sagte til Pål Flida).
(sagte til Pål Flida).
Sørg for, at min fader kommer trygt frem –
Pål Flida.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere på Elge-
sæter?
sæter?
Peter.
Kun fire mænd; dem magter I let, og indenfor
klostermuren drister de sig ikke til at røre jer. Jeg
søger Bård Bratte.
klostermuren drister de sig ikke til at røre jer. Jeg
søger Bård Bratte.
Pål Flida.
Tænk jer om!
Peter.
Det er ikke på kongsskibet, men på Elgesæter,
at de fredløse skal frelse riget for min fader!
at de fredløse skal frelse riget for min fader!
(Går hurtigt ud til højre.)
En Vårbælg
(hviskende til en anden).
(hviskende til en anden).
Går du til Elgesæter med Skule?
Den anden.
Hys; nej; Birkebejnerne er der jo.
Den første.
Jeg går ikke heller; men sig ikke noget til de
andre.
andre.
Korsbroderen.
Og nu afsted, to og to, – en krigsmand og en
korsbroder –
korsbroder –
En anden korsbroder
(siddende på en træstub bag de øvrige)
(siddende på en træstub bag de øvrige)
Jeg tager kong Skule.
s. 195
Kong Skule.
Véd du vejen?
Korsbroderen.
Den brede vej.
Første korsbroder.
Skynd jer; lad os spredes på forskellige stier
og samles udenfor klosterporten.
og samles udenfor klosterporten.
(De går ud mellem træerne til højre; tågen letter og kometen viser sig
rød og skinnende i den disige luft.)
rød og skinnende i den disige luft.)
Kong Skule.
Peter, min søn –! (Farer tilbage.) Ha, der er det
gloende sværd på himlen!
gloende sværd på himlen!
Korsbroderen
(siddende bag ham på træstubben).
(siddende bag ham på træstubben).
Og her er jeg!
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
En gammel kending.
Kong Skule.
Blegere mand har jeg aldrig set.
Korsbroderen.
Men du kender mig ikke.
Kong Skule.
Det er dig, som vil følge mig til Elgesæter.
Korsbroderen.
Det er mig, som vil følge dig til kongssædet.
s. 196
Kong Skule.
Kan du det?
Korsbroderen.
Jeg kan, hvis du selv vil.
Kong Skule.
Og ved hvilket middel?
Korsbroderen.
Ved det middel, som jeg før har brugt; – jeg
vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig al jor-
dens herlighed.
vil føre dig op på et højt bjerg og vise dig al jor-
dens herlighed.
Kong Skule.
Al jordens herlighed har jeg før set i fristende
drømme.
drømme.
Korsbroderen.
Det var mig, som gav dig de drømme.
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
Sendebud fra det ældste kongs-emne i verden.
Kong Skule.
Fra det ældste kongs-emne i verden?
Korsbroderen.
Fra den første jarl, der rejste sig mod det
største rige, og som grundede et rige selv, der skal
vare ud over dommedag!
største rige, og som grundede et rige selv, der skal
vare ud over dommedag!
Kong Skule
(skrigende).
(skrigende).
Bisp Nikolas!
s. 197
Korsbroderen
(rejser sig).
(rejser sig).
Kender du mig nu? Vi var kendinger før; –
for din skyld er jeg kommen tilbage.
På selvsamme skude, for selvsamme bør,
har vi sejlet i år og i dage.
Jeg var ræd da vi skiltes; der var uvejr og nat;
en høg i min sjæl sine klør havde sat;
jeg trygled om messer og klokkeklang,
jeg købte mig bønner og munkesang, –
jeg betalte for syv og de læste fjorten;
men endda slap jeg ikke indenfor porten.
Kong Skule.
Og nu kommer du dernedefra –?
Korsbroderen.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede.
Kong Skule.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab, gamle
Baglerhøvding!
Baglerhøvding!
Korsbroderen.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hardtad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde.
s. 198
Kong Skule.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab.
Du kan sige, han er den eneste konge, som skikker
hjælp til Skule den første af Norge!
Du kan sige, han er den eneste konge, som skikker
hjælp til Skule den første af Norge!
Korsbroderen.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre.
Kong Skule.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal jeg
nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
Korsbroderen.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret!
Kong Skule.
Tror du så visst, at jeg da har sejret!
Korsbroderen.
Hver mand i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
s. 199
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden!
Kong Skule.
Så nævn da ordet!
Korsbroderen.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge!
Kong Skule
(løfter hånden, som til ed).
(løfter hånden, som til ed).
Min søn skal – (holder pludselig inde og udbryder for-
færdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu
skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse!
Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.)
Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger
til om hjælp i min højeste nød!
færdet). Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu
skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse!
Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.)
Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger
til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)
Korsbroderen.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
s. 200
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, véd ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
kan kun om én ting i verden de enes,
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)
Kong Skule
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
Hvor er han, den sorte? (springer op.) Vejviser,
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu véd
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu véd
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)
Klostergården på Elgesæter.
(På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne er
oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig
nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port,
som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger
står ved porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud
fra kapellet.)
oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig
nogle lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port,
som er stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger
står ved porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud
fra kapellet.)
Fru Ragnhild
(halvt fra sig selv).
(halvt fra sig selv).
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger du!
Han, han, flygtende, tryglende om fred for altret, –
tryglende om livet kanhænde – o nej, nej, det har
han ikke gjort; men Gud vil straffe jer, som vovede
at lade det komme så vidt!
Han, han, flygtende, tryglende om fred for altret, –
tryglende om livet kanhænde – o nej, nej, det har
s. 201
han ikke gjort; men Gud vil straffe jer, som vovede
at lade det komme så vidt!
Margrete.
Min gode elskede moder, styr dig; du véd ikke
hvad du siger; det er sorgen som taler.
hvad du siger; det er sorgen som taler.
Fru Ragnhild.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle kong
Skule om liv og fred!
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle kong
Skule om liv og fred!
En Birkebejner.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre
på slige ord.
på slige ord.
Margrete.
Hatten af for en hustrus sorg!
Fru Ragnhild.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer allesam-
men, når han får magten igen!
men, når han får magten igen!
Dagfinn Bonde.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild.
Margrete.
Ti, ti!
Fru Ragnhild.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade dommen
sættes i værk, om han fanger kongen?
sættes i værk, om han fanger kongen?
Dagfinn Bonde.
Kong Håkon véd selv bedst om en kongs-ed
kan brydes.
kan brydes.
Fru Ragnhild
(til Margrete).
(til Margrete).
Og slig blodmand har du fulgt i tro og kærlig-
hed! Er du din faders barn! Gid straffen ramme –!
Gå fra mig, gå fra mig!
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
14
s. 202
hed! Er du din faders barn! Gid straffen ramme –!
Gå fra mig, gå fra mig!
Margrete.
Velsignet være din mund, skøndt du bander
mig nu.
mig nu.
Fru Ragnhild.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad
i lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu
vil han ikke vredes, fordi jeg kommer. Luk porten
op for mig, lad mig komme til Nidaros!
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han sad
i lykken; da trængte han mig jo heller ikke; – nu
vil han ikke vredes, fordi jeg kommer. Luk porten
op for mig, lad mig komme til Nidaros!
Margrete.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –
(Det banker stærkt på klosterporten.)
Dagfinn Bonde.
Hvem banker?
Kong Skule
(udenfor).
(udenfor).
En konge.
Dagfinn Bonde.
Skule Bårdssøn!
Fru Ragnhild.
Kong Skule!
Margrete.
Min fader!
Kong Skule.
Luk op, luk op!
Dagfinn Bonde.
Her lukkes ikke op for fredløse.
s. 203
Kong Skule.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
som trænger hellig grund, for at være tryg på sit liv.
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
som trænger hellig grund, for at være tryg på sit liv.
Margrete.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader!
Dagfinn Bonde
(går hen til porten og åbner en liden luge).
(går hen til porten og åbner en liden luge).
Kommer I med mange mænd til klostret?
Kong Skule.
Med alle de mænd, som blev mig tro i nøden.
Dagfinn Bonde.
Og hvormange er det?
Kong Skule.
Færre end én.
Margrete.
Han er alene, Dagfinn!
Fru Ragnhild.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter ham
vigslet grund!
vigslet grund!
Dagfinn Bonde.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule
kommer ind i klostergården.)
kommer ind i klostergården.)
Margrete
(om hans hals).
(om hans hals).
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader!
14*
s. 204
Fru Ragnhild
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham, som
Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal ikke
røre ham, sålænge jeg er ilive!
Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal ikke
røre ham, sålænge jeg er ilive!
Dagfinn Bonde.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund.
Margrete.
Og ikke én af alle dine mænd havde mod til
at følge dig inat!
at følge dig inat!
Kong Skule.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida
var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til
klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag
og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida
var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til
klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag
og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
Dagfinn Bonde
(til Birkebejnerne).
(til Birkebejnerne).
Gå ind, I høvdinger, og stil jer som vagt om
kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen,
at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag
får han selv handle.
kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen,
at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag
får han selv handle.
Margrete.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan du ville det!
Dagfinn Bonde.
Ilde tjente jeg ellers konge og land. (til mændene.)
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet til
Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet til
s. 205
Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
(Går ud gennem porten; Birkebejnerne lukker efter ham og går ind i
kapellet.)
kapellet.)
Fru Ragnhild.
Ja, lad Håkon komme; jeg slipper dig ikke;
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som jeg
aldrig har holdt dig før.
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som jeg
aldrig har holdt dig før.
Margrete.
O, hvor du er bleg – og ældet; du fryser.
Kong Skule.
Jeg fryser ikke, – men jeg er træt, træt.
Margrete.
Så kom ind, og hvil dig –
Kong Skule.
Ja, ja; det tør vel snart være på tiden at hvile.
Sigrid
(fra kapellet).
(fra kapellet).
Endelig kommer du, min broder!
Kong Skule.
Sigrid! Er du her?
Sigrid.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, når du
trængte mig i din højeste nød.
trængte mig i din højeste nød.
Kong Skule.
Hvor er dit barn, Margrete?
Margrete.
Det sover i sakristiet.
s. 206
Kong Skule.
Så er ætten samlet på Elgesæter inat.
Sigrid.
Ja, samlet efter lange forvildede tider.
Kong Skule.
Nu fattes kun Håkon Håkonssøn.
Margrete og fru Ragnhild
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
Min fader! – Min husbond!
Kong Skule
(ser bevæget på dem).
(ser bevæget på dem).
Har I elsket mig så højt, I to? Jeg søgte efter
lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig på, at
jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet den. Jeg
jog efter kærlighed gennem synd og brøde, og vidste
aldrig, at jeg ejede den i kraft af Guds og menne-
skenes lov. – Og du, Ragnhild, min hustru, du,
som jeg har forbrudt så meget imod, du lægger dig
varmt og blødt op til mig i nødens højeste stund,
du kan skælve og ræddes for den mands liv, som
aldrig har kastet et solglimt over din vej.
lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig på, at
jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet den. Jeg
jog efter kærlighed gennem synd og brøde, og vidste
aldrig, at jeg ejede den i kraft af Guds og menne-
skenes lov. – Og du, Ragnhild, min hustru, du,
som jeg har forbrudt så meget imod, du lægger dig
varmt og blødt op til mig i nødens højeste stund,
du kan skælve og ræddes for den mands liv, som
aldrig har kastet et solglimt over din vej.
Fru Ragnhild.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke så; tror du jeg
nogen tid skulde vove at gå irette med dig! Jeg
har altid været for ringe for dig, min høje husbond;
der kan ikke hvile skyld over nogen gerning, som
du har øvet.
nogen tid skulde vove at gå irette med dig! Jeg
har altid været for ringe for dig, min høje husbond;
der kan ikke hvile skyld over nogen gerning, som
du har øvet.
Kong Skule.
Har du troet så trygt på mig, Ragnhild?
Fru Ragnhild.
Fra den første dag, jeg så dig.
s. 207
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Når Håkon kommer, vil jeg bede om grid!
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
Sigrid
(med et udtryk af rædsel).
(med et udtryk af rædsel).
Skule, min broder! Ve dig, om du farer vild
på vejen inat!
på vejen inat!
(Larm udenfor; straks efter banker det på porten.)
Margrete.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!
Fru Ragnhild.
Hvem banker på porten?
Stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Bymændene fra Nidaros! Luk op! Vi véd, at
Skule Bårdssøn er derinde!
Skule Bårdssøn er derinde!
Kong Skule.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?
Larmende stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Kom ud, kom ud! Du skal dø, du onde mand!
Margrete.
Og det vover I bymænd at true med?
En enkelt.
Kong Håkon har dømt ham i Oslo.
En andfn.
Det er hver mands pligt at dræbe ham.
s. 208
Margrete.
Jeg er dronningen; jeg byder eder at fare herfra!
En stemme.
Det er Skule Bårdssøns datter og ikke dron-
ningen, som taler så.
ningen, som taler så.
En anden.
I har ingen magt over liv og død; kongen har
dømt ham!
dømt ham!
Fru Ragnhild.
Ind i kirken, Skule! For Gud den barmhjertiges
skyld, lad ikke blodmændene komme dig nær!
skyld, lad ikke blodmændene komme dig nær!
Kong Skule.
Ja, ind i kirken; for dem derude vil jeg ikke
falde. Min hustru, min datter; det er som jeg havde
fundet fred og lys; o, det må ikke tages fra mig
igen så brat! (Vil ile ind i kapellet.)
falde. Min hustru, min datter; det er som jeg havde
fundet fred og lys; o, det må ikke tages fra mig
igen så brat! (Vil ile ind i kapellet.)
Peter
(udenfor til højre).
(udenfor til højre).
Min fader, min konge! Nu har du snart sejren!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Han! Han! (synker ned på kirketrappen.)
Fru Ragnhild.
Hvem er det?
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Se, se; kirkeraneren klyver over klostertaget!
Andre.
Kast sten på ham! Kast sten på ham!
s. 209
Peter
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården).
(kommer tilsyne på et tag til højre og springer ned i gården).
Vel mødt igen, min fader!
Kong Skule
(ser forfærdet på ham).
(ser forfærdet på ham).
Dig – dig havde jeg glemt –! Hvor kommer
du fra?
du fra?
Peter
(vildt).
(vildt).
Hvor er kongsbarnet?
Margrete.
Kongsbarnet!
Kong Skule
(springer op).
(springer op).
Hvor kommer du fra, spørger jeg?
Peter.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Bård
Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på
Elgesæter inat.
Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på
Elgesæter inat.
Margrete.
Gud!
Kong Skule.
Det har du gjort! Og nu?
Peter.
Han samler flokken sammen, og så stævner de
opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet, kvinde?
opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet, kvinde?
Margrete
(der har stillet sig foran kirkedøren).
(der har stillet sig foran kirkedøren).
Det sover i sakristiet!
s. 210
Peter.
Ligegodt, om det så sov på alteret! Jeg har
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for
at hente kongsbarnet heller!
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for
at hente kongsbarnet heller!
Fru Ragnhild
(råber til Skule).
(råber til Skule).
Ham er det, du har elsket så højt!
Margrete.
Fader, fader! Hvor kunde du glemme alle os
andre for hans skyld!
andre for hans skyld!
Kong Skule.
Han var ren, som et Guds lam, da den angrende
kvinde gav mig ham; – det er troen på mig, som
har gjort ham til den, han nu er.
kvinde gav mig ham; – det er troen på mig, som
har gjort ham til den, han nu er.
Peter
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Barnet må herud! Dræb det, dræb det på dron-
ningens arm, – det var kong Skules ord i Oslo!
ningens arm, – det var kong Skules ord i Oslo!
Margrete.
Syndigt, syndigt!
Peter.
En helgen kunde tryggelig gøre det, når min
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han
ejer den store kongstanke!
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han
ejer den store kongstanke!
Bymændene
(banker på porten).
(banker på porten).
Luk op! Kom ud, du og kirkeraneren, ellers
brænder vi klostret ned!
brænder vi klostret ned!
s. 211
Kong Skule
(som greben af en stærk beslutning).
(som greben af en stærk beslutning).
Den store kongstanke! Ja, den er det, som
har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyldfri
skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig,
som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra døds-
skyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse dig
endnu; jeg kan frelse os alle! (råber mod baggrunden.)
Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer!
har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyldfri
skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig,
som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra døds-
skyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse dig
endnu; jeg kan frelse os alle! (råber mod baggrunden.)
Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer!
Margrete
(griber forfærdet hans hånd).
(griber forfærdet hans hånd).
Min fader, hvad vil du?
Fru Ragnhild
(klynger sig op til ham med et skrig).
(klynger sig op til ham med et skrig).
Skule!
Sigrid
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
Slip ham, slip ham, I kvinder; – der vokser
vinger ved hans tanke nu!
vinger ved hans tanke nu!
Kong Skule
(fast og stærk til Peter).
(fast og stærk til Peter).
Du så i mig den himmelkårne, – den, som
skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se
bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne, –
nu lægger jeg dem af, en for en.
skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se
bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne, –
nu lægger jeg dem af, en for en.
Peter
(angst).
(angst).
Min høje, herlige fader, tal ikke så!
Kong Skule.
Kongstanken er Håkons, ikke min; han alene
har fået den kraft af Herren, som kan gøre den til
sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra
mig og frels din sjæl.
har fået den kraft af Herren, som kan gøre den til
s. 212
sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra
mig og frels din sjæl.
Peter
(med brudt stemme).
(med brudt stemme).
Kongstanken er Håkons!
Kong Skule.
Jeg vilde være den største i landet. Gud, Gud;
se, jeg ydmyger mig for dig, og står som den rin-
geste af alle.
se, jeg ydmyger mig for dig, og står som den rin-
geste af alle.
Peter.
Tag mig bort fra jorden, Herre! Straf mig for
al min brøde; men tag mig bort fra jorden; thi her
er jeg hjemløs nu. (synker ned på kirketrappen.)
al min brøde; men tag mig bort fra jorden; thi her
er jeg hjemløs nu. (synker ned på kirketrappen.)
Kong Skule.
Jeg havde en ven, som blødte for mig i Oslo.
Han sagde: en mand kan falde for en andens livs-
værk; men skal han blive ved at leve, så må han
leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men
jeg kan falde for det.
Han sagde: en mand kan falde for en andens livs-
værk; men skal han blive ved at leve, så må han
leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men
jeg kan falde for det.
Margrete.
Nej, nej, det skal du aldrig!
Kong Skule
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
Elsker du din husbond, Margrete?
Margrete.
Højere end alt i verden.
Kong Skule.
Du kunde bære, at han sagde dødsdommen over
mig; men vilde du også kunne bære det, om han
måtte lade den fuldbyrde?
s. 213
mig; men vilde du også kunne bære det, om han
måtte lade den fuldbyrde?
Margrete.
Himlens herre, styrk mig!
Kong Skule.
Kunde du, Margrete?
Margrete
(sagte og gysende).
(sagte og gysende).
Nej, nej, – vi måtte skilles ad, – jeg turde
aldrig se ham tiere!
aldrig se ham tiere!
Kong Skule.
Du vilde lukke det fagreste lys ude fra hans
liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
Fru Ragnhild.
Far fra landet, Skule; jeg følger dig hvorhen
og sålangt du vil.
og sålangt du vil.
Kong Skule
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Med en hånende skygge mellem os? – Jeg
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille trofaste
hustru; – derfor må der heller intet samliv være
mellem os to på jorden.
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille trofaste
hustru; – derfor må der heller intet samliv være
mellem os to på jorden.
Sigrid.
Min kongelige broder! Jeg ser du trænger mig
ikke; jeg ser, du véd, hvad vej du skal gå.
ikke; jeg ser, du véd, hvad vej du skal gå.
Kong Skule.
Der gives mænd, som skabtes til at leve, og
mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde altid
did, hvor ikke Guds finger pegte for mig; derfor så
jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille husliv har
jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde igen; hvad jeg
har syndet mod Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri
ham for en kongspligt, som måtte skille ham fra det
kæreste, han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil
ikke vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær;
sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt;
finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn,
Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner og
svinder, det gloende sværd, som har været draget
over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har for-
stået ham, og hans vrede er stilnet. Det er ikke i
helligdommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned
og bede om grid af en jordens konge; – den høje
kirke med stjernehvælven over må jeg ind i, og det
er kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse
for alt mit livsværk!
mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde altid
s. 214
did, hvor ikke Guds finger pegte for mig; derfor så
jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille husliv har
jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde igen; hvad jeg
har syndet mod Håkon, kan jeg bøde på, ved at fri
ham for en kongspligt, som måtte skille ham fra det
kæreste, han ejer. Bymændene står udenfor; jeg vil
ikke vente på kong Håkon! Vargbælgerne er nær;
sålænge jeg er ilive, står de ikke fra sit forsæt;
finder de mig her, kan jeg ikke frelse dit barn,
Margrete. – Se, se, opad! Se hvor det blegner og
svinder, det gloende sværd, som har været draget
over mig! Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har for-
stået ham, og hans vrede er stilnet. Det er ikke i
helligdommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned
og bede om grid af en jordens konge; – den høje
kirke med stjernehvælven over må jeg ind i, og det
er kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse
for alt mit livsværk!
Sigrid.
Stå ham ikke imod! Stå ikke Guds kaldelse
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages
i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede kvinder
stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne og gemte
ind i de mørkeste kroge, lyttende til al den rædsel,
som øvedes udenfor, lyttende til blodtoget, som gik
landet over fra ende til ende? Har vi ikke ligget
blege og forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se
ud, ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den
store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug dine
vinger, og ve dem, som vil binde dig nu!
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det dages
i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede kvinder
stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne og gemte
ind i de mørkeste kroge, lyttende til al den rædsel,
som øvedes udenfor, lyttende til blodtoget, som gik
landet over fra ende til ende? Har vi ikke ligget
blege og forstenede i kirkerne, og ikke vovet at se
ud, ligesom Kristi disciple lå i Jerusalem på den
store langfredag, da toget gik til Golgata! Brug dine
vinger, og ve dem, som vil binde dig nu!
Fru Ragnhild.
Far hen i fred, min husbond! Far did, hvor
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
s. 215
Margrete.
Min fader, farvel, farvel, – tusende farvel!
(følger fru Ragnhild.)
Sigrid
(åbner kirkedøren og råber ind):
(åbner kirkedøren og råber ind):
Frem, frem alle kvinder! Saml jer i bøn; send
et bud opad med sang til Herren, og meld ham, at
nu kommer Skule Bårdssøn angrende hjem fra sin
ulydighedsgang på jorden!
et bud opad med sang til Herren, og meld ham, at
nu kommer Skule Bårdssøn angrende hjem fra sin
ulydighedsgang på jorden!
Kong Skule.
Sigrid, min trofaste søster, hils kong Håkon fra
mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste stund
véd om han er den kongefødte, men at jeg urygge-
ligt véd: han er den, som Gud har kåret.
mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste stund
véd om han er den kongefødte, men at jeg urygge-
ligt véd: han er den, som Gud har kåret.
Sigrid.
Jeg skal bringe ham din hilsen.
Kong Skule.
Og en hilsen til får du bringe. Der sidder en
angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende, at
hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da der
var al fare for hans sjæl.
angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende, at
hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da der
var al fare for hans sjæl.
Sigrid.
Det skal jeg.
Kong Skule.
Sig hende, det var ikke med hjertet han syndede;
ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igen.
ren og skyldfri skal hun visselig møde ham igen.
Sigrid.
Det skal jeg. – (Peger mod baggrunden.) Hør, der
bryder de låsen fra!
bryder de låsen fra!
s. 216
Kong Skule
(peger mod kapellet).
(peger mod kapellet).
Hør, der synger de højt til Gud om frelse og fred!
Sigrid.
Hør, hør! Alle klokker i Nidaros ringer –!
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
De ringer en konge til graven.
Sigrid.
Nej, de ringer til din rette kroning nu! Farvel,
min broder; lad blodets purpurkåbe flømme vidt over
dine skuldre; al brøde kan dækkes under den! Gå
ind, gå ind i den store kirke og tag livsens krone!
(iler ind i kapellet.)
min broder; lad blodets purpurkåbe flømme vidt over
dine skuldre; al brøde kan dækkes under den! Gå
ind, gå ind i den store kirke og tag livsens krone!
(iler ind i kapellet.)
(Sang og klokkeringning vedbliver under det følgende.)
Stemmer
(udenfor porten).
(udenfor porten).
Nu er låsen fra! Tving os ikke til at bryde
kirkefreden!
kirkefreden!
Kong Skule.
Jeg kommer.
Bymændene.
Og kirkeraneren skal også komme!
Kong Skule.
Kirkeraneren skal også komme, ja! (går hen til
Peter.) Min søn, er du rede?
Peter.) Min søn, er du rede?
Peter.
Ja, min fader, jeg er rede.
s. 217
Kong Skule
(ser opad).
(ser opad).
Gud, jeg er en fattig mand, jeg har kun mit
liv at give; men tag det, og berg Håkons store
kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
liv at give; men tag det, og berg Håkons store
kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
Peter.
Her er min hånd, fader.
Kong Skule.
Og vær ikke ræd for det, som nu kommer.
Peter.
Nej, fader, jeg er ikke ræd, når jeg går sam-
men med dig.
men med dig.
Kong Skule.
Tryggere vej har vi to aldrig gået sammen. (Han
åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede våben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug ham
ikke i ansigtet.
åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede våben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug ham
ikke i ansigtet.
(De går udenfor, hånd i hånd; porten glider til.)
En stemme.
Sigt ikke, spar ikke; – hug dem, hvor I kan!
Kong Skules stemme.
Uhæderligt er det at handle så med høvdinger!
(Kort våbenlarm; derpå høres tunge fald; alt bliver et øjeblik stille.)
En stemme.
De er døde beggeto!
(Kongsluren lyder.)
En anden stemme.
Der kommer kong Håkon med al sin hird!
Henrik Ibsen: Kongs-emnerne.
15
s. 218
Mængden.
Hil eder, Håkon Håkonssøn; nu har I ingen
fiender mere!
fiender mere!
Gregorius Jonssøn
(standser lidt ved de døde).
(standser lidt ved de døde).
Så kom jeg dog for sent!
(går ind i klostergården.)
Dagfinn Bonde.
Usaligt for Norge, om I var kommen før! (råber
ud.) Her ind, kong Håkon!
ud.) Her ind, kong Håkon!
Håkon
(standsende).
(standsende).
Liget ligger mig ivejen!
Dagfinn Bonde.
Vil Håkon Håkonssøn frem, så får han gå over
Skule Bårdssøns lig!
Skule Bårdssøns lig!
Håkon.
I Guds navn da!
(Stiger over liget og kommer ind.)
Dagfinn Bonde.
Endelig kan I gå til kongsværket med frie
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
Håkon.
Hver mand dømte ham galt; der var en gåde
ved ham.
ved ham.
Dagfinn Bonde.
En gåde?
s. 219
Håkon
(griber ham om armen og siger sagte):
(griber ham om armen og siger sagte):
Skule Bårdssøn var Guds stedbarn på jorden;
det var gåden ved ham.
det var gåden ved ham.
(Kvindernes sang lyder højere fra kapellet; alle klokker bliver ved at
ringe i Nidaros.)
ringe i Nidaros.)
Teppet falder.
